lørdag den 30. juni 2012

Butterflied kylling...

Butter....ah, hvad for noget? Det er såmænd betegnelsen for den udbeningsmetode man udsætter kyllingen for inden stegning. Man fjerner ryg- og brystben så den bliver flad og ikke ulig en sommerfugl i udseende. Det giver en kortere tilberedningstid og en helt jævn stegning.

Det her er også historien om hvordan en kylling på 1400 g (69,95 kr) blev til 6 hovedmåltider. Mere om det til sidst - den skal jo lige laves først:

Jeg startede med at lave en stor portion krydderSMØR.

I onsdags var jeg jo ude og hente grønne sager hos en af mine søde læsere. Estragon, løvstikke, oregano, citronmelisse og sæsonens sidste asparges. Jeg valgte derfor at bruge frisk estragon til kyllingen - du kan naturligvis bruge lige de krydderurter du kan lide og foretrækker.

Hele 25 g estragon brugte jeg. Det er altså ikke nødvendigt at bruge så meget, men nu havde jeg det jo lige ved hånden.

Estragonen blev blendet *wroom wroom* og rørt i ¼ bakke af det her lækre SMØR, sammen med salt, peber og 1 fed hvidløg (revet på hvidløgskort).

Og så til fuglen. Det er kylling fra Himmerland Kylling - og den skulle ha' et lidt bedre liv på Rokkedahl Landbrug end andre industrikyllinger. Den er ikke økologisk, men har mere plads (går på en tør bund af træspåner) og får bedre foder + hø. Det er dog stadig en af de hurtigtvoksende fugle med en levetid på mellem 37-42 dage. Det der får mig til at vælge den er at den er til at få i min lokale biks og den er 'god nok til prisen'. Stegetiden er oplyst til at være 80 minutter - men ved at lave den butterflied kan man skære 20 minutter af tiden.

Forventningsfuldt pakkede jeg den ud. Det er den første konventionelle kylling jeg har købt rå i flere år. Den var faktisk ret fin og fast i kødet.

Det er bøvlet at udbene fjerkræ og tage billeder samtidigt - så du må nøjes med et billede af slutresultatet. Teknikken går ud på at man fjerner rygbenet og i visse tilfælle også brystbenet. Jeg foretrækker at fjerne begge dele, da det gør kyllingen så flad så mulig. Jeg har fundet en guide her der viser hvordan man gør - følg den, så kan det ikke slå fejl. Jeg bruger dog ikke en fjerkræssaks, for sådan en ejer jeg ikke. Den flår og ødelægger kødet hvis man ikke er forsigtig. En god skarp kniv er vejen frem både til partering og tranchering. Jeg lægger fuglen på ryggen, indfører kniven på den ene side af rygbenet og skærer igennem - og gentager på den anden side af benet. Brystbenes fjernes som det vises i guiden. Alle indvoldsrester fjernes og overflødigt fedt trimmes af.

Rygben og brystben gemte jeg på køl til at komme i fondgryden senere på aftenen.

Kyllingen blev lagt i et smurt fad og lårene drejet blidt. Jeg foldede de yderste vingespidser ind bag brystet. Forsigtig løsnede jeg alt skindet med fingrene.

Det meste af kryddersmørret blev fordelt under skindet og resten smurt på skindet. Fuglen fik et godt ekstra drys salt og peber inden den blev sat i en kold ovn - som blev tændt på 195°C.

1 time senere var fuglen færdig. Det er altid lige en god ide at teste med et termomenter om den er gennemstegt. Den skal være minimum 75°C i brystets tykkeste sted.

Den stegte fugl fik lov til at hvile ca 10 minutter inden tranchering.

Og så fik den kniven. Max var lige forbi for at ae mig over håret (højskolens krak og den anonyme anmeldelse var sgu lidt meget på en dag) og jeg spurgte om han ville ha' en bid med. Vi fik ikke noget til, men stod bare ude ved køkkenbordet og gnaskede en helt masse nystegt kylling i os. Det betød jo at der røg en del mere kød indenbords end hvis der havde været tilbehør til. Det var 2 måltider.

Det var altså en virkelig saftig og lækker fugl. Da vi havde spist tog jeg alle ben og smed i en gryde samme med det rå ryg- og brystben. Der kom vand på, grøntsager fra fryserens 'fondpose', 2 fed hvidløg og lidt sorte peberkorn.

Af den fond, kyllingekød, de fine asparges og lidt jævning lavede jeg denne labre suppe som også var nok til 2 måltider. Opskriften følger.

Og af alt resten af kyllingen lavede jeg en cremet hønsesalat med knas og halløj. Den spiste jeg til frokost 2 dage i træk. Og sådan blev 1 kylling til 6 måltider. Det giver en pris på ca 11, 50 kr for kød pr måltid. Havde Max ikke spist med den første aften havde der været ca 1½ måltid mere for mig i den fugl. Så til alle jer der undrer jeg over hvordan jeg kan spise som jeg gør på en førtidspension: sådan gør jeg. Det er gyngerne og karrusellen hele vejen igennem!

Selv om jeg er syg med snot, hoste og feber skal jeg ud og spise i aften. Det er måske letsindigt, men jeg magter ikke at lave noget selv. Karen Helene, som jeg skulle ha' været på højskole sammen med, spurgte nemlig om jeg ville med på Klassisk Fisk i aften. Alt godt fra havet (undtaget kammuslinger) - ja tak!


fredag den 29. juni 2012

Om anonyme anmeldelser og chikane...

STOP SÅ! Lad nu for pokker være med at spilde flere af skatteborgenes penge på efterforskning i forbindelse med de latterlige anonyme anmeldelser. Først forsøgte man at melde mig for socialt bedrageri og denne gang så for skattefusk. Begge dele anonymt - og uden hold i noget som helst.

Aww, se lige - blomsterdamen her lige været her med denne buket. Den er fra en læser som har dette at sige på det fine kort: "Churchill sagde: Kritik er let, præstationer er svære. Du kan noget, du brænder for noget og ikke mindst prøver du... Hold hovedet højt og skråt op med kritikken. Det er forhåbentligt blot et lille bump på din vej". Tusind tak Helle A, jeg er virkelig glad for de søde ord og den fine buket.

Jeg ELSKER hvide blomster. Hvor er det bare en dejlig gestus på en dag som denne.

Der skete ikke noget i 'sagen' i går, da hende jeg skulle tale med hos SKAT var på kursus. I dag fik jeg så fat i hende og vi havde en rigtig god, konstruktiv snak. Der er ikke nogen sag! De har undersøgt om jeg var registreret som firma, og det var så det. Jeg gør overhovedet ikke noget forkert - tvært i mod. Jeg henvendte mig jo selv før jeg indledte samarbejdet med KitchenOne.dk og forhørte mig om reglerne. Jeg tester lidt køkkenudstyr i en tidsbestemt periode - og har derefter mulighed for at købe det til reduceret pris eller returnere det. Desuden opgiver jeg mine reklameindtægter. Jeg blogger offentligt om mit liv og min gøren - selvfølgelig skal det være så gennemsigtigt som muligt. At nogen kan tro anderledes er mig en gåde. Den slags anmeldelser er ren chikane. Og selv om jeg er en relativt lille blogger - er det så the price of fame?

Det næste jeg skal teste er denne Bamix Superbox. Jeg glæder mig SÅ meget til at se hvad den kan. Den skal virkelig prøves af til alt muligt - og umuligt.

Og det er så den ene del af det. Den anden del af anmeldelsen går på om det nu også kan være rigtigt at jeg kan spise på 'fin' mad som jeg gør på en førtidspension alene. JA, DET KAN DET!

Det handler om at prioritere. Og uden at være alt for selvfed vil jeg påstå at min gastronomuddannelse, mit store råvarekendskab og min kreative Stop Spild Af Mad tilgang sparer mig for SÅ mange penge i den daglige husholdning. Som eksempel kan jeg fortælle at jeg lige har fået 5 hovedmåltider ud af en kylling til 69,96 kr. Stik den!

Og hvad de færreste nok har med i deres beregninger: jeg har ingen gæld af nogen art. Børn, bil, hus, gæld, ferie, tøj og forbrugsgoder - det er det mange bruger deres penge på. Jeg bruger mine penge på god mad af ordentlige råvarer, mine katte og andre ting der gør det her liv til at holde ud.


Den her blog er et åndehul for mig - et sted hvor jeg kan vise det frem jeg kan, for jeg kan ikke så meget andet end at lave lidt mad til mig selv. Det skulle gerne være et sted hvor folk kunne kigge forbi og finde lidt inspiration eller opdage nogle ny råvarer. Der er ingen tvivl om at det koster mange kræfter at drive bloggen - og det er bla derfor jeg ikke kan overkomme at besvare alle kommentarene, de mails jeg får og alle de henvendelser via Facebook.

Det slår dog lidt skår i skriveglæden når man ved at der konstant sidder nogen derude og vurderer hvert et ord. Der bliver stillet spørgsmålstegn ved om min sygdom overhovedet eksisterer, om jeg ikke sagtens kunne passe et arbejde, om Max og jeg overhovedet bor hver for sig, om jeg får noget jeg ikke er berettiget til og om jeg kan være bekendt at leve som jeg gør. Men det får mig altså ikke til at lægge stilen om. Her er det mig der bestemmer - og kan du ikke lige lugten i bageriet.....så fis af! Jeg lever, spiser, skriver og blogger videre som det passer mig. Det er nemlig alene mit ansvar af få det bedste ud af resten af det her liv. Og det skal altså ikke tilbringes siddende i et hjørne, gnaskende på en hvid krydderbolle mens jeg skammer mig over at være på pension.

Jeg har kontaktet et par aviser for at høre om der er en historie i det. Det er på tide at der kommer fokus på den hetz der er imod førtidspensionister (bla på 180grader hvor vi konsekvent omtales som igler) og hvordan anonyme anmeldelser kan misbruges til chikane. Om der er nogen der følger op på det ved jeg ikke - men nu er muligheden der.


I dag skulle jeg ha' haft besøg af min ældste veninde Lisa og hendes mand - til hygge, te og hjemmebagt kirsebærmazarin. Men jeg har måtte aflyse pga af alt den her virak. Igen er jeg blevet forbavset over hvor lidt stress og ydre påvirkninger der skal til udefra før mit helbred går amok. Nu sidder jeg igen her med fibro-influenza, forkølelse og en hoste der hastigt er blevet meget lig astmatisk bronkitis - som jeg ellers lige var sluppet af med. Men jeg har 2 kg kirsebær som skal udstenes i aften og i fryseren - så jeg er er glad for at jeg i går fik anskaffet en rigtig kirsebærudstener med fjeder (60 kr i Kunst og Køkkentøj).

Nu vil jeg sætte en vask over og putte mig under dynen resten af eftermiddagen - så bliver der måske kræfter til at lave aftensmad også. Det vil jeg krydse fingre for.

Mange tusind tak for alle de søde kommentarer, mails og sms'er der er kommet i de sidste par dage. Det er ganske overvældende. En ting er modgang som jeg oplever nu - men at ha' så mange menneskers opbakning i ryggen, til at gennemgå det, er helt fantastisk ❤



onsdag den 27. juni 2012

Anmeldt anonymt...igen...

Ak ja, så skete det igen. Endnu en læser med ondt i rumpen har anmeldt mig anonymt - denne gang til SKAT. I dag kom jeg ned i postkassen og fandt dette hyggelige brev:

HVIS jeg har bemærkninger? Æh, ja - dem har jeg en hel del af. Jeg ringer så snart jeg kan komme til det i morgen.

Ja, jeg bekender: jeg har en madblog der hedder Klidmoster.dk - du sidder og læser på den lige nu. Næ, jeg promovere mig ikke på Facebook som Malou Klidmoster - men som Klidmoster.dk. Men ja, mit navn er Malou. Ja, jeg fungerer måske som freelance-skribent. Har før skrevet for div internetportaler og til forskellige projekter - ulønnet (som så meget skribent-arbejde på nettet jo er), men gør det ikke mere. Ja, jeg opfatter mig selv som konsulent. Jeg bruger oceaner af tid på at besvare mails fra folk der beder om hjælp til det ene eller det andet - og da jeg ikke er hverken brevkasseredaktør, kogebogsforfatter eller orakel - ja, så er jeg blogger/konsulent. Det får jeg ikke en krone for - udover glæden ved hjælpe nogen og trods alt bruge mit fag + min kulsejlede karriere konstruktivt.

Men tjener jeg så slet ikke noget på bloggen? Jow, da - den fyrstelige sum af ca 10 kr om dagen på mine reklamer. Jeg har haft reklamerne på bloggen siden sidst i januar 2012 - og de indtægter skal først opgives til SKAT inden maj 2013. Og ja, jeg må gerne tjene lidt ved siden af min pension.


Ja, jeg har er MEGET stort forbrug når det gælder gode madvarer. Og? Jeg har taget nogle benhårde valg for at kunne leve sådan - og låner lige et citat fra mig selv herfra: "Jeg har hverken hus, bil, børn, gæld eller går i designertøj, køber dameblade eller ryger. Jeg bor til leje, tager bussen og går i genbrugstøj - og elsker at lave og spise god mad. Og hvad jeg vælger at bruge de penge der kommer ind på min konto til - det rager faktisk ingen".


Jeg slås dagligt med en kronisk smertesygdom og slidgigt - og det der gør mig godt og glad er ordentlig mad (det er ikke alene sandt, det rimer også). Her på bloggen lægger jeg billeder på af de bedste resultater - og det er ca 1 måltid om dagen. Og hvad spiser jeg så for resten? Svaret er simpelt: rester, havregrød og kartoffelmos. SÅ glamourøs altså. Kig dig omkring i dit liv, lav evt en Luksusfælde på dig selv - hvor lidt skulle du selv prioriterer anderledes for at få råd til en bedre kost?

Jeg er da også tit nødt til at gå på kompromis med mine råvarer. Det er sidst på måneden og jeg har ikke råd til at købe en kylling fra Sødam (149 kr). Men jeg havde altså lyst til kylling. Og hvad gør man så? Man laver en liste over acceptable andre valg. Jeg har ikke en Netto i nærheden, så det udlukkede mit 2.valg: den franske velfærdskylling fra Løgismose. Næste acceptable kylling på listen var en Himmerland Kylling fra Super Best - alene af den grund at det er den butik der ligger tættest på hvor jeg bor. Den har lidt bedre leveforhold, men stadig et meget kort liv. Og for sine 69,95 kr et udmærket valg når det nu ikke kunne blive økologisk. Den blev butterflied (fik fjernet ryg- og brystben - og arrangeret som en sommerfugl) og fik en skamfuld mængde estragonSMØR under skindet. Opskriften skal nok komme på engang - når jeg får samlet nogle kræfter.

For jeg er sgu lidt skamskudt efter i dag. Den anonyme anmeldelse var bare dråben der fik bægeret til at flyde over. Jeg vågnede nemlig op til nyheden om at Samsø Højskole er gået konkurs. Det betyder at årets sommeroplevelse er gået i vasken - og at pengene muligvis er tabt. Det er muligt at Take Offer på sigt får hevet nogle penge ud af konkursboet - men som sagerne står nu vil de ikke refundere en rød reje. Kuponen til opholdet er heldigvis købt på Mastercard - så nu har jeg gjort indsigelse i banken og håber at kan få mine penge retur af den vej. For pokker hvor er det ærgerligt. Jeg havde virkelig glæder mig til at komme over på den smukke ø og lade batterierne op.

Der har dog også været rare oplevelser i dag: Britt kom og hentede mig da hun havde fri og kørte mig ud til en af mine søde læsere, Majbritt, som havde inviteret mig til at komme og ribbe hendes have for krydderurter. Og ikke alene drog jeg derfra med estragon, løvstikke, oregano, citronmelisse, sæsonens sidste asparges og masser af ribs - hun trakterede også med 2 slags pragtfuld kage, hvid te og jordbær. Det var superhyggeligt at besøge hende ude i Harlev - og jeg er inviteret til at komme igen og plukke solbær og stikkelsbær når de er klar (+ æbler og blommer til efteråret).


Nu vil jeg prøve at få lidt søvn, for jeg skal jo op og ringe til SKAT i morgen. Jeg er heldigvis ikke så ked af det som da jeg blev anmeldt for socialt bedrageri. Det var en hæslig omgang. Og da jeg jo (igen) ikke har noget at skjule eller noget i klemme er det jo 'bare' en telefonsamtale i morgen. Den anden anmeldelse førte jo til en undersøgelse af hele mit privatliv - denne gang handler det om tørre tal. SKAT skal vel bare ha' lov at se på min konto og se at der ikke gå penge ind noget sted fra andet end min førtidspension fra kommunen? Det der stresser mest er faktisk 'chikane-delen' i det. At der sidder nogen derude der har SÅ ondt i røven over min måde at leve på. Og kan man ikke ramme mig på den ene måde - ja, så prøver man bare med en anden taktik. Hvad bliver det næste? Dyrenes Beskyttelse for vanrøgt af kattene? Hov, nu skal jeg jo passe på med ikke at give nogen gode ideer....

Godnat - håber i morgen bliver en bedre dag!


5 retters frokost på Molskroen...

I går var jeg så heldig at være inviteret til frokost på Molskroen. Det er mit første besøg derude - men det bliver bestemt ikke mit sidste. Det var en rigtig fremragende frokost.

Vi ankom lidt før kl 13 i strålende solskin til den gamle landevejskro - og det havde været en rigtig smuk køretur fra Århus ud til Femøller. Sultne og spændte trådte vi over dørtrinnet og blev anvist plads ved en bord med udsigt over haven. Fra frokostkortet valgte vi begge "5 små serveringer".

Der kom straks vand, brød og SMØR på bordet. Vandet var fizzy og svensk - kan desværre ikke huske hvad det hed. Men det var meget behageligt med blide bobler. Brødet var af den italienske langtidshævede beskaffenhed med masser af god olivenolie, rosmarin og havsalt. Det blev serveret i en halv udhulet 'træstamme' - en rigtig rustik og laber detalje.

Krummen var både sej, blød og luftig - og skorpen SÅ knasende sprød som jeg vist ikke har oplevet andetsteds. Det medfølgende SMØR var fra Arlas Unika tilsat sydesalt fra Læsø.

Vi blev enige om at få en 'køre-vinmenu' - med små smagsprøver på de forskellige vine. Malene, som havde inviteret mig, skulle jo køre - og 5 glas vin til frokost er bare mere end jeg kan klare. Ja, grin bare. Vinen til den første ret var denne friske, sprøde weissburgunder lagret på ståltank.

1. ret: Salathoved, taskekrabbe & syre. Sprøde salatblade lagt på en bund af sødt krabbekød i en slags 'mormordressing', pyntet med skovsyre. Sjov lille ret med god kontrast mellem fedme, syre, sprødhed og blødhed.

Til den næste ret kom der en rigtig frækkert i glasset. En strågul Chablis lavet på chardonnay. En smule eg, men ellers også ståltank her. En behersket fedme, men også en del forfriskende noter.

2.ret: Makrel, agurk & eddike. Et stykke perfekt saltet makrel garneret med en cylinder af agurk drysset med kul, en let agurkesauce og en eddikegelé. Pivfræk lille ret. Vi måtte bede om en ske, da saucen var for god til at lade ligge på tallerken.

Og så kom der denne spændende Riesling i glasset - navngivet efter det egefad den er lagret i. Så her var det så 'Fad 12'.

3. ret: Hvide asparges, hummer & bakskuld. En let toastet, meget saftig, hvid asparges var omdrejningspunktet. Der var også spåner af rå hvid asparges og 2 stykker perfekt tilberedt dansk hummer.

Den skønneste, liflige, sauce blev hældt over ved servering - den røgede bakskuld smagte så fint igennem. Det er i sandhed havets bacon. Vi udleveret en ske uden at spørge. Tak, så kunne vi også få det hele med her.

Hummeren var en sand himmerigsmundfuld.

Så skiftede det fra hvidt til rødt. En solmoden Châteauneuf-du-Pape på 5 forskellige druer. En rigtig bullerbasse med masser af saft og kraft.

4. ret: Okse, crouton & Digekrone. Tynde skiver krogmørnet oksefilet (modnet i 90 dage) som kun lige havde kysset en skoldhed pande. Tilbehøret var sprøde ristede rustikke croutons, udstukne ramsløg og runde 'ravioli' med løgkompot.

Men det var ikke ravioli lavet af pasta. De var lavet af tynde skiver Digekrone - en af ostene fra Arla Unika. Skiverne var lagt sammen med løgkompotten i midten og blot varmet men en gasbrænder. Opfindsomt og meget velsmagende. Ostens nøddesmag, det søde løg og det kraftige oksekød var som skabt for hinanden - og det sprøde element en snu balance til alt det bløde.

Vi var forresten ikke de eneste i restauranten i går. Der var også dette unge par. Det var såmænd Mikkel fra Gastropassion og hans yndige kæreste Nina. Ret pudsigt at vi begge havde valgt at spise på Molskroen i går. Jeg glæder mig til at læse Mikkels indlæg om frokosten - han har nemlig allerede udtrykt sin begejstring for menuen. Det er ikke første gang vore veje krydses på en restaurant - vi var f.eks begge til den samme winemakers dinner på Frederikshøj. Og mon ikke vi render ind i hinanden igen på et tidspunkt?

Og så til desserten. Det kom ikke noget sødt i glasset, men derimod en ret kæk crement. Den gik perfekt til den sidste ret som var en rigtig skarnsunge fra skoven.

5. ret: Gran, fløde & malt. En isafkølet tallerken ankom med denne kreation i grønt, hvidt og brunt. Fuldfed cremet flødeis, en granité på gransaft og en dybgrøn granolie, garneret med 'grene' af malt og spæde grannåle.

Jeg må sige at det var en, for mig, helt ny smagskombination - men sikke en. Det spillede virkelig godt sammen. Hvor var det dejligt med sådan en helt ny oplevelse på en helt almindelig tirsdag.

Efter frokosten fik Malene kaffe og jeg fik hvid te. Der kom lidt sødt på bordet - og det gjaldt om af få knipset i en fart. De små hjemmelavede flødeboller fløj nemlig lige op i munden på os med det samme. Der var også 2 små 'brændte' marengskager, med sprød bund, og en æble/citronkompot i. De smagte af koldskål på en hyggelige måde. De brune 'kroketter' var stænger af meget vanedannende nougatcrisp. Dejlig måde af slutte den fantastiske frokost af på.

Vi kunne også ha' valgt at sidde på terrassen eller i haven - dog vurderede vi at det blæste for meget. Glade og mætte satte vi kursen mod Lille Raneladegård - men det er en historie til en anden gang.

Jeg vender tilbage senere med mere fra Kulinarisk Sydfyn.


mandag den 25. juni 2012

Vegetarburger med røget ost og chipotle-mayo...

I dag kunne jeg for alvor se fordelen i at ha' en pose Soy4you i skabet. Jeg er nemlig kommet hjem fra Kulinarisk Sydfyn til et tomt køleskab og et minimum af kræfter. Løsningen blev denne lækre vegetariske burger.

Det lykkedes mig at kravle over i den lokale Super Best her i eftermiddag for at handle lidt ind. Det er et stykke tid siden de tog det økologiske kød ud af sortimentet - og nu har de kun noget rigtig kedeligt gaspakket som jeg på ingen måde har lyst til at købe. Så vil jeg langt hellere spise soya!

Jeg lagde derfor 15 g af det mørke 'hakkekød' i blød i 2 dl urtebouillon. Efter 10 minutter drænede jeg den overskydende væske fra i en sigte - og pressede let med bagsiden af en ske.


Der var så ca 65 g at gøre godt med.

Jeg tilsatte 1 æg, 15 g grov spelt-rasp + salt og peber. Blandingen blev rørt godt sammen og fik lov at trække i ca 5 minutter.

Min erfaring med Soy4you som 'fars' begrænser sig til disse frikadeller. Der erfarede jeg at blandingen godt kunne være ret våd og alligevel sætte sig fint i stegningen. Men en ting var jo at lave små flade deller formet i hænderne - hvad med en stor burgerbøf?


Løsningen blev at forme den i en serveringsring. Jeg havde i 2 størrelser - og valgte den der passede bedst i størrelse med burgerbollen.

Ringen blev lagt på et stykke sammenfoldet bagepapir og 'farsen' blev presset sammen med bagsiden af en teske.

Ringen blev løftet af - og voila: en perfekt rund burgerbøf.

En lille pande blev varmet op og tilsat lidt olie + en klat SMØR. Ved hjælp af bagepapiret blev bøffen vendt ned i det varme fedtstof. Papiret blev trukket af og bøffen blev stegt i ca 3 minutter på hver side.

Den færdige bøf blev løftet over på fedtsugende papir hvor den fik lov til at dryppe af.

Mens den lå på panden havde jeg gjort lidt grønt klart: Lolla Bionda, en grønstribet tomat, lidt agurk og skalotteløg - alt fra sidste uges KukKasse.

Ja, det var så de her burgerboller jeg kunne få i dag. Note to self: bag en røvfuld burgerboller til fryseren.

Og så skulle jeg altså prøve at lave en chipotle-mayo. I sidste weekend på Weber Grill og Musik Festival lavede Louise Lorang denne frække sag. Jeg nåede ikke at smage den dernede - så nu måtte jeg altså selv prøve. Jeg købte i november en dåse chipotle i adobo sauce (røgede, røde jalapeño-chilier i krydret sauce) - og dem havde jeg stadig en del af i en bøtte i køleskabet. I stedet for alm mayo valgte jeg at bruge den med chili som Hellmann's sendte.

En god portion mayo blev smagt til en 1 tsk af saucen - jeg droppede at bruge selve chilierne, da der jo allerede var chili i mayoen. Lime havde jeg ikke, så det blev til et squeeze citron sammen med et par dråber agavesirup og lidt salt. Wuf, det var STÆRKT!


For at mildne lidt tilsatte jeg lidt af den her mayo med hvidløg - af den simple grund at der ikke er mere at den helt plain tilbage. Det store glas....*host* gik sin vej.

Det blev godt nok til en mayo med spark i - en af dem der losser en i munden og samtidig aer smagsløgene. For det er en aromatisk røget varme chipotle bidrager med. Jeg varmede burgerbollen og smurte både top og bund med et generøst lag mayo.

Og så slog det mig: der skulle da også en skive røget ost på. Sådan en havde jeg heldigvis i køleskabet.

'Bøffen' fik ostefrakke på og blev zappet i 30 sekunder inden den blev lagt til hvile på et leje af Lollo Bionda.

Løg, agurk, tomat og overbolle - og så var der aftensmad.

Et tværsnit. Bestemt ikke nogen dårlig vegetarburger. 'Bøffen' var meget behagelig at bide i og smagen var også ret fin. Men uha, jeg er en chilli-kylling. Jeg skal love for at jeg fik varmen - men på den gode måde.

Nu skal jeg bruge lidt til på at sortere alle billederne fra Kulinarisk Sydfyn. Jeg vil lave et par forskellige indlæg dernede fra - men har 400 billeder at vælge imellem, så det kræver lige lidt oprydning. Jeg fordøjer stadig alle den mange indtryk - og er fuld af imponade. Stemningen, kvaliteten og udbuddet - det hele tog mig med storm. Glæder mig til at genleve det når jeg skriver om det - og indlæggene kommer sådan lidt hulter til bulter mellem de 'almindelige' indlæg. Indtil da kan du læse om det her hos Piskeriset, her hos Jensen's Madblog og her hos LaCucinaNada.


LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Klidmoster.dk Copyright © 2009 Designed by Ipietoon Blogger Template for Bie Blogger Template Vector by DaPino