onsdag den 17. juli 2013

Butterbean-dip med peberfugt og chipotle...

Her har du opskriften på verdens nemmeste vegetariske pålæg, dip eller hvad du kan finde på at bruge den til. Så nem at lave at det næsten burde være forbudt. 


Jeg hittede på den da jeg stod og skulle til sammenskudsbrunch med Kagedåserne og havde alt for få kræfter at gøre med. Lidt roden i skabe og skuffer, ledte til fundet af et par brugbare ting.

En dejlig dåse butterbeans. Jeg skal altså i gang med at koge og fryse dem selv igen. Sådan en dåse her koster 22 kr - og for de penge kan man jo få en kæmpe pose af de tørrede. 


Dippen består af 4 ting + salt og peber: 1 dåse butterbeans, 1 glas peberfrugtpesto, 1 fed hvidløg og lidt tabasco med chipotle.

Bruger du bønner på dåse, så skyl dem endelig godt. Den lage de ligger i er vederstyggelig. Man kan naturligvis også bruge andre slags bønner. Skal det går stærkt kan man også nuppe den dåse af de hvide slavebønner i tomatsauce og skylle lidt af saucen af.

Peberfrugtpestoen er med både ricotta og parmesan. Den er også rigtig god i sig selv. Vend den f.eks i nykogt pasta og drys med en masse friske basilikumblade. 

Jeg blender ikke hvidløget med - for det kan risikere at blive bittert. Og jeg vil hellere smage til bagefter.

*Wroom wroom* blend bønnerne og pestoen sammen til den ønskede konsistens.

Den blendede masse smages til med salt, peber, hvidløg og chipotle. Den må gerne bide lidt. Server den med godt brød og masser af rå grøntsagsstænger til at dyppe med.

Mit andet bidrag til brunchen var denne lækre røgede filet. Grisen den er lavet af kommer fra Lille Raneladegård - og den er tilvirket på Søhøjlandets Mikropølsemageri. Det er virkelig pålæg i særklasse! 

Det blev en herlig brunch. Masser af frugt, grønt, SMØR, gode oste (røget danbo og hø-ost), hjemmegjorte safter og marmelader, hjemmebagt brød og øko-pålægschokolade + masser af kaffe, te og snak. 

Og så kom Vita blaffende med et fad bacon, pølser og scramble æg i favnen. Og vi åd til vi næsten revnede. Kagedåser er noget af det bedste der findes!


1 kommentar:

  1. Det ser lækkert ud - jeg elsker den slags dips, som er nemme at lave og lynhurtigt kan blive til en forret med lidt grøntsager eller et godt brød.

    Tak for en god blog - jeg læser tit med og bruger også jævnligt dine opskrifter (særligt lakridsisen...!).

    Mange hilsner og god sommer
    Stephanie

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...