lørdag den 23. april 2011

Pocherede æg uden kvaler...

Påske er jo lig med æg her til lands - så hvorfor ikke kaste sig ud i det og pochere nogen? Der er mange der ikke tør give sig i kast med det fordi de tror at det er besværligt og svært - men med et par enkle tricks i ærmet kan det nemt blive en succes. Det handler først og fremmest om at bruge friske æg. Som i FRISKE. Ikke æg der har stået og gloet i køledisken i ugevis. Jo friskere ægget er jo mere 'stram' er hviden - jo ældre ægget bliver jo mere flydende blive hviden, det er nogle proteinstoffer der langsomt nedbrydes. Et friskt æg vil nemmere koagulere og lave et fast flot pocheret æg, hvorimod et ældre æg vil flagre til alle sider og mere ligne en slørhale. Så prøv at få fat i æg der er max 1 uge gamle.

Slå æggene ud på forhånd - i hver sin kop/skål. Æggene får mulighed for at slappe lidt af og du bliver ikke stresset når de står klar.

Jeg foretrækker at pochere æg i en høj pande frem for en gryde - der er mere overflade. Fyld godt med vand i panden og tilsæt et generøst skvæt eddike og lidt salt. Gør samtidig en skål koldt vand med lidt salt klar til de færdige pocherede æg. Det stopper tilberedningen og æggene kan varmes igen til sidst når de alle er færdige.

Sådan gør jeg: med en grydeske rører jeg i gryden og danner en mini malstrøm i midten. Der glider jeg et udslået æg ned og samler det hurtigt med en hulske så hviden pakker sig om blommen. Der skrues ned for varmen og ægget får ca 3 minutter inden det fiskes op og kommes i koldt vand - hvis det altså ikke skal serveres med det samme.

Det pocherede æg trimmes for løse 'fangarme' af æggehvide. Her er et ret vellykket af slagsen - men se de små fordybninger: det er fordi vandet har boblet for meget da hviden koagulerede. Der skulle ha' været skruet lidt ned inden. Æggene varmes kort i simrende vand inden servering.

Her til dampede asparges og røget laks. De fik lige lidt chiffonade af ramsløg og lidt ramsløgsolie på toppen.

Uhm, det er SÅ lækkert når man skære hul og den lune gule æggeblomme fosser ud.

7 kommentarer:

  1. Kære Malou
    Åhhhhhhhhhh, hvor ser det helt fantastisk lækkert ud. Sådan en flydende æggeblomme er himlen i munden!
    Knus Hanne
    Skønne, skønne ting du får lavet disse dage!

    SvarSlet
  2. Hvor er det smukt !! Du får det til at lyder meget nemt :-)

    SvarSlet
  3. Hmm, hvor pudsigt. Jeg tror vi to svinger på samme frekvens for tiden! Sidst lavede vi frikasse på samme tid, og jeg har netop gået og tænkt på at ville prøve at lave pocheret æg. Det ser vildt lækkert ud som sædvanligt. Meget påskeagtigt det hele.
    KH Marianne

    SvarSlet
  4. Kæmpe mums. Elsker de æg. Mine bliver aldrig så flotte. Må vist hellere øve mig lidt..:-)

    SvarSlet
  5. Uhmmm pocherede æg er SÅ lækkert - men så svært at lave. Jeg må straks prøve det af i løbet af Påsken. Måske vil det lykkedes for mig denne gang, efter jeg har læst din veljedning.

    Kærlig hilsen ig fortsat god Påske :-)

    SvarSlet
  6. Hvor ser det godt ud med de pocherede æg - jeg skal altså have lært mig at lave dem. Nu har jeg jo mulighed for at bruge helt frisklagte æg, lige fra hønsehuset!

    SvarSlet
  7. Godmorgen Klidmoster ;-)
    Stod op i morges og fik lyst til at porchere æg...Ny køkkendisciplin!!
    Fandt din fantastiske anvisning...ser super lækkert ud og nemt...Jeg skal øve mig noget mere..og næste gang bliver det med helt frisklagte æg. Herlig morgen.... :)
    Marianne

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...