fredag den 29. oktober 2010

Poussin med kastanjer x 3...

Så fik jeg endelig gang i køkkenet igen. Jeg har gået og samlet kræfter i et stykke tid og i onsdags blev jeg så for alvor inspireret. Hos Gourmet Girafferne lavede vi nemlig en skøn efterårsmenu bestående af græskarsuppe med kastanjer og trøfler, agerhøne i egen sky med gnocchi (stegt i brunet salviesmør) og porterkogt pære i sprød dej med limeparfait. Der var mange af elementer som jeg faldt pladask for. De råmarinerede kastanjer som hørte til suppen var en åbenbaring, så dem måtte jeg prøve at lave til en salat. Græskarsuppen forvandlede jeg til en puré og agerhønen blev *puf* til en poussin.

Det var meningen at det skulle ha' været en kartoffel/græskarpuré - men jeg kunne ikke nænne at blande dem sammen. De 3 slags kastanjer: rå, i salaten - kogte og bagte i fyldet på fuglen - kogte og smørsauterede sammen med rosenkål og marksvampe til varm garniture.

Jeg er totalt forlibt i årstidens lækkerier. Store saftspændte franske kastanjer fra Kongen, svampe fra Aarstiderne samt hokkaido og rosenkål fra Sundhedskost.

Græskarret blev flækket, fik fjernet kerner og indmad (et parisiennejern er fab til det job) og skrællet med en skarp kniv.

Græskarret blev skåret i 8 stykker, drysset med salt + peber og fik 3 pillede hvidløgsfed vedlagt. Stanniol over og i en ovn ved 170°C i ca 1 time.

1 spsk smør og så en stavblender *wroom wroom*. Det giver en silkeblød og tæt puré at den bliver bagt i stedet for kogt. Jeg kogte 8 mellemstore kartofler og kørte dem igennem et sne-jern. De fik lidt mælk, fløde og smør + salt og peber.

Og så er der kastanjerne. Ja, de er lidt besværlige at ha' med at gøre - men det er tiden og umagen værd. Jeg har faktisk kun fået friske kastanjer på en måde før (bagte med koldt smør), men nu var det på tide at udvide horisonten. Dem der skulle bruges rå, skulle pilles først - og det er altså lidt tidskrævende.

Men med en spids urtekniv og lidt tålmodighed kan man lokke pelsen af i små stykker. Jeg skar derefter kastanjerne (4 stk) i så tynde skiver jeg kunne med en kniv.

Skiverne blev vendt med 2 tsk valnøddeolie, 2 tsk citronsaft + havsalt og friskkværnet peber.

Selve salaten bestod af 200 g ultra fintsnittet rå rosenkål, 2 appelsiner i fileter og 2 store dadler i tern. Marinaden blev lidt appelsinsaft, hvidvinseddike og lidt ekstra valnøddeolie.

Lige inden servering blev kastanjerne vendt i. Det var nøddeagtigt knas for alle pengene. Virkelig en spændende salat og bestemt ikke sidste forsøg med rå kastanjer.

Jeg så for nyligt her hos Ea hvordan hun kogte kastanjerne i stedet for at bage dem - det skulle bestemt også prøves. Så de fik et kryds i den flade side og simrede møre i lidt letsaltet vand i ca 45 minutter.

De kogte kastanjer skal pilles mens de er lune. Det er godt nok noget nemmere at pille dem end de bagte - så sådan gør jeg fremover. Tak for tippet Ea, det er en stor hjælp til dumme fingre.

Jeg ville gerne ha' noget fyld i mine fugle. Ikke fars eller druer som jeg før har brugt, men noget andet og mere efterårsagtigt. Det blev til lidt løg, marksvampe i små tern og 5 af de kogte kastanjer.

Løgene blev først sauteret i lidt olie og fik derefter følgeskab af svampene. Jeg tilsatte lidt frisk timian og 5 salvieblade + salt og peber. Kastanjerne blev vendt i sammen med 1 tsk smør for at give det der ekstra *umphf*.

Irma havde i denne uge 2 gule poussiner til 50 kr. Sif og jeg kiggede (læs: gramsede) på dem i mandags uden at købe dem, så da jeg skulle vælge kød i dag poppede de straks op i mit hoved.

Fuglene skal lige kigges efter for indvoldsrester, skylles og duppes helt tørres før de er klar til at lege med. Jeg brunede dem først i en blanding af olivenolie og smør på en ret hed pande. De blev lagt i et fad, fyldt godt op med de rare sager, drysset med salt og peber inden de fik en smørklat på brystet. De fløj i ovnen i 35 minutter ved 185°C. Trixi Belle skreg uafladeligt så længe.

Mens fuglene lige stod og hvilede lidt, fik garnituren en tur på panden. 100 g rosenkål i ½ cm skiver og ditto marksvampe. Timian og 5 kogte kastanjer i skiver kom i sammen med en lille nob smør. Fuglene kom hele på tallerkerne. Når man skar brystet op fik man adgang til det aromatiske fyld.

Og så var der ENDELIG mad. Det tog mig også næsten 4 timer at få det på bordet. Jeg kan godt mærke på fysikken at jeg ikke har været i køkkenet længe. Menuen lød overkommelig i hovedet, men der var langt mere arbejde i den end jeg lige magtede. Så jeg gik allerede død efter 1 time. Men jeg besluttede mig for ikke at stresse med resten og så måtte det tage den tid det tog.

Nu skal jeg på langs og samle kræfter til i morgen. Tine Kagedåse holder nemlig fødselsdag og vi skal hygge hos hende fra kl 14. Jeg skal ha' lidt salat med, men det smider jeg sammen i morgen formiddag. Rigtig god weekend til alle!

17 kommentarer:

  1. Den lille tiggebølle ved nok hvad der er godt, hva!

    SvarSlet
  2. Spændende menu og rigtig efterårsagtig! Jeg har ikke forsøgt mig med kastanjerne endnu, men det skal måske prøves i næste uge...
    Det er vidst en værre forkælet missekat:)

    SvarSlet
  3. Kære Malou
    Det ser helt vildt lækkert ud.
    Jeg har aldrig fået smagt kastanier ... udover i Piskes skønne cheesecake. Og DET var godt!!
    De skal prøves ... engang, listen er jo efterhånden lang ;)
    Knus og rigtig god weekend.
    Hanne

    SvarSlet
  4. Sikke en dejlig efterårsmenu! Kastanjerne har jeg også kun prøvet bagt i ovnen, med smør og salt, og det er fantastisk (hvis kastanjerne er af ordentlig kvalitet), men råmarineret ser bare spændende ud.
    Rigtig god weekend til dig også :-)

    SvarSlet
  5. Argh, det var poussiner, jeg glemte at købe i Irma i går! Nå, så kan jeg lære det...

    Meget lækker mad, du fik tryllet frem i køkkenet! Hvis det ikke var fordi, at kastanjerne er besværlige at pille, ville jeg tilberede en masse af dem til Halloweenfesten i aften - de ligner jo små hjerner! :-D

    Men godt tip med kogningen - det må jeg huske.

    SvarSlet
  6. Ser godt nok lækkert ud det hele...

    Skal da prøve det med at koge kastaniern.. for de er ged at skrælle efter en tur i ovnen... Men de smager jo godt !!!

    Hyggehygge
    Mariannemia

    SvarSlet
  7. For dælen, jeg skal helt sikkert også prøve rå kastanjer en anden gang - mums!
    Flot menu, og god erstatning for bøf :-)
    Vi ses fredag
    Knus

    SvarSlet
  8. De var SÅ gode, de rå kastanjer. Uhm din menu ser god ud. Lækkert fyld. Poussiner er klart mere min kind a fugl ;)

    SvarSlet
  9. uuuh, hvor ser det godt ud, Malou!
    Og spændende :-)
    Dejligt med ny inspiration; ikke mindst til gnocchi-tilbehør, som er en af mine absolutte yndlingsspiser...
    Kh. Eva

    SvarSlet
  10. PS: Er vild med Piskerisets kommentar *LOL* :-D

    SvarSlet
  11. Åh, hvor lyder dog lækkert alt sammen, Malou! Rå og også kogte kastanjer - genialt begge dele, det skal jeg prøve.
    Jeg håber, I havde en dejlig fødselsdag hos Tine :-)
    Varme klem og en god aften til dig!

    SvarSlet
  12. Hej Malou,

    faldt lige over dette tilbud- det gælder kun i dag. Jeg ved jo det er en af dine ynglinge :-)

    http://www.downtown.dk/aarhus/2010/november/sino-sushi

    SvarSlet
  13. Rå kastanjer lyder spændende! Synd de er så seje at pille, men måske jeg kan lokke nogen til at gøre det for mig.

    SvarSlet
  14. Tak for menu-forslaget! Sidder og planlægger aftenens menu og før jeg fandt din blog var det kun "noget-med-salat-med-rå-rosenkål", så tak :-)

    SvarSlet
  15. @Sif - Jep, mon hun har lært teknikken af Solmissen?

    @MissMuffin - Tak :-) Du kan roligt forsøge dig med kastanjer, de er virkelig lækre. Jaha, verdens meds forkælede :-)

    @Kære Hanne - Tusind tak skal du ha' :-) Du kan tro kastanjer også har deres berettigelse i det salte køkken. Ak ja, den liste :-) Knus

    @Heidi - Tak skal du ha' :-) Bagte med smør er jo simpelthen også det pureste guf - men de her har også sin egen charme.

    @Piskehaps - Tusind tak skal du ha' :-) Uh, de havde været perfekt til Halloween - de ligner jo også hjerner når de er kogte og 'flåede' ;-)

    SvarSlet
  16. @Mad skal der til - Tusind tak skal du ha' :-) Du må ha' gang i kogeriet. Hyggehygge

    @Signe - Vi siger tak til Michel Michaud for de rå kastanjer :-) Tusind tak, jeg fik heller ingen klager over den manglende bøf ;-) Knus

    @Mette - Ja, det var virkelig en god opdagelse at gøre der. Tusind tak - det er altså en taknemmelig fugl at lege med :-)

    @Eva - Tusind tak skal du ha' :-) Jeg er glad for at du kan buge det som inspiration. Ja, hun er sjov den piskehaps :-D Kh

    SvarSlet
  17. @Madame - Tusind tak skal du ha' :-) Jo tak, vi havde en skøn fødselsdag. Klem

    @Sushistegen - Jo tak, jeg så det godt og nåede at købe et par stykker. Tak :-D

    @Ea - Ja, det er et slid - men alt umagen værd :-)

    @Mathilde Augusta - Velbekomme, jeg er glad for at du kunne finde inspiration her :-)

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...