mandag den 23. april 2012

Frokostbøf på MASH...

I dag har jeg spist en skøn frokost på MASH. Det er efterhånden 4. gang jeg spiser der - og jeg er glad for at se at det holder standarten. Jeg har skrevet om mit første besøg her.

Den eneste bøf der var at finde på deres frokostmenu er 'Steak & Fries' (200 g med fritter). Det kunne ingenlunde tilfredsstille min bøfsult, så jeg udbad mig aftenkortet. Det faldt jeg over en 300 g rib-eye af canadisk angus (275 kr). Sådan en nuppede jeg.

Jeg sprang svellerne over og valgte i stedet sprøde grønne bønner med skalotteløg og ristede mandler (45 kr). Og så skulle jeg da lige ha' lidt bearnaise (incl i bøffens pris). Jeg fik postevand og et glas Bear Creek 2010 (60 kr) til.

Der var lige plads til lidt dessert også - 2 kugler is fra Jakob og Jakob: passion og lakrids (55 kr).

Pragtfuld frokost! Meget smagfuld bøf som var perfekt stegt medium-rare. Dog foretrækker jeg en bøf der er højere og knapt så stor i 'grundplan'. Men smagen og stegningen sad lige i skabet, så det gjorde bestemt ikke noget her. De knasende grønne bønner og den fede cremede bearnaise var også bare lige som det skulle være. Min veninde og jeg spiste, snakkede og hyggede - og glemte tid og sted. Det gik pludselig op for os at vi var de eneste i restauranten. Vi fik betalt og var knapt ude på fortovet før døren blev låst bag os. Men der var klokken også 15.30. Ups.

Vi gik ned i Salling som holder 'rivegilde' i de her dage. Efter en svømmetur i et hektisk menneskehav endte vi i underetagen - der hvor maden bor. Der var 3 x Johan Bülow lakrids for 100 kr. Det er altså 65 kr man sparer. Bare rolig det er kun de 3 til venstre jeg selv skal beholde. Der var også økologisk kylling på bud: 2 lår for 35 kr og 2 bryster for 49 kr. Det måtte jeg ha' hamstret lidt af. 6 små Summerbird flødeboller til 35 kr røg også i vognen sammen med 2 små æsker dessertchokolade (med 12 stk) fra Valrhona til 49 kr stykket. Og så stoppede forbrugsfesten også.....hov, nej - det blev også til en dåse kondenseret mælk som jeg straks gik hjem og lavede den lækreste lakridsis af. Mere om den en anden gang.

Alle billederne, undtaget det af isen, er taget med min nye mobiltelefon HTC One X og downloadet fra Dropbox. Det kan jeg meget nemt vænne mig til - det er godt nok brugervenligt.

I morgen er hviledag. Jeg er ved at være så smerteplaget at jeg hiver en hel dag ud af kalenderen til at tage et godt skud smertestillende (Dolol). Det gør mig desværre dvask og ude af stand til meget andet end at glo tv i vandret stilling. So be it - jeg har mad og is i fryseren, så jeg kommer ikke til at lide nogen nød. Late dudes!

4 kommentarer:

  1. Håber du har haft en rigtig god 'sumpedag'.
    Personligt synes jeg at sådan en dag er ok at takle ovenpå en dejlig oplevelse - værre hvis det er nødvendigt bare fordi.

    Sikke dejlige ting du fik købt. Og lakrids-is... det går man næsten aldrig galt i byen efter.
    Desværre kom mit hankøn hjem efter kl 22 igår, så ingen friske mælkeprodukter fra Osted, og dermed ingen nylavet is i dag hellere.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jo tak, det var SÅ rart bare at kunne hive en hel dag ud af kalender. JA, jeg hader de dage hvor det er nødvendigt uden særlig grund - men dem er der desværre ofte et par stykker af.

      Tak, lækre sager over hele linjen. Den lakrids-is er skøn - og jeg har lige selv lavet en der smager ligesådan ;-)

      Æv, håber du fik fat i noget en anden dag så.

      Slet
  2. Du er ikke den eneste der faldt over Sallings gode tilbud - jeg gik også i koma over de gode tilbud her i Aalborg - der blev købt ind til "dårlige" tider.
    Super billeder du har taget med din nye mobil.
    Hilsen Charlotte

    SvarSlet
    Svar
    1. Dejligt at du også fik hamstret :-D

      Tak, du kan tro jeg er glad for den telefon - billedkvaliteten er den bedste nogensinde. Den er alle pengene værd :-)

      Slet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...