tirsdag den 8. december 2015

Madbloggeren der forsvandt...

Er splittet i to. Hende og jeg. Hende jeg troede jeg kendte og så hende DEN ANDEN.

Kan åbenbart kun udtrykke mig fragmentarisk. Små sætninger. Nedkogt mening. Rodet. I forkert sammenhæng. Men gør det noget? Jeg skrev som udgangspunkt alt der her ned for at se det på skrift. Og for at tvinge mig til at forholde mig til tingenes tilstand. Men nu poster jeg det her alligevel. For sådan her er det lige nu:

Kan du huske mig? Det var mig der engang bloggede her. Men jeg har været forsvundet siden d. 25 oktober. Rygterne vil dog vide at jeg er spottet flere steder, på fri fod, i Århus og derfor ikke er helt væk.


Men noget har været væk – og er det stadig. Som sædvanligt var det helbredet der lige syntes at det ikke skulle gå for godt. Så det stak af. Og denne gang stak det af med min appetit. Min madglæde. Min skaberlyst. Mit drive. Havde aldrig troet at den dag skulle komme hvor mad blev min fjende. Men det er en krig at få noget ned. Alt smager beige og vokser i munden. Ikke engang duften af en lækker bøf stegt i SMØR kan trylle sulten frem. Og hvad lever jeg så af? ½ bæger yoghurt, en mundfuld kartoffelmos og en klementin er jo nærmest 2 hele dages kost.

I den sidste tid har jeg øvet vold på mig selv. Tvunget mig til at spise mere og andet end jeg har lyst til. Det er ikke rart. Du må ikke sladre til mig, for jeg gør det i den bedste mening – for måske er det det der får mig til at spise almindeligt igen? 

Det går atter op for mig hvor meget af min identitet jeg har hængt op på at være madblogger. For med en kuldsejlet karriere og det her helbred (eller mangel på samme) er det nødvendigt at ha' noget der giver tilværelsen mening. Jeg har nævnt det før: det er hårdt at se mine 'kollegaer' overhale mig igen og igen. Men de skal jo frem, videre og ud i verden – og bruger deres blogs som springbræt. Jeg føler at jeg sidder alene tilbage med nogle evner, som måske nok rækker, men kræfter (og helbred) der ikke gør.  

Det er hvad det er. Men sammen med appetitten forsvandt også smilet, latteren, glimtet i øjet og evnen til at være sammen med andre mennesker.

Sommeren var god. Utrolig god. Men så forsvandt varmen, solen og dagene på bænken ved søen. Og så kom smerterne, hosten (astmatisk bronkitis), feberen og endnu engang følelsen af at kvæles langsomt. Og jeg er hende der græder (igen)…...hele tiden.

Vinterdepression? Stress? Jeg ved det ikke. Har kæmpet med begge dele i alt for mange år af mit liv – og troede faktisk det var bag mig. Men nogle lange tentakler kæmper i hvert fald efter at få fat i mine ankler. Jeg føler mig jaget dag og nat. Af tanker, dårlig samvittighed over de ting jeg ikke får gjort, de ting jeg ikke får skrevet og de mennesker jeg ikke får svaret. Over liv der ikke bliver levet og tid der bliver spild i sengen. Og hvor latterligt er det? Som pensionist er man kørt ude på et sidespor hvor man strengt taget ikke skal noget. Som i at der ikke bliver stillet nogen krav til en. Man skal ikke bidrage til samfundet – men får tag over hovedet og mad på tallerkenen alligevel. Hvordan kan man tillade sig at blive stresset og deprimeret over sådan en luksustilværelse? Lad lige dem, der får hjulene til at dreje, få mest plads der (siger hjernen).

Igen er jeg Den Dårlige Veninde. Hende der svigter, melder fra og ikke magter at være der for andre. Og jeg er nået dertil hvor den dårlige samvittighed over det fylder   alt. I forvejen giver alle mine kære mig meget elastik – og forståelse når jeg ikke kan.  Og selv om de siger at det er ok, så kan jeg mærke at grænsen nærmer sig. Man kan kun skuffe så meget, før folk ikke kommer igen…...

Har lyst til at grave et dybt hul (well, få nogen til det) og bare skrige højt og brutalt ned i det. Det handler ikke om at blive hørt, men om et spinkelt håb om en lille forløsning. Tanken om at det her forpinte liv fortsætter, er indimellem ubærligt.

Da jeg startede bloggen op tog jeg skeen i den anden hånd og KRÆVEDE julen tilbage. Kastede mig ud i julemaden – både traditionel og nyskabende – med 'fake it to you make it' attitude. Fortiden var dengang, nu gjalt det fremtiden. Julen skulle erobres tilbage og gives en plads som var til at holde ud. Ingen pligt, 'man' og 'skal'. Og det virkede. Indtil nu. WTF? I år er julen en snigende stor dyne af NEJ der kommer tættere og tættere på.

Det er i år 10 år siden jeg valgte min mor og hendes side af familien fra. Stadig det bedste jeg jeg har valgt at gøre som voksen. Det er 'på plads' hos mig – men misundelsen over de kærlige familiebånd andre har, gnaver stadig. Og det her er jo lige sæsonen hvor alle de bånd er så synlige.   

Tusind tak for alle de søde beskeder og mails. Hånden på hjertet: jeg har det meget blandet med dem. På den ene side er det helt ufatteligt rørende at vide at jeg er savnet, værdsat og at nogen bekymrer sig om mig. Og så er der den anden side dårlig samvittighed over at jeg får noget til at bruge tid på at bekymre sig om mig. Det er ikke dig – det er mig!


Heldigvis her jeg Verdens Bedste Kæreste som er med på at julen bliver som den bliver - eller rettere, ikke bliver. Han er ligeglad med alt andet end at vi skal ha' det hyggeligt og at jeg ikke skal stresse. 

Vender jeg tilbage? JA - for det SKAL jeg! Den her blog er alt hvad jeg har tilbage af det liv hvor jeg KAN noget. Det eneste sted jeg kan bidrage bare lidt. At det jeg laver har værdi for nogen giver mig håb om at kunne komme tilbage. For jeg vil SÅ gerne kunne gøre bare en lille forskel.

Alt hvad jeg føler jeg mangler nu er appetit......


Redigeret d 10/12:

Det har allerede lettet meget at poste dette indlæg. Egentligt ville jeg gerne ha' holdt det for mig selv, men når man har skrevet offentligt i snart 6 år er det svært at 'forsvinde' lidt. På den måde er det både godt og skidt med de sociale medier. For det er netop der en ændring i ens adfærd er så tydelig. Som når man f.eks i en årrække har postet 2-3 billeder på Instagram om dagen og nu pludselig kun poster ca 4 om ugen. Det bliver bemærket.

Selviscenesættelse kræver kræfter. Mange kræfter. Jeg har ofte fået kritik for at vise glansbilleder frem her, når nu min sygdom sætter så mange begrænsninger. Og ja, jeg lagde alt for hårdt ud - og har forsøgt at holde tempoet. Hvorfor? For ikke at sidde i et hjørne og vente på at dø! igennem årene har jeg udviklet en online-persona som kan noget mere end hende skravlet her bag skærmen. FOMO (Fear Of Missing Out, hvis du skulle være i tvivl) kan være en destruktiv drivkræft. Det har været med til at presse mit helbred til det yderste - og det har både været godt og skidt. Godt på den måde at jeg har fået nogle oplevelser som jeg ellers aldrig kunne ha' drømt om - skidt på den måde at jeg nu er endnu mere slidt og udbrændt. Men uden job, kollegaer og ret meget familie er man nødt til at skabe noget indhold i tilværelse selv. Og det må man sige er lykkedes for mig. Det netværk og de ting den her blog har været katalysator for er jeg meget taknemmelig for. Specielt nu hvor jeg ikke magter at blogge.

December er ellers den måned på året hvor jeg har bedst mulighed for at tjene lidt på bloggens reklamer, men ikke engang det har kunne motivere. Så der kommer desværre ingen nye opskrifter i år. Men jeg håber at mit bagkatalog stadig kan bruges. Der er jo allerede en masse gennemtestede juleopskrifter lige klar til brug.

Skulle du ha' lyst til at følge lidt med bag bloggen, så sker der da lidt her på Instagram

Og hermed går jeg på juleferie. Jeg håber at kunne vende tilbage en gang i det nye år. Glædelig jul til dig og dine - og tak for støtten...          


31 kommentarer:

  1. Du gør en STOR forskel. Men vigtigt du gør det i dit tempo. Og lad være med at prøve at leve op til noget.
    Giv dig selv en tænkepause.
    Kh Tjalfe

    SvarSlet
  2. give yourself a break! det har hjulpet mig i mine svære stunder at tænke lidt i retning af "hvad nu, hvis jeg var den anden og min veninde var hende der havde det så dårligt?" for så ser man at naturligvis skal man give sig selv det samme break som man ville give andre. håber det går fremad.
    kh.fra Island
    Frida

    SvarSlet
  3. Kram - du har været i mine tanker <3

    SvarSlet
  4. Tak fordi du deler ud af de inderste tænker og følelser. Sikkert svært>_< Har selv set vinterdepressionens grimme ansigt, så kender følelsen af værdiløshed... Men alle er værdifulde for nogen! ... og nogle er det endda for rigtig mange!;^)
    Giv bare dig selv lov til at bruge al den tid der er nødvendig for at hele indvendig.
    Ønsker dig rigtig god bedring og velkommen tilbage når du er klar.

    SvarSlet
  5. Godt at høre, at du ikke er "alvorligt" syg. Frygtede det værste.

    SvarSlet
  6. Jeg savner dig, Malou - tak for dit indlæg!

    SvarSlet
  7. Kære Malou.
    Håber du snart får det bedre. Det gør mig ondt at læse, at du har det så svært i øjeblikket.
    Mange kram og kærlige tanker sendes din vej.
    Vh
    Tenna

    SvarSlet
  8. Du er savnet, men lad det ikke stresse dig. Vi venter gerne til du er fit for fight igen. Du er suverænt den bedste og mest inspirerende madblogger.
    Jeg ønsker dig alt det det bedste, og håber du vender tilbage, når du er klar igen.
    Virtuelt kram ��.
    Kærligst
    Lisbeth

    SvarSlet
  9. Ønsker dig alt bedste Malou. Stærkt indlæg. Kom stærkt tilbage <3

    SvarSlet
  10. Ønsker dig alt bedste Malou. Stærkt indlæg. Kom stærkt tilbage <3

    SvarSlet
  11. Kære Klidmoster.
    Ja du er dybt savnet, men din blog er her stadig, og jeg kan godt klare mig med alle dine skønne "gamle" opskrifter. Og så kommer de nye når du er klar igen. Ønsker dig alt det bedste. Knus

    SvarSlet
  12. Dejlige kukært ♥
    Du er selvfølgelig savnet, fordi du er så skøn og inspirerende. Men det skal ikke stresse dig - tag dig al den tid, du har brug for. Håber du får en skønherlig jul med Max'eren og misserne!

    Kramkram!

    SvarSlet
  13. Kære Malou
    De varmeste tanker herfra. Du bruger dine evner og kræfter på allerbedste vis.
    Jeg håber, at du snart kommer ovenpå igen.
    Kærlig hilsen Kathe

    SvarSlet
  14. Kære søde Malou - bare tag det med ro! Alle os - dine Internetvenner - værdsætter dig. Holder af dig. Synes du er alle tiders. Tag den time out dit helbred dikterer - og hvad jeg dog ønsker jeg havde en tryllestav... Smid i hvert fald enhver skygge af dårlig samvittighed langt væk! Sygdom er hver mands herre. Vi har IKKE valgt at blive syge.
    Nu den der følelse af at blive kvalt kan måske afhjælpes? Er du helt sikker på, at din astmatiske bronkitis er perfekt velreguleret? Måske er det på tide at få tjekket..? Ih, altså - min hukommelse er som et si.. men der findes altså ANDRE mediciner end de almindelige Pulmicort, Symbicort, Bufomix etc For mig var det en stor forskel når jeg fik Singulair... Men der findes astmamediciner hvor man skal have et apparat og en maske. ILT er også noget som kan gøre forskel.
    I gamle dage havde jeg en astmalæge som syntes det var en god ide, at tage nogle kraftige Prednisolon kure af og ti. Lungemedicinsk afd. Hillerød mente noget andet!
    Nåh nok om astma - vi kender vist begge to altfor godt til følelsen af at blive kvalt, ikke få luft....
    Jeg ønsker dig alt det bedste kære Malou!
    Tag det med ro, slap af og hvil i dit liv, ligesom en baby i babylift... Det vi ikke kan ændre - må vi jo udholde. I venten på et skønt og dejligt forår!
    Jeg ønsker dig en rigtig god jul! Uden ambitioner, samvittigheder og andet bras - men til gengæld med masser af hygge og kærlighed!
    Kærlig hilsen Catharina

    SvarSlet
  15. Søde, dygtige Malou. Det er frygteligt synd for dig, at du har det skidt og nærmest endnu mere synd at også den dårlige samvittighed vejer så tungt. Du er selvfølgelig savnet, men ærlig talt - du har lavet tusindvis af gode indlæg her på bloggen, og for nyligt startede jeg med at læse den fra begyndelsen. Det kan andre læsere, som savner dig, jo kaste sig ud i :-)
    OG husk nu at lade være med at have dårlig samvittighed over ikke at få svaret alle os, der skriver til dig. Det er nemlig ikke derfor, vi skriver!

    SvarSlet
  16. Ih vil bare fortælle, at du betyder noget ❤ Vi kender kun hinanden ganske lidt, men du er mit store forbillede. �� og det var din skyld jeg fik smagt østers. �� Jeg har også brugt mange af dine opskrifter.Du er guld værd ��
    Måske bliver det her den bedste jul for dig. Det håber jeg.
    Rigtig glædelig jul og mange kram
    Ghita

    SvarSlet
  17. Jeg har fulgt dig i lang tid her på bloggen, og jeg er fuldt ud parat til at vente LÆNGE på at du er kommet tilbage til det sted hvor dit drive er.
    Du skal tage den tid her til dig selv, og så sparke den dårlige samvittighed godt og grundigt i røven. (Jeg kender den, den satan)
    Så indtil du er oppe på den famøse hest igen, så håber jeg at du får en dejlig og hyggelig jul med din kæreste. Jeg håber at du får en skøn nytårsaften, og at 2016 bliver et fantastisk år for dig, hvor du erkender at du ikke skal måle dig mod andre. At DU er god nok, præcis som du, warts and all <3
    I mellemtiden er jeg fuldt ud tilfreds med kun at "se" dig på instagram i det omfang du orker.
    Knus og kram til dig Malou. Du fortjener det bedste.

    SvarSlet
  18. Rigtig god jul til dig og kæresten og god bedring. Jeg kender alt til ikke at orke noget og at det er svært at skabe indhold i tilværelsen når motivationen er lig nul. Vi kan se frem til at dagene bliver lyser lige om lidt, så det ikke længere føles som at dagene bare forsvinder. Jeg har været med på 5/2 fra før du startede Klidfasters Facebook-gruppe. Jeg 'faldt af' på et tidspunkt pga sygdom, men husker de mange gode stunder og til tider ophedede debatter derinde 😄.
    Jeg håber at du genfinder dit helbred, din appetit og dit humør i det nye år, Malou ❤️

    SvarSlet
  19. I dag er det 8 år og 8 måneder siden jeg brød med begge mine forældre og min søster, og det var også det bedste jeg kunne gøre for mig selv, men prisen bliver også betalt hvert år, flere gange. Ja, vi har selv valgt det, men derfor kan og må man gerne savne familiebånd. Julen er hård, men vi kommer videre! Glædelig jul.

    SvarSlet
  20. Kæreste Malou
    Du er en kæmpe inspirator - både menneskeligt og i køkkenet. Du har allerede givet SÅ meget - kvit og frit. Tusinde tak. Glæder mig til for 3. (eller er det 4.) år i træk at skulle spise and stegt over julete.
    Din blog er fyldt med inspirerende opskrifter og tankefulde indlæg som vi kan dykke ned i, så glem alt om dårlig samvittighed. Vi har modtaget dine "gaver" i en lind strøm i årevis. Giv nu dig selv den gave at tage en laaang juleferie og plej dig selv. Vi bliver hvadenten du vender tilbage til foråret, til sommer, til næste år <3
    Rigtig god bedring - og endnu engang tusinde tak fordi du deler.

    SvarSlet
  21. Tjaaa, jeg har og er jo igennem samme mølle, selvom vores udgangspunkt er forskelligt. Jeg har i min tid holdt flere og lange pauser som blogger, senest denne sommer. Bloggen er også min identitet og det som giver hele mit liv mening til tider. Når man er socialt selvvalgt isoleret, er det om ikke nødvendigt, så ihvertfald motiverende at man kan "samtale" med de som er derude. Dine dilemmaer er også mine. Jeg hader efterhånden julen, allermest fordi der er så meget savn forbundet med den. Og den der lille nagende misundelse når man vælter i beretninger og billeder med den rene familieidyl, som netop også de sociale medier formidler. Det ER bare så satans svært at finde mening når man er hægtet af samfundets normale funktion. På de mørke dage er det næsten ikke til at holde ud, at man kan leve vældigt længe endnu.. Jeg håber at passer på dig selv nu Malou, for jeg har vidst længe at det at være madblogger har været hele din identitet, og at det måtte være opslidende i længden. Det er ok at pause og det er også naturligt at du går kold. Jeg kan anbefale som afstressende terapi, at du griber en hæklenål eller et par strikkepinde, DET er ihvertfald mindre fysisk aktivt end at spæne rundt efter den næste kulinariske oplevelse hehe.. Jeg sender knus og masser af tanker og du ved at jeg kender det sted du er, så om ikke andet ved du, at du ikke er alene på den der ø. Kh Henriette

    SvarSlet
  22. Jeg kan kun tilslutte mig, omend jeg ikke helt her opgivet ævred. Men alle tankerne omkring Julen og alt det, den fører med sig, hænger også mig ud af halsen, og gør mig trist. I skrivende stund har jeg været syg siden 5. november, så der er heller ingen energi til noget som helst sjovt her, lige nu.


    Heldigvis har jeg for længst lært, at hygge mig i eget selskab, men det betyder da ikke, at man ofte gerne ville noget andet. Og at vænne sig til at blive "slået hjem" hver gang man lige er i en god stime, er noget man aldrig vænner sig til. Så meget har jeg også lært. En dag ad gangen, og lad være at slå dig selv for hårdt oveni hovedet. Din pligt nummer et er, at passe på dig og det sølle helbred, du har. Desværre!

    Jeg håber, du får en god Jul på trods med Max og misser. Godt du har Max - tænk på os andre, der ingen har! Han har stor værdi i det game. Pas på dig!! Kh Deborah

    SvarSlet
  23. Du gør det skide godt - vær god mod dig, kram fra en læser, der værdsætter dit arbejde, også når du ikke lige er blogaktiv

    SvarSlet
  24. Godt brølt, løve :)
    Hvis du begynder at hive hende bag glansbilledet lidt mere frem, så er jeg nok en af dem, der hopper på igen :) Go' og stille/hyggelig jul, vi 'ses' på den anden side.

    SvarSlet
  25. Du er savnet... og tak for at være ærlig.
    Selvom jeg føler med dig og håber at du kan lære at passe bedre på dig selv og stadigvæk ikke sidde i et hjørne, så er jeg glad for at du er ærlig i dette indlæg. Hvorfor? Fordi jeg selv "lider" og ofte ikke engang har energi til de små lette ting du serverer til os andre herinde... og andre gange spares der så lige et par ugers energi sammen og så fyres det af på at lave noget lækkert..

    Desværre er det svært at acceptere når kroppen ikke vil som man ønsker, og vejen dertil er lagt med store ujævne brosten - men finder man målet, og accepterer, så er jeg sikker på at man samlet set er mere tilfreds..

    Pas nu for pokker på dig selv.. Lav hellere en enkelt god end 7 hvor alt andet i livet ikke eksisterer... Husk på Ske-historien...

    SvarSlet
  26. Kære Malou. Husk at andre også ofte viser glansbilledet frem. At der bagved ethvert glansbillede, også sidder noget mere nuanceret (noget mere skravlet). Så når du synes, at det her er sæsonen hvor alle bånd er så synlige, og du kan mærke misundelsen over de kærlige familiebånd andre har, gnave, så husk at det "bare" er et glansbillede. Mon ikke sandheden for de fleste mere ligner Annette Heick's beskrivelse? http://www.bt.dk/brevkasser/annettes-klumme-saa-la-dog-vaer
    Min egen jul blev ændret drastisk, da min mor døde. Det dér med at familien (lidt skiftevis) holdt jul sammen, forsvandt med min mor. Jeg var eneste af 4 søskende, der havde lyst at forsætte - så også jeg har måttet synke engang, og finde en anden måde at holde hyggelig jul sammen med mine 2 teenagere.
    God bedring. Håber alt det bedste for dig. Kh Birgit

    SvarSlet
  27. Kære Malou.
    Det skulle vel ikke være sådan at du har været "inde i mig" og taget alt det l**** med "ind i dig" - det er som at læse om mit eget liv.
    Jeg er dog psykisk syg, men i gode perioder har jeg taget uddannelse (Husholdningslærer, som det så ikke hedder mere) og fået børn.
    Men i sommeren 2004 kom jeg p førtidspension - og var som dig ikke en der var nødvendig for samfundet. Og der sad jeg, uden håb, drømme, uden at kunne realiserer alt det jeg drømte om.
    Jeg begyndte året efter en heftig aktivitet med foredrag, artikler og undervisning i psykiatrien. Jeg blev beundret! g det føltes så dejligt - men det var et glansbillede - for jeg kunne slet ikke få mit liv til at hænge sammen.
    For 4 år siden trak jeg så det stik, og nu, ja...... jeg er blevet bedre til at være mig! Ikke ha store forventninger til livet, til min egen gøren og laden, lade opvask være opvask.
    Og som noget nyt, kastede jeg mig over madlavningen, og der har du været en stor inspiration. Har også drømt om at starte en madblog - MEN det skal jeg IKKE.
    Kunsten, i mine øjne, når livet er som du beskriver, er at være tålmodig med sig selv, at holde fast i at et menneske har værdi i sig selv, skabe "oaser" af hygge, måske lytte til god musik, måske se (dårligt) fjernsyn, alt kan bruges, bare det gør dig mere opløftet end før.
    I år har vi taget en masse ud af julen, mine børn er voksne, min mand vil bare hygge, så det bliver uden ret mange af de traditionelle juleting.

    SvarSlet
  28. Kære Malou
    Og kære alle i andre som også har det svært med fysik og psyke, man skal være der for at forstå det, jeg har ofte tænkt på hvorfor vi ikke bare kan finde hinanden, flytte i kollektiv
    eller lave en venskabs klub hvor vi kan støtte hinanden og forstå hvorfor der bliver sendt afbud til en komsammen, jeg har selv været i en proces over flere år med sygdom, alle "vennerne" er borte, familien ligeså..........jo jeg kender alt for godt smilet du limer på når du færdes offentligt, og hvordan det så føles når du lukker dig ind i lejligheden og er alene.
    Kære alle der har det svært mit juleønske kunne være at vi finder hinanden, og kunne give støtte og omsorg når det gør ondt.
    kærligste hilsner

    SvarSlet
  29. Hold da ferie, hvor var det dejligt at se hende der gemte sig bag sin succes som madblogger igen. Jeg har savnet hende gennem året. Hun har været der, men har nok haft en smule travlt med at vise verden at hun ikke er syg, at hun kan alle mulige ting og at vi ikke skal bekymre os om, hvordan HUN har det inde bag murene!

    Wrong. So utterly wrong. Vi HAR bekymret os, men har ikke rigtigt følt vi har kunnet trænge igennem Projekt Selvbedrag. For på et eller andet tidspunkt begynder det hele at krakelere. Min egen blogpersona fik en gedigen røvtur på 1. klasse i 2012 og siden har det aldrig været helt det samme at være "Hottie Von Dottie" igen. Men jeg er kommet igen, og har lært, at hvis det altsammen bare var en maske jeg havde på for ikke at se alt det grimme og ugly, ja, så kan det fandme være det samme. Så hellere lukke ned, alt andet er ikke værd at bruge tid på.

    Og det her kan måske vise sig at blive positivt for dig. Du har tid til at reflektere over, hvem og hvad du viser frem for verden. Du har tid til at finde et nyt lys, fordi det du havde, lyder til at være brændt ned. Du skal i lysstøberiet og finde opskriften på et andet lys måske, et mere bæredygtigt af slagsen, med mere autencitet end det du har haft gang det sidste års tid.

    Jeg trak mig nok lidt væk i løbet af året der gak, fordi jeg ikke kunne leve op til den succes og det vilde liv du syntes at ville leve. Jeg kunne ikke være med på den hastighed hvormed du gik fra den ene succes til den anden. Jeg spekulerede på, hvor resten af Malou var og kunne jo se, at du jo samtidig også led. Jeg havde dyb sympati og medfølelse med dig, men havde svært ved at trænge gennem overfladen til DIG.

    Jeg er sikker på du nok skal komme igennem alt det her. Du er stærk. Men de stærkeste mennesker kan også knække. Og det er den ydmyghed vi alt for ofte glemmer at tage med og som røvturne måske prøver at lære os. Det ved jeg ihvertfald gælder for mit vedkommende.

    Jeg hepper på dig. Livet har lært mig, at hvis venskaber virkelig er venskaber, så kan hverken sygdom, lort eller livsomstændigheder skille dem ad. Dem der virkelig er ment til at være i ens liv, skal nok være der, også bagefter. Sådan er livet så forunderligt engang imellem.

    SvarSlet
  30. Har en god veninde som lige nu kæmper med et tilbagefald i brystcancer, hendes datter er totalt ligeglad, hun går mest op i sin hjemmeside i Søborg - bæreseler - nøj hvor er hun omsorgsfuld, det er dog ikke gældende med en kræftsyg mor, måske venter hun blot på arven, men det gør rigtigt meget ondt, at se en mor gå i stykker, jeg ved hvor slemt hun har det, men kan ikke hjælpe kun trøste. Verden er ikke som den kunne være, hvis vi levede op til det der lægges op på blogs/hjemmesider/facebook.

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...