onsdag den 9. marts 2011

Dhal...

Dal, dahl, daal, "det der linsehalløj" og dhal. Og hvad der er så? Det er en slags hybrid mellem gryderet og suppe på linser eller andre bælgfrugter. Retten stammer fra asien og spises overalt i både Indien og Pakistan. Læs mere om dhal her, hvor der også er en oversigt over nogle af de forskellige varianter. Dhal har i mange år haft stemplet 'hippie-føde' og blev mest anerkendt af vegetarer og veganere som en god kilde til proteiner. For år tilbage gik jeg på Århus Kunstskole nede i Mejlgade, lige oven på Gyngen. Der kastede jeg dhal ind i rå mængder, for jeg var fattig og sådan en portion var value for money. Men jeg fik fibrohjerne og glemte alt om dhal igen. Så da jeg pakkede Vegetarkassen ud i fredags og fandt opskrift + ingredienser til sådan en omgang blev jeg ret glad.

Der var røde linser med i kassen - men jeg havde også disse hvide afskallede mungbønner jeg gerne ville lege med. Mungbønnerne skal stå i blød i mindst 1 time, så jeg kom 100 g i en skål med koldt vand.

Aarstiderne havde også tænkt på krydderierne. Det er virkelig smart med sådan en 'alt i et' kasse, specielt hvis tiden er knap. Jeg havde dog god tid søndag og gemte bøtten til noget andet. Jeg brugte bla lidt til fyldet i gårsdagens karrypandekager.

Hjemmelavet krydderblanding:

1 tsk sorte sennepsfrø
1 tsk gule sennepsfrø
1 tsk korianderfrø
1 tsk hel spidskommen
½ tsk kardemommefrø (vredet ud af de grønne kapsler)
½ tsk bukkehornsfrø
½ tsk sorte peberkorn
10 nelliker
1 kanelstang (her Alba fra Mill & Morter)
1 laurbærblad
chiliflager - far med lempe. Der kan altid kommes mere i senere.

Rist alle krydderierne (undtagen laurbærbladet) på en mellemvarm pande uden at branke. Det frigiver de æteriske olier og aromaer - hele køkkenet kommer til at dufte pragtfuldt.

Mens krydderierne kølede af gjorde jeg grøntsagerne klar til retten. Jeg skævede lidt til den medsendte opskrift, men justerede mængderne og tilføjede lidt hist og pist.

300 g kartofler i små tern
250 g hakkede løg
150 g gulerod i skrå, halve skiver

Der skulle også bruges noget tomat.

3 store tomater fik skrabet kernerne ud - de blev gemt og kom i retten.

Tomatkødet blev hakket fint til en kølende raita.

Alle de afkølede krydderier, undtagen laurbærbladet, blev kørt i en kaffemølle *wroom wroom*

Der var yoghurt med til at lave dressingen af. Ud over tomatkødet, kom jeg 3 fintsnittede gourmetbønner i raitaen. Dressingen blev rørt med lidt citronsaft, 1 tsk af de malede krydderier og lidt agavesirup.

Selvfølgelig er det dejligt med noget læskende og kølende til stærke retter som dhal. Men det er også godt med noget knas, for ellers er det meget 'blød' mad på en gang.

Jeg ville ha' godt med fut i min dhal, så jeg fandt 5 fed hvidløg og 1 stor knold ingefær frem. Rygterne siger at man kan presse små stykker ingefær i hvidløgspresseren. HA, sige jeg - ikke hvis man har fibro eller ikke vil stå og hive ingefærfibre ud af presseren resten af aftenen.

Men nu ved jeg da at jeg ikke skal forsøge på den slags en anden gang. Med smagsgiverne på plads kunne jeg gå i gang med at få retten sat over.

De udblødte mungbønner fik siet vandet fra og blev blandet sammen med 200 g skyllede røde linser.

Løg, hvidløg og ingefær blev først sauterede i lidt olie. Kartofler, gulerødder og den ønskede mængde krydderi kom i. Til sidst kom jeg de hakkede tomatkerner og ca 4 dl vand på. Efter retten havde simret ca 20 minutter under låg, tilsatte jeg 2 tsk gurkemeje. Da retten var kogt helt færdig blev den smagt til med salt, peber, ekstra chili, citronsaft og agavesirup.

Ja, visuelt lader dhal meget tilbage at ønske - men det er meget nemt at tilgive når man først får smagt på den. Nøj, hvor er det dejlig mad.

Argh, af frygt for at lyde som en ridset plade: det smagte lige som hjemme i Indien. Og nej, jeg har aldrig været der - men det var noget min læremester ALTID sagde når vi havde karry på menuen. I stedet for chutney fik vi et par syltede gule tomater til.

Vi spiste langt mere end vi burde og det fik lidt konsekvenser. Indisk vegetarmad giver nemlig godt med dansk naturgas.

Dagen efter stod jeg så med en rest. Lidt kogende vand, 1 tsk Herbamare og ½ ds kokosmælk tryllede den om til den skønneste suppe.

Den cremede søde kokossmag passede virkelig godt til de krydrede linser. En lille klat cremefraiche på toppen og en fintsnittet gourmetbønne - så var den i vinkel.

Jeg er simpelthen blevet så forlibt i de vegetarkasser. Det er meget nemmere af få spist det hele. Der kommer dog ingen kasse i denne uge, for jeg har meldt ferie. På fredag drager jeg nemlig med Sif på turne til Sjælland. Weekenden byder på kagekursus lørdag og Chokoladefestival søndag. Det betyder desværre at jeg ikke kan deltage i DWC Spring ud konference og gettogether her i Århus som jeg ellers var tilmeldt. Det er hårdt det der med at ville flere ting. Der er også en fed østerstur til vadehavet søndag med Slow Food som jeg gerne ville ha' været med på. Efter weekenden tager jeg et par dage i Søsterboblen og er først hjemme igen midt i næste uge. Nu skal jeg bare lige samle lidt kræfter til det hele.

Skal du på Chokoladefestival?

13 kommentarer:

  1. Haps, det minder mig om min tur til Indien i januar! :)

    SvarSlet
  2. Tak fordi du lige fik opklaret det med "hjemme i Indien" - jeg har flere gange tænkt på om du mon har boet der i en periode, og har endda været fristet til at skrive og spørge dig!
    Udover det - så ser det altså fristende ud. Jeg er ikke sikker på at gemalen vil være helt vild med den ret bløde konsistens du beskriver, men så må jeg jo igang en dag jeg er alene hjemme.
    Og i øvrigt tak for "opskriften" på krydderiblandingen - det er noget jeg helt sikkert skal have forsøgt mig med selv at blande, næste gang der skal indisk på menuen!
    Rigtig god tur til det sjællandske...

    SvarSlet
  3. Mmmm - elsker sådan en gang god indermad! Med dejligt mange grøntsager og krydderier :-)

    Jeps, vi ses til chokovalen!

    SvarSlet
  4. Jeg tror desværre ikke jeg får ungerne med på vognen der :-(
    Jeg må lave det, næste gang jeg er alene hjemme i stedet, for mums, hvor lyder det godt!

    SvarSlet
  5. Ok, vildt! Pludselig, for førstegang i mit voksne liv OVERVEJER jeg at indtage linser....min mor var nemlig hippi! :O)

    SvarSlet
  6. Årh...hvor er din mad altså altid lækker og inspirerende og noget helt andet end det jeg selv lige ville kunne finde på at kaste mig ud i - tak for super inspiration:-)

    SvarSlet
  7. Hej Malou :)

    Sikke et par måltider..

    Jeg er aldrig stødt på dhal før, men når jeg spiser vegetarisk, så burde jeg da kaste mig ud i det, og nu ved jeg jo, hvor der en mega lækker opskrift.

    De bedste hilsner fra
    Anita
    Liv og Mad

    SvarSlet
  8. NØj hvor skønt! Jeg kunne så godt lige guffe en omgang dahl eller en indisk curry nu. På min menuplan denne uge er tikki masala, så det kan jeg jo glæde mig til istedet!

    tak for inspiration

    SvarSlet
  9. Det lyder vel nok spændende med dhal, Malou - det har jeg aldrig hørt om før, mums, det skal prøves! Her er vi vilde med både indisk mad og mad fra Thailand. Dine smukke billeder får mig til at falde helt i svime ...
    Ha' en dejlig dag, varme klem :-)

    SvarSlet
  10. uhm... jeg vil også hjem til Indien ;) Måske jeg skulle overveje at genindføre kasserne i de knap så mødetunge uger

    SvarSlet
  11. Tak tak. Den ligner nøjagtig det man får "hjemme i Indien", hvor den var hovedingrediens på morgenbuffet'en de to gange jeg har været der. Og ideen med den sprøde raita til at ophæve det bløde er helt perfekt. I Indien tør man ikke spise nogen rå grøntsager! Jeg vil klart afprøve din kombi.

    SvarSlet
  12. Uhm - dahl. Den er også en af mine favoritter. Men ikke min datters, så det er noget jeg laver, når hun ikke er hjemme til middagsmaden.

    SvarSlet
  13. Tusind tak for alle de søde kommentarer :-)

    Jeg tror snart jeg skal lave en omgang dhal igen - for det er godt nok lækker mad.

    Vi ses hjemme i Indien ;-)

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...