onsdag den 23. april 2014

Mørbrad af krondyr med spidskålssalat...

I går fik jeg pludselig sådan en vild trang til stegt rødt kød. Jeg gik håbefuldt på jagt i fryseren efter en bette bøf, men der var ikke nogen. Jeg fandt dog noget andet der kunne bruges, nemlig en pakke mørbrad af krondyr. Det tog jeg fluks op og gik i køkkenet.

Uhm, jeg fik min lyst til rødt kød styret. Som tilbehør lavede jeg en laber lun rødbedesalat med sennepsvinaigrette og en pikant hummus med skyr - og mens kødet tøede op smækkede jeg også lige en spidskålssalat sammen. Så fik jeg nemlig gjort kål (pun intended) på alle mine rester.

Hele måltidet endte med at blive et Stop Spild Af Mad projekt - for ikke alene var grønsagerne rester der sang på sidste vers, men også kronhjorten var tæt på udløb. Det er naturligvis ikke helt så kritisk med datoen på frostvarer, men efter 2 år på frost skulle den virkelig bruges. Jeg lagde pakken i opvaskebaljen, fyldte den med koldt vand og tyngede kødet nede med en skål. Så kunne det tø op mens jeg lavede tilbehøret.

Det allersidste tilbage i grøntskuffen var et halvt trist spidskål, en forladt appelsin, en halv runken peberfrugt og et par slappe persillekviste. 

Kålen blev snittet fint og vredet godt. Appelsinen blev skåret i fileter og peberfrugten i tynde strimler. Det hele blev vendt med hakket persille. Jeg dryppede lidt olivenolie og hyldeblomseddike over - og gav et drys flagesalt og friskkværnet sort peber til sidst. Og med alt tilbehøret på plads kunne jeg gå direkte til kødet.

Det var nemlig tøet op i mellemtiden. Jeg pakkede det ud af posen, dryppede det af i et dørslag og duppede det helt tørt med køkkenpapir.

Pakken viste sig at indeholde 2 små mørbrader. De fik et godt skud salt og peber inden de blev stegt ganske kort i en blanding af olivenolie og SMØR.

Og så var der mad. Jeg spiste den ene mørbrad i går og gemte den anden til i dag. Den spiser jeg om lidt med resten af tilbehøret. Og så er der gjort rent bord og køleskab. Nu står den på 'mad andre har lavet' til jeg er raske igen.

Snip, snap, snude...så er den restemadshistorie ude......

3 kommentarer:

  1. Godaften,

    så lækkert med krondyr og dit tilbehør er bare superp:-)

    Ole den lækresultne!

    SvarSlet
  2. Det kød ser virkelig sindssygt lækkert ud! Hvor finder man lige sådan en krondyrmørbrad? ;)

    Nu du nævner "mad andre har lavet": Er du stødt på Dinnersurfer-konceptet? Bestemt værd at tjekke dinnersurfer.dk, de dage man ikke selv har overskud til madlavning - der mangler dog lidt flere "kokke" i Aarhus, hvis du spørger mig... *hint, hint*

    SvarSlet
  3. Waue, rødt kød er bare det bedste, og det der ser jo smørmørt ud.


    - Anne

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...