søndag den 1. april 2012

Jordbær-cheesecake på mazarinkagebund...

Her er mit nyeste bud på en lækker sommerkage. Mash-up af 2 musikstykker har været på mode længe - men hvad med et mash-up af 2 kager?

Idéen til denne kage er opstået i blogland. Der har længe floreret en cheesecake-brownie med hindbær fra The Hummingbird Bakery - den er endda lige i dag blevet lagt ud i en flot udgave her hos Louise på 'Jordbærkagen'. Det er jo en kombination af klassiske amerikanske kager.

Hvorfor ikke lave en kombination af 2 danske sommerkager? Det fik mig til at 'opfinde' den her hybrid mellem den klassiske jordbærkage og den danske ubagte cheesecake. Lad mig lige først sige: den her kage er kun det første udkast, en skitse, om man vil - der er altid plads til forbedring.


Den klassiske danske jordbærkage er en tærtebund bagt med mazarinfyld og toppet med flødecreme, friske jordbær og gelé. Jeg vurderede at det ville være både for omstændigt og for underlige i konsistensen, med cheesecake oven på med den bund - så jeg valgte at lave en lav mazarinkage på marcipan som bund. Som altid er opskriften til en lille springform på 18 cm - passende til ca 6 personer. nær husblas er den 100% økologisk.

Mazarinbunden består af blot 5 ingredienser:

100 g marcipan
75 g sukker
75 g blødt SMØR
1 æg
25 g mel


Jeg brugte den lækre økologiske marcipan fra Woodshade Organics. Marcipanen blev revet groft, smuldret med sukkert og rørt med det bløde SMØR og ægget. Melet blev vendt i til sidst.

Springformen blev smurt med SMØR og drysset med rasp. Det kan ikke smages, men garanterer at den færdige kage slipper formen nemt.

Den færdige kagedej fordeles i bunden og glattes ud. Kagen bages i 20-22 minutter ved 180°C. Den færdigbagte kage skal køle helt af i formen inden den tages ud.

Den afkølede kage tages forsigtigt ud af formen og lægges på det fad den færdige kage skal serveres på. Overskydende rasp og krummer børstes væk.

Bunden pensles/smøres med lidt smeltet god mørk chokolade - her 70% øko fra Änglemark. Jeg er ikke sikker på at det er nødvendigt - og jeg tror jeg vil undlade det næste gang for at afprøve om det gør nogen forskel. Idéen er at det skulle fungere som en slags fugtbarriere mellem kagen og cheesecakemassen - men måske gør det ikke noget at der trækker ekstra fugt ned i kagen og hvordan skal chokoladen ellers være med?

Ringen spændes igen fast om bunden - denne gang vendt på hovedet.

Og så til fyldet. Her skelede jeg lidt til den her cheesecake af James Price. Ja ja, det er ikke jordbærsæson endnu - men hos Aarstiderne kunne man i denne uge få 'Bærkassen' med 2 bakker jordbær og 2 bakker blåbær. Det kunne jeg ingenlunde sige nej til. Man kan også sagtens lave kagen med andre bær eller god dåsefrugt.

200 g jordbær (rengjort vægt) blev blendede *wroom wroom* med 1 spsk sukker og kørt igennem en fintmasket sigte. Det gav små 2 dl jordbærpuré. Det delte jeg i 2 lige store portioner - en til fyldet og en til geléen.

Cheesecakefyld:

150 g flødeost
1 dl piskefløde
30 g sukker
Marven fra ½ vaniljestang
1 dl jordbærpuré
Fintrevet skal af ½ citron
3 blade husblas


Husblas lægges i blød i koldt vand. Flødeosten piskes cremet og luftig med sukker og vaniljemarv. Jordbærpuréen piskes i og der smages til med revet citronskal. Fløden piskes stiv og vendes i. Husblasen smeltes med det vand der hænger ved. Det gøres enten overvandbad eller mikroovn på ca 5 sekunder. Rør lidt af ostecremen i husblassen - og vend derefter den blanding i hele cremen.

Det smager af gammeldaws jordbæris - virkelig lækkert. Cheesecakemassen fordeles på kagebunden, dækkes med film og sætte på køl i 3-4 timer.

Når det er ved at være tid til at pynte gøres de 2 elementer klar: de friske jordbær og jordbærgeléen. De friske jordbær skylles, duppes tørre og skæres i tynde skiver. Spis alle enderne - de kan ikke bruges her. Jeg sorterede mine jordbærskiver efter længde - det er ikke nødvendige, men I ved jo hvor skør jeg er på nogen punkter.

Geléen laves ved at udbløde og smelte 2 blade husblas - og røre den sidste dl jordbærpuréen i. Når den begynder at sætte sig en smule kan man gå i gang.
Jeg har engang set en fancy kage hvor jordbærene lå i en stjerne/blomst - så det ville jeg forsøge at efterligne. Først lagde jeg et tyndt lag gelé rundt i kanten og oven på det, den første række jordbær. For at de kunne være der måtte jeg skære en af skiverne til. Næste gang vil jeg lægge dem tættere så de overlapper hinanden lidt i stedet for. Men sådan er det med 'learning by doing' projekter - man bliver klogere til næste gang.

Jeg gentog processen med gelé og bær til hele toppen var dækket. For at dække den bare gelé i den yderste kant lagde jeg en række blåbær - og et i midten. Det så ikke spor tosset ud.

Hele toppen pensles nu med flere tynde lag gelé. Det tager lidt tid - men det belønner sig i den sidste ende.

Der skal godt med gelé under og over hver skive jordbær. På den måde forhindre man at skiverne enten væsker eller tørrer ud i kanten. Film på og retur på køl til geléen har sat sig. Og så er den klar til at pynte på ethvert kagebord.

Den en opvarmet fleksibel kniv løsnes kagen forsigtigt i kanten inden springmekanismen udløses. Ringen løftes af og fadet soigneres.

Den var næsten for fin at skære i - men nysgerrigheden vandt til sidst.

Den blev lige som jeg havde forestillet mig. Ret flot ikke?

Og smagen? Helt igennem henrivende! Jordbær, fløde, chokolade og marcipan - det bliver vist ikke meget bedre. Glæder mig til at lave den igen - vil nemlig eksperimenter med at lave en slags kransekage bund også.

Det er officielt: Sif flytter til det der 'Sjælland' om ganske kort tid. Ikke alene kommer jeg til at savne at ha' min bedste veninde så tæt på (noget jeg har tudet mange salte rårer over) - jeg kommer også til at savne hendes søde kreationer. Jeg tror det er på tide med et nyt ordsprog her: "Lækkersult lærer guffen kvinde at bage". Så jeg tror godt du kan forvente flere desserter og sødt bagværk her fremover.


Har du en idé til hvad jeg skal lære at bage?

60 kommentarer:

  1. Arhmen søde Klidmoster :) den er smuk! og du vrider jo næsten armen om på mig, jeg er nød til at forsøge at skabe sådan en lækker sag. Snedigt!

    SvarSlet
    Svar
    1. Aww, tak - hvor er du sød :-)

      Ja, jeg vil meget gerne se din version og høre din mening. Glæder mig til at møde dig på tirsdag hos Arla ;-)

      Slet
  2. Hold da lige op, den ser lækker ud. Men ikke i tråd med minus kilo :-) Men at kigge feder heldigvis ikke!

    SvarSlet
    Svar
    1. *Bukker* Tak :-)

      Ak ja, jeg drømmer også om at tabe mig - men det er svært når jeg også udvikler opskrifter. Ha ha, ja - det 'koster' ikke at kigge :-D

      Slet
  3. Lakrids-småkager må da næsten være noget for dig. Jeg har luret lidt på dem over hos Anne au Chocolat :D

    SvarSlet
    Svar
    1. Uha, ja - dem må jeg hellere få prøvet. Tak for tippet :-)

      Slet
  4. Hold da op - jeg synes faktisk den er smuk! Jeg ku godt... Du er så top dygtig til at anrette;o)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak :-) Jeg øver mig også meget i af anrette fint - det er tit med til at få det til at se ekstra indbydende ud ;-)

      Slet
  5. Den skal afprøves til Pinse, hvor vi altid får ostelagkage, det vil glæde dem alle og få så fin en kage. Tak fordi du deler med os.

    SvarSlet
    Svar
    1. Uhm, dejlig tradition med ostekage til pinse :-)

      Håber den falder i alles smag :-)

      Slet
  6. Uh, det lyder som en LÆKKER kombination! Den bliver jeg jo nok desværre nødt til at prøve! :o) Mht. hvad du skal bage... så må jeg blive dig svar skyldig

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak, jeg er glad for at du kan lide min nye kage :-)

      Ok, jeg finder nok på et eller andet ;-)

      Slet
  7. Nøj den er fin og lækker....Jeg er ikke den store bager, men den der må da afprøves?
    Er det en svær sag og hvor lang tid skal man regne med den tager at lave fra A-Å

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak :-)

      Hmm, jeg ved ikke om jeg syntes den er svær - men der er mange trin i den. Det tager nok en 5-6 timer fra start til slut - men det er jo med afkøling.

      Slet
  8. Den må prøves til gæster jeg skal have. Du er alså bare så god til at vise hvordan man gør. og hurra for de lækker øko ting du bruger, det er lige mig

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak, jeg prøver at lave det sådan at alle skulle kunne følge med. Dejligt at du også et et øko-freak som mig :-D

      Slet
  9. Mmmmmnh, hvor ser den altså bare lækker ud! :D Godt man snart har fødselsdag så man har en undskyldning for at lave sådan en lækker én! Jeg vil lige høre hvor stor din springform er? og om du gør noget specielt for at få den skarpe og flotte kant? Plastik chartek?

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak, er glad for at du kan lide den. Håber den vækker jubel til din fødselsdag ;-)

      Som jeg også skriver i teksten så er min springform 18 cm i diameter - hvilket er en ret lille en. Men sådan nogle kompakte kager spiser man jo som regel også kun små stykker af.

      Nej, der er ingen plastik på kanten. Springformen er slip-let og jeg er meget omhyggelig når jeg løsner rundt med en varm, fleksibel kniv. Men man kan med fordel bruge kondtor-plast.

      Slet
  10. Åhhh den er fin, og kan kun forestille mig, at den også smager fantastisk!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak :-)

      Well, den smager faktisk lige som den ser ud ;-)

      Slet
  11. Siden du lagde billedet ud af den smukke kage, har jeg ventet med længsel på opskriften. Hvor ser den bare GOD ud! Glæder mig til at bage den, men endnu mere til at spise den. Mmm. Er det 180 grader i varmluft eller en alm. ovn?

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, jeg håber du kan lide den :-)

      Du kan altid regne med, at med mindre der står andet i teksten, er det alm ovn der er tale om ;-)

      Slet
    2. Så står der et styks kage i køleskabet og venter på at blive spist som dessert i morgen, sammen med min dejlige svigerfamilie. Smugspiste lidt undervejs, og UHMMMM. Du er jo genial!

      Slet
    3. Wee, hvor dejligt - er meget spændt på at høre hvad I siger til den :-)

      Aww, tusind tak <3

      Slet
  12. Hej Malou. Den må jeg forsøge at lave Påske søndag. Tror du jag kanlave den i min springform på 24 cm ( tror jeg den er - standard størrelse) uden at gange opskriften op. Ved godt at kage så ikke bliver så høj. Det er til 7 voksne og 5 børn.

    Mht. bageprojekt."Sacher Torte" på Klidmosters måde??? Det ville jeg elske.. Go for it...


    Hilsen Lena

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Lena

      Dejligt, håber den må smage dig.

      Bum bum, den bliver noget flad så - hvilket jo vil påvirke bagetiden på bunden betydeligt. Og da den her jo er til ca 6 personer, ville nok jeg nok gange enten med ½ eller 1. Pøj pøj med det.

      Uh, ikke noget dårligt bud - den kommer på 'listen' :-D

      Slet
  13. At lave luftige svampede lagkagebunde er altid en god udfordring!! Fantastisk hybrid, den vil SÅ meget pynte og imponere når jeg skal have gæster til det store: "Se-mine-billeder-og hør-om-mine-oplevelser-i-Vietnam" - arrangement!!
    Jeg håber du finder det befriende at kreere skønne ting og dele det med begejstrede fans her i den hårde tid!
    Må du snart få fred og ro til dig selv!!

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh ja, lagkagebunde er en god udfordring - de kommer straks på 'listen' :-)

      *Bukker* Tak, jeg er glad for at du kan lide kagen. Uh, perfekt lejlighed til at lave den. Nu er jeg nysgerrig og ville også gerne se billeder fra Vietnam ;-) (Jeg kan røbe at jeg inden længe skal i gang med at eksperimentere med vietnamesisk mad her på bloggen. Så er der noget særligt du kan anbefale, så sig endelig til)

      Du kan tro jeg finder det befriende! Den her blog er et åndehul uden lige - både når jeg har brug for at hælde vand ud af ørerne og når jeg har 'opfundet' et eller andet i køkkenet. Det er bestemt med til at gøre den her svære til udholdelig.

      Tak <3

      Slet
    2. Hvor lyder det fedt med dit eksperiment! Det vil jeg se frem til! Du kan se mine billeder snarest på min blog: www.karenskaos.blogspot.com. Jeg synes det er imponerende du kan finde overskud til det hele! Var det mig lå jeg nok under dynen og græd snot! Du klarer det ret flot, må jeg nok sige! Tak for en fantastisk inspirerende blog!!!

      Slet
    3. Tak. Skal ind i Far East Trading i dag og se hvad de har af vietnamesiske ting som jeg skal ha' til basislageret :-)

      Dejligt, dem vil jeg glæde mig til at se.

      Aww, tusind tak - hvor er du sød. Jeg falder bestemt også i og tuder ind i mellem - men jeg skal jo leve sådan her resten af livet så jeg prøver ikke at lade det fylde alt for meget.

      Jeg er meget glad for at du kan lide min blog og finder den inspirerende. Bedre feedback kan jeg ikke ønske mig <3

      Slet
    4. :-))) Jeg er især glad for at læse den, netop fordi du svarer os og fortæller, hvor meget du holder af feedback´en!

      Far East Trading, er det den i Århus? Jeg har prøvet at søge på nettet efter en asiatisk butik her på Sjælland. Jeg er flyttet på landet, bor lidt uden for Sorø, så jeg gad godt slippe for at skulle ind til Kbh.! Men kan ikke rigtig finde noget...

      Slet
    5. Awww, tusind tak <3

      Ja, det er den i Banegårdsgade. De har ALT :-)

      Hmm, der er jo rent faktisk mulighed for at købe asiatiske ting på nettet. Faldt lige over det her link: http://www.dogvillestar.dk/thaimad/asiatiske-butikker/

      Mon ikke du kan finde noget der?

      Slet
    6. Ej altså, jeg har glemt at svare dig! Ups... Tusind tak for linket, hvor er du altså rar!! :-)

      Karen.

      Slet
    7. Det er helt ok ;-)

      Godt du kunne bruge linket. Awww, tak :-)

      Slet
    8. :-)) Jeg har altså liiiige et spørgsmål...! Kan man lave den dagen før den skal spises? -Og skal man så evt. vente med at pynte den med bær og gelé?

      Slet
    9. Ork, sagtens. Den kan også sagtens pyntes med bær og gelé dagen før. God fornøjelse :-)

      Slet
    10. Det lyder altså rigtig godt i forhold til planlægningen! Så kan den stå og sætte sig fra torsdag til fredag :-)

      Slet
    11. Yep, det bliver den kun bedre af. Husk at tage den ud ca 45 minutter før den skal serveres - den er ikke rar ar spise hvis den er alt for kold ;-)

      Slet
  14. Hvor ser det dog lækkert ud, Malou - tak for dejlig inspiration! Varme klem

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak, jeg er glad for at du kan lide min nye kage :-) Varme klem

      Slet
  15. Tusinde tak, Malou. Din kage er bare så flot og dekorativ og den ryger lige på listen over kager til kagebordet på vores kommende nonfirmation.
    Det er meget generøst af dig med alt det du deler. Du er en stor inspiration for mig. Tak.

    SvarSlet
    Svar
    1. *Bukker* Anytime ;-) Tusind tak, jeg er meget glad for at du kan lide kagen. Den vil bare være perfekt til et kagebord til en nonfirmation.

      Det er mig der takker! Det giver mig ekstra lyst til at kreere at vide at der bliver sat pris på mine opskrifter. Aww, tak <3

      Slet
  16. Hvor ER det en flot kage savle, savle.....

    Marie Dejn hpr@post9.tele.dk

    SvarSlet
  17. Har du prøvet at lave den som jordbærtærte ??? jeg har en eller anden fiks ide om, at det må kunne lade sig gøre, at lave en der ligner de jordbærtærter, der står hos bageren... Aner bare ikke hvordan :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Nej, det har jeg ikke - for jeg er ikke særlig vil med de der jordbærtærter fra bageren.

      Google er din ven her - der findes masser af opskrifter og vejledninger på hvordan man kan lave den så den ligner bagerens ;-)

      Slet
  18. Uh, jeg håber du kan lide den. Tak :-)

    SvarSlet
  19. Ja, så er min version af din jordbær cheesecake i køleskabet. En prøvesmagning på fyldet virker lovende. Ejer desværre ikke en lille springform, så må man jo bare lave en stor portion, godt nok ærgerligt :P.

    SvarSlet
    Svar
    1. Wee, dejligt. Ha ha, det var dog ÆRGERLIGT at du ikke havde en lille springform :-D

      Håber du kan lide kagen. God påske :-)

      Slet
  20. Den er SÅ fin. Dejligt at du kunne lide den :-)

    SvarSlet
  21. Hej Malou
    Jeg er ny herinde - og vildt begejstret for din blog! Det hele ser bare SÅ lækkert ud:)
    Ikke mindst din jordbær cheesecake...MUMS! Den må simpelthen prøves!
    Jeg vil bare lige høre, om den med fordel kan laves dagen i forvejen? Eller hvor langt kan man gå, dagen før den skal spises?
    Hilsen Amalie

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Amalie

      Velkommen til :-) Tusind tak for de søde ord, jeg er rigtig glad for at du kan lide det jeg laver.

      Aww, tusind tak - det er virkelig også en kage jeg var meget tilfreds med. Ork ja, du kan sagtens lave den dagen før - den bliver endda bedre af at stå på køl og sætte sig ordentligt. Pøj pøj med den :-)

      Glad hilsen
      Malou

      Slet
  22. Okay, det lyder jo helt perfekt! Jeg glæder mig allerede til at skulle i gang:)

    Mange tak for svaret!

    SvarSlet
  23. Kan man lave den uden ost? :D
    Hvis ja, hvordan skal fløden så laves. :D

    SvarSlet
    Svar
    1. Ork, det kan man sagtens. Hvad med selv at lave noget mascarpone og komme i? Se her hvordan ;-)

      Du kan også bruge cremefraiche, græsk yoghurt eller ymer - ren fløde bliver vammelt. Vælger du et af de førnævnte alternativer skal du dog bruge lidt mere husblas.

      Pøj pøj med projektet ;-)

      Slet
  24. Kan man lave den uden ost? :D
    Hvis ja, hvordan skal fløden så laves. :D

    SvarSlet
  25. Helt fantastisk lækker kage!!! Den skal prøves igen.

    SvarSlet
  26. Kan den godt tåle at stå i køleskabet i 12 timer inden man spiser den?

    SvarSlet
  27. Kan den godt tåle at stå i køleskabet i 12 timer inden man spiser den?

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...