lørdag den 5. april 2014

Chia-paneret laks med spidskålssalat...

I går blev det til lækker fredags-fisk. Jeg havde inviteret Max på middag og lovet 'alt det laks du kan klemme ned'. Det blev til 2 forskellige slags: den ene pandestegt med jomfruhummerhaler - og den anden paneret i de supersunde chiafrø:

Ud over de 2 (well, 3) slags fisk, bestod middagen af en knasende spidskålssalat, dampede asparges og en kold krydderurtecreme.

Den fiskekasse jeg får leveret i tiden hedder Luksus + Laks og bød i denne uge på disse 4 stykker. 

Der var desuden rødspættefileter og en god håndfuld jomfruhummerhaler. Jeg dampede en enkelt spætte til det hylende kattekor og puttede resten af dem i fryseren (spætterne, ikke kattene). Jomfruerne fik fjernet tarmen og blev forsigtigt lokket ud af deres skaller.

Den oprindelige plan var at lave en lille forret med asparges og jomfruhummer - men kræfterne svigtede, så det blev kun til en ret. Lidt rodet, men pyt.

Jeg trimmede laksen, så jeg kun havde de reelle midterstykker - så syntes jeg den er nemmest at stege. Det jeg skar fra, hakkede jeg til en lille karbonade og stegte (den hapsede Max dog inden jeg fik taget et billede). Laksen fik et drys fint salt - både for at krydre, men også for at trække en smule væske ud på overfladen. Så kan chiafrøene nemlig bedre hænge fast. De sidste 2 stykker laks fik både salt og peber.

Kender du chia? Det er bare det mest fantastiske lille frø. 1 g chia frø indeholder 8 gange så mange omega-3 fedtsyrer end 1 g laks. Du kan læse meget mere om chia lige her.

Tricket til den perfekte panering med frø og kerner er at bruge en lille skål på samme størrelse som det emne der skal paneres. Dæk bunden og læg den siden der skal paneres nedad. Pres forsigtigt over hele fladen. Nip forsigtigt fat i en flig af skindet og liv laksen op på den måde. Læg laksen på skindsiden og lad den hvile i minimum 5 minutter inden den skal på panden - så bliver frøene nemlig bedre siddende under stegningen. Chiafrø har en evne til at 'forklistre' , men de skal lige ha' tid til at suge lidt væde til sig.

Virkelig flot laks. Mens den stod og trak lidt, lavede jeg tilbehøret:

Det skulle bare være en hurtig salat (med hvad der nu var i ugens kasse) for at få lidt knas til alt det bløde fisk. Spidskål, cherrytomater - og 2 potter dild jeg havde købt ved siden af.

Kålen blev snittet ganske fint og vredet imellem fingrene. Tomaterne blev skåret i kvarte og dilden hakket fint. I bedste Stop Spild Af Mad stil kom jeg de kikærter jeg havde til overs i. De var blevet til rest af jeg udviklede disse alternative sandwichbrød til 5:2 diæten.

En hurtig dressing af olivenolie, hvid balsamico, French's sennep, urtesalt og friskkværnet sort peber blev pisket sammen og vendt i. Et drys soyaristede græskarkerner på toppen og så var den klar til servering.

Til krydderurtecremen lavede jeg en base af 2 spsk mayonnaise, 4 spsk skyr, 2 tsk French's sennep, 1 spsk æblecidereddike, friskkværnet sort peber og et drys urtesalt. Det blev pisket sammen og tilsat en hel potte hakket dild.

"Nogen er vild med dans - andre er vild med dild"

Der var asparges med i kassen, dem måtte jeg straks kaste mig over også. De blev blot 'snappet' (knækket der hvor stænglen selv giver efter) og zappet i 45 sekunder i mikrobølgeovnen inden de fik et drys salt.

De 2 slags laks blev stegt hårdt på skindsiden i en blanding af olivenolie og SMØR i ca 3 minutter - varmen blev skruet lidt ned og de blev vendt. Er par minutter til og så var de klar. Jomfruhummerhalerne fik ganske kort tid i det varme fedtstof og så var det bare om at få anrettet.

Den 'nøgne' laks blev toppet med jomfruhummer og den panerede fik lidt krydderurtecreme. 

Uhm, rigtig dejligt at kunne fråse i så meget lækker fisk. 

Nu vil jeg slappe af resten af weekenden......og måske udvikle nogle flere vafler - har hovedet fyldt med ideer.

God weekend til alle der kommer her forbi ☺


2 kommentarer:

  1. Hej.
    Har i dag spist ovenstående. Jeg har aldrig paneret i chiafrø, så det skulle prøves.
    Det var en god oplevelse, og det er ikke sidste gang, at jeg bruger chia som panering.
    Super gode retter.
    Aase

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...