torsdag den 29. august 2013

Cocktailparty på Sidebar...

I går var Anne og jeg til et brag af et cocktailparty på Sidebar i Skolegade. Det var ejeren Chris som havde inviteret - og ham har vi den store fornøjelse at kende igennem Memphis Roadhouse.

Stedet har fået en overhaling - og et lidt nyt koncept. Det er ikke længere en restaurant med fine dining, men bar, lounge og mulighed for at stille sulten med afslappede små retter.

Vi var en lille flok som mødte op for at smage på, og give feedback på, det nye menukort - og se den nye indretning. Først fik et glas lækre bobler og blev så bedt om at slå os ned i det hyggelige lokale ud mod gaden.

Vel bænket startede maden at ankomme. Først godt brød med lidt at dyppe i: pesto, SMØR med purløg og olie/balsamico. Der var fri bar, så alt hvad vi skulle gøre var at bestille de cocktails vi havde lyst til. Anne og jeg slog vovemodet til og sagde i kor: "overrask os".

Og overraskede blev vi. For jeg fik sat en skål foran mig - og jeg nåede lige at tænke "uhm, suppe". Men næ nej, det var en Thai Daiquiri - mørk rom, kokoscreme, chili, lime og frisk koriander. WOW! Jeg lod allernådigst Anne sippe lidt til den - og selv om hun er koriander-hader måtte hun overgive sig. Det er ikke noget at sige til at den vandt guld sidste år.

Anne fik denne smukke sag at starte på: Rhubarb Revivor - Chase rabarbervodka, solbærlikør, grape og citronsaft. Oh la la....

Der blev båret store fade ind med Street Tacos som vi bare kunne forsyne os fra.

Anne med den læskende sag
Og vi fik en lækker drink til serveret. Jeg glemte at fotografere den i skyndingen - og hverken Anne eller jeg kan huske hvad den hed. Men den var gul og læskende - og meget lækker.

Og så gik vi om bord i de fristende tacos. Grillet tortilla med skiver af oksefilet, rustik salsa og guacamole. Knivskarp smagsprofil!

Og så var det blevet tid til Coconut Shrimp. Dybstegte rejer, paneret i panko og kokosflager - med en kokos/mango-dip til. Knasende sprøde udenpå og saftige indeni.

Den næste lækkerbisken var Tater Tots. Supersprøde kroketter med fnuglet kartoffelmos inden i - og en skarp sennepsdip til. Stivelse kogt i fedt......ja tak!

Mit glas var tomt og jeg bad om "noget ondt i et højt glas".

Og fik denne smukke, men dødbringende, Zombie sat foran mig: 3 slags rom (10 cl i alt), hjemmelavet falernum, krydderier og et skud absint. Lige noget for en sprutte som mig!

Anne fik denne fristende sag, som vi desværre også har afstød navnet på. Men den var meget behagelig - og gav Anne julelys i øjnene.

Næste ret var Meatball Skillet - store saftige kødboller i en krydret tomatsauce og "bare ost på og så i ovnen". Ih, du altforbarmende.....vi slikkede nærmest den lille pande.

Og så fulgte denne rappe sag: Spinach and Artichoke Dip - en varm ostegratineret dip (well, en slags stuvning) af spinat og artiskok i cremefraiche med ristet hvidløg og et lille svirp af chili. Der fulgte en pose knasende sprøde brødchips med - lige til at skovle den lune dip op på. Fremragende lille anretning - og også her gjorde vi rent bord.

Og så hoppede Chris bag baren og mixede Sidebars helt nye drink, som vi var blandt de allerførste til at smage.

Og så havde den præmiere: A Big Can Of Whoop-Ass. På dansk: en ordentlig røvfuld!

Tak for kaffe, det var en drink der ville noget. Chris kaldte den 'punch' og så vidt jeg husker var den med whisky. Krydret, varm og syrlig på en og samme tid. Slam, sikke en røvfuld....

Uh, og så kom denne sjove sag på bordet: Trailer Trash - majschips, druknet i chili con carne og gratineret med ost. En rigtig lækker sag at sidde og nippe i. Og så var vi ved at være godt mætte - men der var lige en enkelt ret tilbage.....

Baked Brie - osten var varmet i en syndig sirup sammen med tørrede frugter. Så godt har brie aldrig smagt før!

Hov, og så landede denne frække Oreo-shake for voksne foran os. Uha, den var jo næsten en ekstra ret - men noget så forfærdelig dejlig. Jeg tror jeg bliver nødt til at lave en is efter det koncept!

Senere skulle vi på en lille flyvetur med en Aviation - gin, viol-likør, kirsebær-likør, sukker og friskpresset citronsaft. Rap lille flyversjus...

Som "Godnat og skrub så hjem" drinks fik vi et par The House Old Fashioned - bourbon, bourbon og mere bourbon + bitter, sukker og kirsebær-likør. Og så var det vist på tide at vi fik sagt farvel og fandt hjem. Men vi havde ikke rigtig lyst - for stemningen var mildt sagt løftet. Men vi fik sagt pænt farvel og tusind tak til Chris og hans fantastiske team - eller rettere på gensyn. For Sidebar bliver et sted vi kommer til at frekventere flittigt fremover - og der er stadig masser af lækkerier på menukortet som vi skal smage.

Jeg er endnu engang fantastisk glad og taknemmelig over alle de dejlige mennesker jeg har lært at kende igennem bloggen - og alle de fede oplevelser det fører med sig.......

7 kommentarer:

  1. Det må da være den mest syndige hule i Århus. Dér må du godt trække mig med en aften, Malou ;-)

    SvarSlet
  2. Okay, det er altså lidt sjovt: Jeg har fulgt med her i noget tid, men vist ikke kommenteret før, og i går aftes gik jeg hjem gennem Skolegade, hvor jeg så en flok mennesker stå uden for Sidebar. På baggrund af de få billeder, jeg har set her på bloggen, kunne en af dem godt ligne dig, så det studsede jeg lidt over, før jeg slog det hen som synsbedrag. Men jeg havde nok ret alligevel ;-) Jeg føler mig halvt stalker-agtig, halvt starstruck. Jeg kan rigtig godt lide din blog!

    SvarSlet
  3. Hold da helt kæft, hvor der blev hældt noget indenbords - jeg kan hælde meget ned i løgneren - men jeg tror ikke jeg kan følge dig - men hvor ser det dog lækkert ud. Mundvandet løber her, skønt det er fredag morgen.
    Charlotte

    SvarSlet
  4. Chris er helt fantastisk og med en beundringsværdigt engagement. Nyder både Sidebar og Memphis utroligt meget. Er glad for at høre, at du kan lide ham ligeså godt som vi andre.

    SvarSlet
  5. Hold op, det ser så lækkert ud, både det tørre og det våde - den der rabarber/solbær/citron drink, gad jeg så gerne smage - den lyder tilstrækkelig sur og frisk til min smag. Søde drinks er ikke lige min hylde (: Mmh, og så i selskab med en masse smeltet ost - yum.

    - Anne

    SvarSlet
  6. Like being back over there :)

    Fed idé med dåsen :D

    Punch her på Amager er "1-2-3: en del sukker, to dele vand og tre dele rom" ;)
    Den er der SLAG i ;)

    Hudi's(en lokal personlighed med tilnavnet Hudibras) opskrift er som følger:
    Man tager en flaske brun rom af bedste sort (dvs. 60% rom) og stiller den lunt i god tid, så den ikke siden køler punchen for meget, når den hældes i!
    Bland 1½ liter ca.80*C varmt vand med fire stykker hugget sukker.
    Den oprindelige opskrift sagde fem men på sine ældre dage gik Hudi ned til fire og tilstod, at han egentlig godt kunne nøjes med tre. "-Det er jo ikke sødsuppe, vi er kommet sammen om", som han sagde.

    Sukker-indholdet er en smagssag. Fastelavnsforeningen i Dragør bruger 8 stykker til 1½ liter vand og 1 liter rom, 60%

    Netop denne Punch er grunden til, at jeg i mange, mange år har holdt fri på fastelavns mandag! ;)#romchock

    ~Marchen~

    SvarSlet
  7. Det ser da helt fantastisk ud, det hele. Det må ha været Slingre hjem af Skolegade....

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...