lørdag den 19. september 2015

2 x ribeye...

Miraklernes tid er ikke forbi: jeg har lavet mad....2 dage i træk. Nu virker det som jeg er tilbage på rette spor med de ekstra dårligdomme. For at spare lidt på finanserne, har jeg været på jagt i fryseren efter noget der kunne blive til et par solide måltider. Det blev til et par kæmpe ribeye bøffer:

Dag 1 som lækker bøf med tilbehør - og dag 2 som en interimistisk Philly Cheese Steak.

Bøfferne var på hver 450 g, så lige 50 g over at være pålæg.  Tilbehøret skulle være helt simpelt som vi fik det på Del Frisco's Double Eagel Steakhouse i New York - bare sauterede svampe og dampet broccoli med hvidløg. Desværre viste det sig, da plastikken blev fjernet, at broccolien var dårlig og lige til skraldespanden. Om jeg begriber hvorfor alt skal i plastikfængsel - det giver alt for gode betingelser for mikroorganismer.

I stedet for hele små stegte champignons, blev det store portobello i rustikke tern. De blev først stegt på en hed tør pande til de havde frigivet en masse væde og det var dampet væk. Derefter fik de en god klat SMØR, friskkværnet sort peber og lidt urtesalt.

For at få bare lidt grønt på tallerkenerne også, gik jeg på jagt i fryseren igen. Det blev til en ganske lille rest grønne bønner og en lille forkølet håndfuld ærter. De blev dampet sammen med lidt majs, som jeg skar af en kolbe. Det blev også til en hurtig dip af skyr, rørt med revet hvidløg, fuldkornssennep og lidt krydring.

Bøfferne blev stegt medium rare i olivenolie og SMØR. Max var inviteret til spisning og kattekillingehygge - og han spiste næsten en hel bøf. Jeg spiste kun kappen på min og gemte selve den reelle bøf til dagen efter.

Jeg havde også været så snedig at gemme en portobellosvamp. Den skulle sammen med løg, bøf og røget ost blive til verdens bedste varme sandwichfyld. Og se lige det løg. Jeg fik sådan 2 med hjem fra Aarstiderne på Food Festival. Det her vejede hele 569 g. 

Løget blev snittet i tynde både, der blev delt med fingrene. De blev sauteret på en pande i lidt SMØR og fik langsomt lov til at karamellisere ved svag varme. Det tog en lille time.

I mellemtiden blev resten gjort klart. Portobelloen blev skåret papirtyndt og ristet på en pande. Bøffen blev skåret så tyndt som muligt - og der blev delt smagsprøver ud til nu 3 katte. Bollen var en kæmpe sag fra frost. Jeg har nemlig været så heldig at få 12 briocheboller af min søster. Rigtig brioche bagt med SMØR.

De færdige karamelliserede løg. Jeg brugte ca 2 store spsk her - og smed resten i fryseren til en bøfsandwich som jeg skal lave snart.

Det blev også til 3 skiver røget ost. En pande blev sat over og varmet godt op. Kød, løg og svampe fik en hurtig omgang - og osten blev lagt over. Så snart den var smeltet var det bare med at samle.

Den labre blanding blev toppet op på en varmede briochebund. Overen fik et hurtigt skud sennep inden den blev lagt på.

Aj, men se lige. Himmelsk!

Det eneste der nu skulle til var rigeligt ketchup og en kold øl. 

Tuborg har været så søde at sende mig 6 af deres nye økologiske RÅ som jeg kender fra NorthSide. Så dem nuppede jeg en af til...ok, så to...well, tre.


Jeg havde taget 2 af de lækre boller op - og den anden blev brugt til en kæmpe cheeseburger i går. Og så skal jeg vist ha' en pause fra det hvide brød. 

I dag er der en lille gourmet-festival i Salling Super. Anne og jeg skal ind for at kigge på sagerne og happe et par smagsprøver. Det bliver dejligt med lidt frisk luft og byliv.

Rigtig god weekend til alle der kommer her forbi...

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...