tirsdag den 27. januar 2015

Karamelliseret mangochutney med BOC...

Som du måske ved, så er jeg vild med alt der kommer hjemme fra Indien. Til indiske retter hører der for mig en spicy mangochutney til. Og i går var det på tide at få lavet en ny omgang til køleskabet - som tilbehør til forårets hotte retter. Det blev til denne mørke karamelliserede sag som simrede i hele 10 timer:

Mørk og intens sur/sød - og med et mægtigt spark fra Bhut Orange Copenhagen.

Efter Kim Schulz fra Grillkokkerier sendte mig flasken med den hotte BOC sauce er jeg gået i tænkeboks. For hvad skal den kradse sauce bruges til? Kim og jeg snakkede om en chutney på ananas, men sådan en var ikke til at opdrive øko nogen steder. I stedet blev det til mangochutney.

600 g mango i tern
250 g hakkede løg
35 g finthakket ingefær
3 fed finthakket hvidløg
2 spsk olie
1 spsk brune sennepsfrø
1 spsk gule sennepsfrø
4 sorte kardemommekapsler
2 dl sukkerrørskrystaller - eller andet sukker
3½ dl eddike

For at give chutneyen et ekstra skud hvidløg, brugte jeg 2 store spsk af den her Oh My Garlic! fra Hot Sauce Import. Den er lavet med hvidløg (duh!), rapsolie, citronsaft, hvid eddike, dijonsennep, vand, chilipulver, sort peber og salt. Holder med garanti enhver vampyr væk.....æv.

Løg, hvidløg og ingefær blev sauteret i olien uden at tage farve - sammen med de 2 slags sennepsfrø. Da blandinge var taget af panden, blev hvidløgssaucen tilsat. Jeg tog, klog af skade, kun knapt 1 spsk BOC sauce til den her portion.

Hele herligheden blev blandet sammen og smidt i min Crock-Pot. Det fik nogle timer på low, men det var slet ikke nok. Jeg endte med at lade det simre hele natten - 10 timer i alt.

Sikken et syn at vågne op til - og sikke en duft. Der var dog stadig lige et stykke vej endnu. Chutneyen kom op i en gryde og blev tilsat 2 dl sukker - og blev kogt godt ind ved høj varme.

Goddammit Janet, der er smæk for skillingen i den sag. Den kom straks på et skoldet glas og direkte på køl. Den smule der allerede var taget fra, ca 1 spsk, brugte jeg til min frokost.

Og det var en grøn frokost bestående af en lun broccolisalat med en spicy sur/sød dressing, et drys Bombay mix (af kikærtemel og tørrede ærter) og et skud nigellafrø. Nemt og godt.

Opskriften på salaten kommer i en senere indlæg....

2 kommentarer:

  1. Lyder som en mulig anvendelse for lidt af de 3-4 ltr djævelsk stærke BOC/mango chili sauce, jeg selv fik bikset sammen for noget tid siden!

    Hvad blev resultatet rent styrkemæssigt med 1 spsk BOC sauce? Jeg har muligvis før haft uhelidige episoder med ulykkelige medspisere på grund af lemfældig omgang med BOC :)

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...