onsdag den 24. juli 2013

Green eggs & sucuk...

Her kommer en rigtig Stop Spild Af Mad frembringelse. En masser rester blev i skøn forening til en brunch-anretning i grønt, gult og rødt.

Æg med masser af krydderurter, spicy pølse og lidt spiselig pynt.

I weekenden havde jeg købt ind til forskellige salater og grillmad - og stod nu med med rester af: persille, dild, fennikeltop, løgtop og ærteskud. Kræfterne er ekstra små i denne uge, så jeg lever mest af nem mad - og derfor var de mange grønne sager i fare for at gå til spilde hvis de ikke blev brugt i en ruf.

Det hele blev hakket fint, undtaget de fine ærteskud.

Der var også lige en enkelt økologisk blommetomat tilbage fra weekenden - den skat jeg toppen af og udhulede.

For så kunne de fine ærteskud stå i den. Og ja, det er FG (Functional Garnish) og ikke NFG (Non-functional Garnish) - for den både pynter og skal spises. Forvirret? Bliv klogere her.

Jeg besluttede mig for også at tilsætte lidt tørret brændenælde til æggene. De tørrede økologiske urter fra Urteteket er lige nu på tilbud i Kvickly Viby til under 2 kr - så der er mulighed for at score en masse god smag til få penge.

Brændenælde smager lidt urtet - og er sund og godt.

Kender du den krydrede pølse sucuk? Det er en lækker sag fra Mellemøsten med bla smag af spidskommen og hvidløg. Den kan erstatte bacon i en snæver vending.

Det forrige billede snyder, for det tog jeg i sidste uge inden jeg brugte over halvdelen til en pizza. Nu stod jeg med en rest som jeg snittede i små strimler.

Og så manglede der blot æg og mælk. Æggene var gået på dato d. 13/7 - og var derfor 10 dage for gamle. Dem kan man altså sagtens spise.

5 æg og ca ¾ dl mælk + salt og peber. Flot blomst ikke?

Det fine af fennikeltoppen, brændenælde, dild og persille blev tilsat - og det hele blev pisket sammen.

Og så var der grøn æggemasse for alle pengene.

Det grove fra fennikeltoppen og løgtoppen blev sauteret sammen med pølsen. Det er ikke nødvendigt at tilsætte fedtstof, den fede pølse er gavmild med smørelse i sig selv.

Æggemassen steges ved jævn varme. Rør i den til den begynder at sætte sig - og derefter vend store stykker af den med en spatel. Det giver store svampede stykker - og ikke må hårde knolde. Tag panden af varmen før æggene er helt færdige, for de fortsætter med at sætte sig på eftervarmen.

De lune æg blev anrettet sammen med den stegte pølse og tomaten med ærteskud. Totalt i orden restemad!

--------------------------------------------------------------------------------------------------

I dag skal bare overstås. Der kommer håndværkere i opgangen hele dagen - alle vores el-tavler skal skiftes. De kan ikke sige nøjagtig hvornår det bliver min tur, så jeg er fanget her i lejligheden til det er overstået. Heldigvis slukker de kun for min strøm i den tid de er her i lejligheden (ca 1 time) og ikke hele dagen. 

Jeg har SÅ ondt i mine ben efter 2 dage på langs og ved at det eneste der kan hjælpe er en cykeltur så jeg kan få dannet noget ledvæske. Så når håndværkerne er færdige her, cykler jeg ind på Memphis Roadhouse og henter sådan en omgang:


I sådan en rack er der mad til 2 dage for mig - så skal jeg bare lige smække en hurtig salat sammen til. Det tror jeg lige jeg kan holde til.

God solskinsonsdag til alle der kommer her forbi...


Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...