mandag den 18. oktober 2010

Dårlig hånd = mad udefra i stor stil...

Min hånd har ikke fået det ret meget bedre. Hver gang jeg tror jeg kan bruge den til at skære og snitte noget med, får jeg et smæk i håndledet som giver stød langt op i armen. Det tærer meget på humøret, for det er jo i køkkenet at jeg leger bedst. Der er nogle papirer til forsikringsselskabet der skal udfyldes, men det kan jeg ikke - for jeg kan slet ikke skrive med den dumme hånd. Det siger lidt om hvor handikappet jeg er blevet af det slag. Nå, men der er jo ikke andet for at vente og håbe på at det snart bliver bedre. Så vi lever af rugbrødsmadder og take-out lige nu.

ADVARSEL: til Hanne, Piskefræseren og andre sushi-freaks - der kan forekomme meget stærke billeder i dette indlæg.

Jeg kom hjem fra min katte/kanin/marsvin/slange/huspasser-tjans i fredags og fortalte glædestrålende Max om det fantastiske sushi jeg havde fået fra Sino om torsdagen. Han kiggede på mig i 10 sekunder og sagde: "Sushi?!? Det er alt for længe siden jeg har fået det. Skal vi ikke ha' det til aften?". Jeg dansede en lille glad dans og bestilte straks en omgang sushi til os via Just-eat. Det blev til stedets luksusmenu "Delux 2" (36 stk, 399 kr).

Den bestod af 3 hele makiruller: Rainbow (Surimikrabbe med avocado og agurk. Toppet med tun, reje, avocado og laks), Red Dragon (Crispy reje med avocado, chilimayo og agurk. Toppet med tun.), Tempura Ebi (Tempura rejer med chilimayo, avocado og forårsløg. Rullet i massago).

Menuen skulle ha' indeholdt 2 stk. laks, 2 stk. tun, 2 stk. hamachi, 2 stk. unagi, 2 stk. ebi og 2 stk. gunkan. Hamachien og unagien var dog erstattet af flammegrillet laks og 2 ekstra gunkan. Og det var bestemt ikke noget dårligt bytte.

Makirullerne var virkelig i særklasse. Risen var perfekt kogt og tilsmagt, fisken frisk og størrelsen mundret.

Gunkan sushi (slagskib) er noget af det lækreste. Det er en lille 'bolle' af ris med en høj kant af tang, fyldt med enten grønt eller fisk. Her var det lakserogn og massago. Massago minder om tobiko (flyvefiskerogn), det har det samme 'knas', men er lidt billigere.

Jeg har faktisk forfattet en lille sushi-sang, men det har ikke det pæneste sprogbrug. Nå, pyt - den kommer på alligevel:

♪♫♪ En sushiso, en sushiso - jeg er en værre fiske-ho. Er helt til falds for tang og ris - og dejlig fisk naturligvis. En sushiso, en sushiso - som foretrækker fisk før ko ♪♫♪

Se lige den tallerken - what's not to love? Jeg var i sushi-himmelen. Nøj, det var virkelig god sushi. Sino er en kæmpe gevinst for byen!

Lørdag var jeg ude og spise frokost med en veninde. Vi gik på MASH for at se om de også var leveringsdygtige i kvalitet til frokost - og vi blev ikke skuffede! (Husk at læse min anmeldelse af MASH her på MadMagasinet)

Vi fik begge en saftig burger 'American-style' (165 kr). Virkelig et godt valg. Der var chilifries og løgringe til. Glem alt om de kedelige cafeburgere ved åen og den tilhørende dårlige service. På MASH får man ikke alene super lækker mad, men tjenerne er også venlige og kompetente.

Heinz ketchup, hjemmerørt chilimayo og jalapeños fik man 'on the side'.

På trods at vores tjeners ihærdige forsøg på at lokke en banana split i os, nøjedes vi med 2 kugler is hver. (55 kr) Jeg valgte lakrids og rabarber. Cremede og lækre begge to.

I sidste uge havde Max og jeg en aftale inde i byen. Vi besluttede os for at tage mad med hjem fra Det Nordiske Spisehus i stedet for at gå ud og spise. Jeg bestilte og betalte maden hjemmefra, så den var klar til afhentning når det passede os. Det er ikke verdens største udvalg de har, men der er alligevel lidt for enhver smag. Det der gør forskellen her er kvaliteten.

Vi valgte 2 forskellige retter: 'MADKASSE STOR 500 g. kalv, grøntsager og nordisk sur/sød' og 'MADKASSEN STOR 500g kylling, grønsager og skysauce' (65 kr pr stk). Maden var pakket i 'kina-æsker' med hank som jeg ellers kun har set i amerikanske film. Praktisk og nemt. Og hvad var så de 500 g mad for noget?

Øverst lå grøntsagerne, som var en frisk 'råkost' af fennikel, gulerod og agurk.

Under grøntsagerne gemte sig så selve retten. Her er det kalven. Kogt perlebyg, lækker mild sur/sød sauce og mørt kød. Og den portion på billedet er kun lidt over det halve af æskens indhold. Jeg dropper billedet af kyllingen, da den ligner til forveksling - der var i stedet saftige stykker kylling og timiansky sammen med perlebyggen. Vi spiste os godt mætte og der var til min frokost dagen efter også. Virkelig value for money der!

Det kan jo ikke være luksusmad det hele, men vi er heldige at der også er billigere (men stadig gode) alternativer i nærheden.

Hos den lokale kineser Guangzhou kan man faktisk få ret lækker mad. De bringer ikke ud, men Max springer gerne på cyklen og kører den omvej efter arbejde. Der er 3 ting som vi plejer at få: 'Oksekød i soya med grøntsager' (46 kr), 'Stegte nudler med svinekød' (42 kr) og 'Indbagt kylling med sur/sød' (44 kr). Sådan 3 retter kan vi strække til 2 gange aftensmad og 1 frokost. Det må også siges at være yderst billig mad.

Et andet sikkert hit er mad fra Istanbul Grill. Vi er aldrig blevet skuffet over den mad de har leveret.

Her er det en 'Istanbul Mix' (80 kr) med adana kebab, grillet kylling og kalv på spyd. Tilbehøret er ris med spicy sauce, salat, grilltomat, humus og tzatziki. Der er også både til aftensmad og frokost i sådan en portion.

Så vi får da noget at spise. Men jeg har det altså ikke spor godt. De ekstra smerter gør mig irritabel og umedgørlig. Der foregår også en masse ting i kulisserne som jeg ikke har lyst til at dele på bloggen - det er for privat. Men det er noget der tærer på de få kræfter jeg har og der skal sættes ind nu hvis jeg ikke skal knække på det. Siden jeg blev tilkendt pension i marts har jeg kørt i et forkert gear. Men det er jo 'learning by doing' der skal til, så nu skal jeg så se om jeg kan få det bremset eller i det mindste få skiftet gear. Jeg har reflekteret meget over det på det sidste og er nået frem til en konklusion: jeg har været så bange for at gå i stå at jeg har tvunget mig til at holde hjulene kørende - også selv om der ikke hvad hverken kræfter eller ressourcer til det. Og nu er jeg fysisk der hvor jeg ikke kan mere. Den stresstilstand jeg har sat mig selv i har tæret på mit i forvejen skrøbelige helbred. Fibro-influenzaen kommer og går, men er der i baggrunden hele tiden og nattesøvn er en by i Rusland. Jeg har mistet grebet om alt det jeg gerne vil versus alt det jeg skal. Der er over 100 kommentarer jeg SÅ gerne vil svare på, men når jeg sætter mig for at skrive mangler ordene. Det gør så at jeg ikke rigtig føler at jeg kan være bekendt at blogge noget nyt. Jeg åbner ikke længere min feed-reader, der venter 1000 ulæste indlæg. Der er mails der skal besvares, men jeg er helt holdt op med at åbne den mappe i mailprogrammet pga dårlig samvittighed. Og jeg er blevet en superdårlige veninde: jeg svarer ikke på Facebook, er dårlig til at skrive tilbage på vigtige sms'er og ringer ikke tilbage. Den negative spiral bliver strammere og strammere. Har hele tiden en hård kugle at dårlig samvittighed og stress i maven. Og jeg er kommet til at sige ja til nogen ting som jeg allerede nu ligger vågen og bekymrer mig om hvordan jeg skal få til at passe sammen. Jeg vil gerne det hele, men det er en fysisk umulighed. Men det er også umuligt at melde fra for jeg kan ikke lide at gøre nogen kede af det og sæt nu de bliver vrede på mig fordi jeg aflyser. ARGH!

Efter en lang god samtale med verdens bedste Vita i dag har jeg dog fået lidt perspektiv på. Der er nogle ting jeg SKAL aflyse og nogle folk jeg bliver nødt til at skuffe. Ellers går jeg ned med flaget og må aflyse alt og skuffe alle incl mig selv. Og så hedder det max 2 aftaler om ugen i et stykke tid. Nu må jeg så forsøge at tage mig sammen til skrive de mails der gerne skulle lette bagefter. Ugens 2 aftaler kan jeg godt magte at gennemføre, for det er veninde-hygge af allerbedste skuffe. Og så gælder det om at samle kræfter til på lørdag - der skal jeg nemlig møgforkæles på Norsminde kro.

Puha, det lettede at sætte ord på og skrive alt det ned. Det er som om der allerede er kommet lidt mere ro på. Det her indlæg startede med at handle om take-out, men fik pludselig en helt anden form.

Kender du til den slags stress? Tager du også for meget ind, med de bedste intentioner og går så ned på det? Bliver du handlingslammet og gemmer dig når det bliver uoverskueligt?

Og ikke mindre vigtigt: har du et bud på hvad man kan gøre for ikke at ende i den situation igen og igen?

36 kommentarer:

  1. Jeg kender rigtig godt til den slags stress, bare tag det roligt, en ting af gangen og lad være med at ha' dårlig samvittighed. Jeg er sikker på, at de fleste sagtens kan forstå at du ikke har overskud lige pt., og hvis de ikke kan, ja så glem hvad de synes :)
    Skriv når du har lyst og overskud til det, og ellers så pas på dig selv.

    SvarSlet
  2. Glæder mig til venindesludder i morgen - og lad nu være med at stresse over frokosten.
    Jeg skal nok komme med mine bud til afstresning i morgen.
    Kys S

    SvarSlet
  3. Kære Malou
    Først tak for din advarsel ... jeg kunne bare ikke lade være med at læse videre ;) Den sushi ser da bare SÅ uimodståelig ud.

    Jeg tror, som Becky også skriver, at de fleste sagtens kan forstå, hvis du melder afbud og må prioritere dine krafter lige nu. Jeg tror ofte, at det er os selv, som har det værst med det, når vi melder fra. Jeg har jo selv lige svigtet dig og Piske ... og det havde jeg det super skidt med, men omvendt jeg ville ikke kunne holde mig selv ud, hvis jeg stressede mere op.
    Jeg ønsker dig det bedste - og pas på dig.
    Knus Hanne

    SvarSlet
  4. Kære søde du.
    Du svarer da mig på alt muligt. Måske er dårlig samvittighed helt unødvendig.
    Og den sushi er da for lækker ogdet er det andet da også - så der er fordele ved at være nede.
    Når jeg får sagt ja til for meget, så bliver jeg træt og får for lidt søvn og bliver helt generelt gennemført træt og får så en periode hvor jeg siger nej til for lidt indtil balancen er oven på (og manden synes så tilgengæld at han får for lidt sex i de perioder, hvor jeg kæmper mod trætheden :-) )
    Knus

    SvarSlet
  5. Allerførst vil jeg sende et virtuelt knus i din retning.. Dernæst: JA! Det kender jeg helt klart til.. Uden at det bliver alt for personligt her på www, kan jeg da fortælle at jeg gik ned med flaget for ca. 1½ år siden.. Det var forfærdeligt og jeg følte at jeg var den værste kæreste, veninde og datter.. MEN! Det hjalp mig faktisk, jeg har lært at slappe af og sige fra..
    Men det med at sige fra, det er altså en videnskab uden lige..
    Held og lykke med det hele og....mig behøver du ikke svare, jeg ligger helt sikkert en anden kommentar ind en dag, som du kan svare på.. :-)
    Kærligst Lea

    SvarSlet
  6. Jeg har læst med i et stykke tid, og jeg forstår simpelthen ikke, hvordan en førtidspensionist har råd til at spise SÅ meget sushi og generelt på SÅ mange restauranter og i det hele taget SÅ tit! (???)

    Jeg er vild med dine billeder og din sans for kulinarisk show off - til gengæld er jeg træt af at høre om, hvor mange smerter, du har. Det kan godt være, at det fylder din hverdag, men hvis man læser med uden at kende dig, men bare vil nyde ord og billeder ang. maden, så giver det en gabende kedelig kombi i forhold til det faktum, at du tilsyneladende har uanede mængder af finansielle ressourcer: 'Ih, hvor er det synd for mig, at jeg er syg og på førtidspension, men så kan jeg da bare gå ud og spise uanede mængder af sushi og dyre bøffer'... Det hænger bare ikke sammen.

    SvarSlet
  7. Kære du, jeg blev så ked af det på dine vegne over foregående anonyme kommentar, også fordi du helt sikkert ikke har kræfter til at skulle forsvare dig selv nu, og det skal du heller ikke. Du skal ikke gå ind i det. Hvert indlæg, du har på din blog, er en gave til os, der læser med. Jeg synes, du skriver virkelig godt. Kærlig hilsen Helle H

    SvarSlet
  8. Super lækre sushibilleder, og jeg kan næste vers i din sang: "Jeg er en sushisteg, jeg kan ikke sige nej" :-)

    Og ja, jeg kender desværre alt for godt til ja-stemmen, der alt for hurtigt glæder sig og derfor kommer til at sige ja tak til alt.
    Jeg er vild med at blogge- netop af den årsag, at jeg ikke behøver at gøre noget som helst andet end at skrive, når jeg har brug for det eller lyst til at dele. Det virker for mig. Det betyder også, at jeg ikke altid får svaret på de søde kommentarer folk lægger, men jeg sætter stor pris på deres ord og tanker.
    Du er mere end velkommen til at lade være med at skrive til mig. Brug energien på dig selv, og glæde mig ved dine skønne billeder og kokkeevner.

    SvarSlet
  9. Sjovt som spydige kommentarer som regel kommer fra anonyme...
    Heldigvis vælger man jo selv hvilke blogs man læser, og hvis nogen irriterer én kan man jo bare holde op med at læse med - bare et forslag til den sure anonyme!

    SvarSlet
  10. Kære Anynome

    Jeg går ud fra at du ikke har hørt om fælles økonomi et ægteskab.
    Hvis du har andet du vil brække dig over, er du velkommen til at sende mig en mail, fremfor at spy din ubrugelige galde ud over Malou. Med andre ord: Luk røven.

    Mvh Sif

    PS: Vi kan sikkert godt samle ind til en bakke sushi til dig også, hvis det er der, skoen trykker.

    SvarSlet
  11. (Min) Klidmosters blog indeholder både kulinarisk show off og masser af smerter, det er sådan lidt take it or leave it. Specielt når du nu synes det er så gabende kedeligt.

    Men jeg kan da lige afklare det med finanserne: Klidmosteren er på førtidspension, jeg har et fint job. Derfor hænger tingene sammen for os.

    /DrMax

    SvarSlet
  12. Det var dog utroligt som nogen folk skal ha' ondt i røven over andre folks liv. Folk giver så meget af sig selv når de skriver blogs, og hvis de har lyst til at skrive om deres hund, kat, sygdom, sushi, Louis Vuitton, så skal de fanme ha' lov til det.

    En blog er ikke et madmagasin hvor man kan forvente et fast indhold eller diktere hvad ejeren skal skrive. Ingen (de færreste) bloggere får løn, og det er deres motivation som driver værket. Hvem helvede ville gide skrive (og læse for så vidt) stolpe op og stolpe ned hver dag om mad uden at inddrage sig selv og sit liv i processen? Det gør madskribenter og journalister - men dælme ikke bloggere. Og jeg tror ikke at det i den her sammenhæng er bloggerne der skal tage ved lære af journalisternes arbejde, tværtimod er blogs langt mere populære end de kedelige madmagasiner. Men det lyder til at du (anonym) kunne drage nytte af et abonnement til Spis Bedre.

    Og endelig for at citere en anden kommentar her på siden: luk så (venligst) røven.

    SvarSlet
  13. Til anonym og andre der undrer sig.

    'Bare' fordi man er på førtidspension, studerende, sygedagpenge og whatever, så kan man godt få råd til gode ting i livet. Alt afhænger af at prioritere de ting man holdet af. Fx. Det kan godt være nogen syntes det er møg fedt at køre rundt i en belånt bil bare fordi den hedder noget smart, bor i stor dyrt hus fordi adressen er den rigtige eller gå i tøj fra modebladene... Men så har man som regel også en kæmpe gæld, kassekredit whatever.
    Jeg er selv forholdsvis fattig studerende, men jeg vil fandme ikke spise havregryn eller pasta med ketchup en hel måned, bare fordi jeg kun får en snollet SU. Jeg spiser ude et par gange om måneden, rejser et par gange om året. Tilgengæld har jeg ikke en dyr lejlighed eller et smart fladskærms tv eller dyre gucci tasker. Alt handler om at prioritere og hold op hvor er der mange med ondt i røven derude!
    Pas jeres eget pis, en blog er ens eget, om ens eget liv. Kan du ikke lide det du læser. Fis af. Livet er for kort til misundelse. Punktum.

    SvarSlet
  14. Kære anonyme, som tydeligvis lider af misundelses-betændelse.

    Det er sjældent, jeg ønsker noget grimt for andre mennesker, men hvor ville det være pragtfuldt, hvis du
    1) ville lade være med at læse blogs, som åbenlyst vækker din indre svinehund og
    2) bare lige en måneds tid eller to måtte døjes med en grim gang fibro-influenza. Og måske en enkelt psykisk forstyrrelse eller to. Hvad med en dejlig migræne oveni?
    Faktisk kan jeg ikke rigtigt finde på nok grimt at øse ud over dig lige nu. Du har gjort min veninde ondt - var det din hensigt? Fy for H...
    Gør os en tjeneste og find et uanstændigt menneske at skælde ud på (jeg kan anbefale dit spejlbillede) i stedet for en pragtkvinde, som fucking HVER DAG kæmper med en kronisk sygdom OG med folks fordomme om, hvad man kan og ikke kan med en kronisk sygdom/på en førtidspension/på en blog o.s.v.
    PUHA, jeg synes du er et sølle menneske!

    SvarSlet
  15. Blogs er små personlige værelser på nettet, hvor vi inviterer folk indenfor. Vi er altid glade når læserne kigger forbi, og ekstra glade når de skriver en lille hilsen. Det skal ikke være et lalleglad heppekor men ligesom når vi besøger folk i det virkelige liv, så er der almindelige høflighedsregler der gør sig gældende. Og det ér som regel ikke særlig god tone i perfide vendinger at kommentere, hvordan værten har skruet sin privatøkonomi sammen. Det rager ikke os, og i øvrigt - med få undtagelser er rugbrødsmadder sjældent særligt blogværdige, og ergo som regel ikke det man underholder sine gæster med.

    Til gengæld er det alle bloglæseres privilegium at kunne navigere væk fra siden på et splitsekund, uden nogensinde at blive savnet.

    SvarSlet
  16. Kære Malou,
    Blev (som sædvanlig) umådelig glad af at læse dit skønne indlæg, betragte dine smukke fotos og reflektere over dine ord. Jeg kender bestemt godt til stress (gik ned med flaget for 2 år siden; heldigvis kun en måned fra jobbet - og hold da op, hvor det lærte mig ét og andet). Jeg forsøger stadig at nøjes med 2-3 aftaler om ugen, ellers går det meget hurtigt i skuddermudder for mig. Og så springer jeg over, hvor gærdet er lavest i pressede situationer. Take-away kan jo være en himmelsk opfindelse indimellem!! (Ikke mindst sushi).
    Sender masser af god karma og omsorg og godnathilsner i din retning...
    Knus fra Eva

    SvarSlet
  17. Jeg tog ikke advarslen alvorligt og har nu spist halvdelen af min skærm... ej pjat, men det ser edderbrandyleme godt ud :-)

    Jeg kan godt forstå din situation - har selv prøvet noget lignende, men af andre grunde - men ind imellem er der altså behov for at være sig selv/regenerere/skrue ned for tempoet. Og det bliver man altså ikke et dårligere menneske af.

    SvarSlet
  18. Kære anonyme svinehund.
    Ja, Klidmoster lider af en sygdom der involverer mange smerter. Det er jo ikke ligefrem fordi det er nyt for dig, vel.
    Du KUNNE jo lade vær med, at klikke dig ind på hendes blog, hvis den virkelig er så kedelig.
    Du burde proppes op i din mor og bolles om, for den lort af en kommentar du valgte, at lægge lige her. SKID ET ANDET STED!

    Og når alt kommer til alt, så burde du beundre Malou for hun udstår den sygdom hver dag, 24/7/365 resten af sit liv, som du aldrig nogensinde ville ha' nosser nok til at kunne klare!
    Hun vælger, at bruge sine penge på god mad, hvilket du i princippet kan og skal være temmelig ligeglad med! Malou ofrer SÅ meget, lad hende dog nyde den mad hun så inderligt brænder for at udforske og nyde. Hun tager ikke på lange ferier, køber designermøbler eller andet i den stil, hun bruger sine penge på det HUN nyder. Lev med det, eller fuck af.

    Du må ha' virkelig ondt i dine fødder af, at gå rundt i de små sko.

    Btw, du er adopteret.

    SvarSlet
  19. PS: Og er selvfølgelig helt enig med Sif og Auramin og de andre - men magter simpelthen ikke at bruge grimme ord, da jeg blev ked af det helt ind i maven, da jeg læste vedkommendes kommentar.
    Vil hellere tænke tilbage på, hvordan jeg havde det, FØR jeg læste kommentarerne... Sulten, fredfyldt og glad!

    SvarSlet
  20. ØV, jeg havde ellers lige fået det indtryk at du ikke havde råd til tilberedt mad, og derfor blev nødsaget til at spise rå fisk hele tiden, og så er det bare et spørgsmål om at være godt gift, og have de rigtige prioriteringer?

    SvarSlet
  21. Kære Malou
    Hvor ser det uforskammet lækkert ud det hele. Jeg elske at læse din blog og jeg håber at du fortsætter som du har gjort hele tiden, tiltrods for uforskammet kommentare.
    Mange knus og tanker Vibeke

    SvarSlet
  22. Kære Malou! Jeg havde nær fået kaffen galt i halsen, da jeg så den nedrige kommentar fra en anonym.
    Godt du har din dejlige Max og alle dine skønne venner.
    Jeg ved ikke, om man kan IP-banne i bloggers kommentarfelt, men det kan man i mit, og den mulighed har jeg jeg brugt nogle gange.
    Nu har jeg glemt, hvad det egentlig var, jeg ville skrive, men jeg sender masser af varme klem til dig.

    SvarSlet
  23. Lækker mad, lækker fiskeso og lækre ord som altid. Til gengæld overmåde KLAM anonym kommentar.

    Hallo, fjols? Hold lige bordskik eller find et andet selskab fremover, det dér er for tarveligt at byde sin værtinde.

    SvarSlet
  24. Det er helt klart også et spørgsmål om at prioritere nogle ting frem for andre. Da jeg var studerende på SU med rengøringsjob, var noget af det bedste for mig de store blokke parmesanost, som jeg købte hjem fra Italiensrejserne og dryssede på mine fattige grøntsagsretter resten af vinteren. Til gengæld gik og cyklede jeg og sled huller i skoene - og arvede mit tøj fra en bedrestillet veninde.

    Tak for inspiration og livsglæde!

    SvarSlet
  25. Gode råd, siden du selv spørger:

    En god tommelfingerregel når man skal undgå overbelastning lyder som følger: når du skal vælge hvad der kommer i kalenderen (i bredest mulig forstand,) så tag dig lige tid til at mærke efter - giver det dig mere energi end det koster, hvis du siger ja? Hvis svaret er et klart ja, skal det i kalenderen. Er det et nej, så skal det bare ikke i. Ligger svaret på vippen må reserverne lige gøres op, og så kan det eventuelt komme i kalenderen hvis der er godt med overskud på energi-kontoen, dog gerne med et udtalt forbehold om at man måske vil blive nødt til at aflyse - så er alle forberedt på muligheden.

    Ingen er fuldkommen, og i perioder ryger alle gode vaner i svinget, men så er det med at stoppe op så snart man har opdaget at man er på vildspor, få meldt fra (med beklagelse, men der er jo ingen vej udenom hvis livet skal hænge sammen - og det skal det!), restituere på fuldtid til de gode vaner er kørt ind igen, og så bliver livet sjovere igen, indtil næste gang ;)

    SvarSlet
  26. Antilol Ane: Kongekommentar "du er adopteret" :-)

    Må erklære mig helt enig med øvrige kommentarer á la "luk røven" - der er da heldigvis så mange blogs derude, at ingen behøver bruge tid på noget de ikke gider, og så slipper vi andre for at læse den slags mundlorte-kommentarer.

    Klidmoster, jeg håber du bliver frisk snart igen, og at de fjolser i bilen i øvrigt kommer til at betale kassen til dig for det uheld de var så "venlige" at ignorere. Så kan du nemlig gå ud og bruge de penge på sushi og bøffer, og række mentalt tunge af den Anonyme imens, som sikkert sidder derhjemme og fedter med sin ketchup oven på pastaen.

    I øvrigt mht. overskud og kommentering af indlæg osv. - du har flere gange lagt en kommentar på min blog, hvor jeg blev glædeligt overrasket og tænkte "hey hun har ellers skrevet at hun ikke havde overskud til den slags" - så måske svigter du alligevel ikke helt så meget som du tror, og er bange for!

    SvarSlet
  27. Word. Jeg har også undret mig over den megen sushi, dog har jeg ikke gidet begynde at kommentere på det, blot gået ud fra at det nok var Max der hev guld hjem til det.

    No big deal.

    Mht smerter, så blogger man om det der fylder ens hovede om det så er det ene eller det andet.

    Så keep on bloggin Kmoster!

    SvarSlet
  28. Kære Malou
    Du bringer så megen glæde og inspiration til masser af mennesker med din dejlige blog, så glem den ondskabsfulde og dybest set nok småmisundelige kommentar. Jeg hører også til flokken af (over)pligtopfyldende væsner, som har knækket nakken på at stille for store krav til sig selv og som i ren og skær begejstring tror de magter mere end muligt.
    Din vigtigste mission er at passe på dig selv - punktum, slut, prut finale!
    Masser af varme tanker til dig :-)

    SvarSlet
  29. Kære Malou - i din skygge må mange misundelige mennesker stå, men bagved står der endnu flere for at skubbe dig i den rigtige retning, når turen går ned af bakke. Kram herfra.

    Kære anonyme - jeg vil hermed gerne invitere dig til et 1 dags arrangement på det lokale sygehus.
    Du vil blive modtaget af flotte mænd i hvide kitler der vil lave en såkaldt performance kaldet "Præfrontal lobotomi" - noget du sikkert vil få ganske stor gavn af.

    Jeg sponsorer iøvrigt selv gaven, men tak er kun et fattigt ord :-)

    Husk at man skal tage fra andre, det man aldrig selv fik......eller?

    SvarSlet
  30. Jeg har ikke ondt af dig. Jeg beundrer dig. Du har taget en næsten umulig livssituation i dine hænder og formet den til en værdig, respektfuld, lidenskabsdrevet og på gode dage glædesfuld tilværelse. Dit liv vil aldrig blive nemt. Hvis det at blogge hjælper dig til at håndtere de svære timer, så bliv ved med det. Og husk at når du gavmildt vælger at dele en del af dit liv med andre, så kan du frit vælge, hvilke kommentarer du gider at lægge blog til. Det er jo ikke dine læsere, der lægger hovedet på "bloggen", så at sige. Det er jo dig, der tager den chance. Det er langt nemmere at dømme, end at fremlægge noget til andres bedømmelse.

    Som blogger er selv for bange til at dele visse sager, som ellers måske kunne hjælpe andre til ikke at føle sig alene. Jeg deler det så vidt muligt igennem min lidenskab for litteratur. Og jeg bliver i hvert fald ved med at klikke forbi - ikke fordi, jeg har ondt af dig, men fordi du har personlighed, integritet og mod med dig i din spændende madlavning.

    Læg i øvrigt mærke til at 28 læsere respekterer, støtter og følger dig loyalt, hvor mange smerter du end har. Den ene uforstående læser må finde noget andet at læse.

    SvarSlet
  31. Jeg elsker din blog, og jeg har ikke fået sushi i en måned..... jeg kan næsten ikke få vejret når jeg ser den fra Sino.
    Jeg ringer i aften søs.....
    Elsker dig. din kanon seje, moster/søster, der bare er ALT for betænksom overfor alle andre END DIG SELV . . . . !!!!! Folk forstår godt, ellers er de sq dumme, og burde have et los i fissen mm...

    SvarSlet
  32. Hej Malou

    Håber, det går bedre med at tage den med ro - det er det vigtigste, når man ikke er helt ovenpå!

    Lækkert at du blogger om god takeout :) Jeg synes tit, det kan være svært at finde. Glæder mig allerede til at prøve Sino Sushi efter dine billeder og anbefalinger. Nordisk Spisehus er så godt, og ja der er virkeligt meget mad for pengene!

    Sender også lige noget moralsk opbakning.

    Varme hilsner

    Mette, som spiser masser af sushi og spiser ude flere gange om måneden på SU

    SvarSlet
  33. Ville også bare lige give et besyv med:

    Jeg har da også i et splitsekund undret mig over, hvordan du kunne have råd til al den lækre sushi mv., fordi jeg selv er studerende, og derfor ikke har haft råd til at spise mad ude fra i flere måneder. Men eftersom jeg har en velfungerende hjerne har jeg straks kunnet regne ud, at du har en sød mand med et godt job, og at du nok i øvrigt 1) bor billigt (og sikkert langt billigere end det er muligt i Kbh), 2) ikke køber alt muligt andet (f.eks. tøj for 200-500 kr om måneden som undertegnede) 3)ikke underholder går på de vilde/dyre byture mange gange hver måned.

    Og i øvrigt tænkte jeg da 'fedt at jeg bor i et land, hvor man har råd til at spise ordentlig mad, selvom man uforskyldt skulle blive uarbejdsdygtig'.

    Og jeg synes altså det er fint at du blogger om din sygdom - den var ganske ukendt for mig før, og det er godt du udbreder kendskabet til din lidelse, så vi andre kan få mere at vide om den og få bedre forståelse for andre i din situation (det gælder åbenbart ikke hende/ham den mavesure anonyme).

    Keep on blogging, dette er en af mine yndlingsblogge! :)

    KH Laura

    SvarSlet
  34. Totalt nedern at være en kujon - godt jeg kun er førtidspensionist! (Det viser jo bare at der ALTID er een, der har det værre end een selv).

    Må universet være dig nådig, kære "Anonym".

    SvarSlet
  35. Kære alle sammen. Tusind tak for alle jeres støttende og indfølende kommentarer. Hvor var det rørende at se så mange springe op og bakke mig op på den måde. Det sætter jeg utrolig stor pris på!

    Jeg fortryder nu lidt at jeg faldt i 'jeg-bør-forsvare-mig' fælden - for som mange af jer påpeger, så skylder jeg ikke nogen en forklaring på noget som helst. Det er bare vildt svært når man bliver angrebet så personligt.

    Endnu engang tusind tak - det er helt overvældende med alt den opbakning.

    Og lige en sidste ting: du må gerne være uenig med mig, have et kritikpunkt eller stille et flabet spørgsmål - men stå da for fanden ved hvem du er!

    SvarSlet
  36. Faldt lige over dit link herover til Guangzhou på ekstraost.dk - Det vækker dælme minder - Desværre virker siden ikke mere :(

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...