tirsdag den 17. august 2010

Cheesecake med ingefærbund (I)...

Tankerne har længe kredset om cheesecake. Det er ved at være alt for lang tid siden jeg har fået det. Men det er jo heller ikke noget man bare bikser sammen uden anledning til sig selv. I morgen kommer Kagedåsen Ibber heldigvis til the og kage. Da hun, efter eget udsagn, har et "næsten religiøst forhold til cheesecake" - ja, så er det da det hun skal ha'. Jeg har hverken lyst til den gamle Karoline-model med husblas eller den voldsomme dobbelt-bagte amerikanske version. For noget tid siden så jeg en lettere og friskere variant her hos Nadia Foodfanatic. Den har jeg brugt som inspiration og bygget lidt videre på. Nadias er uden æg, men jeg havde ikke cremefraiche nok og erstattede det manglende med 2 pasteuriserede æggeblommer.

Selv om jeg bruger en 'slip-let' springform, beklæder jeg den alligevel med bagepapir. Det giver nogle pænere kanter på den færdige kage. Først sættes et stykke bagepapir fast i selve springformen, derefter klippes 2 lange baner til at forer siderne med.

Klip papiret så bredt at der stikker 2-3 cm ovenfor formen. Det giver noget at holde fat i når det skal pilles af.

I stedet for de sædvanelige kiks, valgte jeg at forsøge mig med 'Ginger Snaps' (ingefærsmåkager). Planen var at bage nogen selv, men det fik fibroen sat en stopper for. De her fra Urtekram er super gode, men meget stærke. Jeg er spændt på om de tager magten helt fra resten af kagen.

Jeg puttede 8 småkager i en frysepose og hoppede på den. Det er så løgn, men 'slog på den med en pind' lyder bare så dumt. Krummerne blev vendt med 30 g smeltet smør og presset godt på plads i den forede form, også godt op af siderne. Bunden blev sat på køl til fyldet var klart.

Fyldet bestod af:

2 pasteuriserede æggeblommer (1 bøtte)
100 g rørsukker
Marven fra en hel vannillestang
Saft og skal fra 1 citron
500 g mascarpone
200 g cremefraiche 38%

Æggeblommerne piskes med rørsukker, vanillemarv, citronsaft og skal. Pisk til sukkeret er næsten opløst og lad det stå i 10 minutter.

Tilsæt mascarponen og cremefraichen. Pisk til massen er ensartet og luftig. Bekæmp trangen til at tilsætte smuldrede lavendelblomster, hakket chokolade eller frysetørrede bær - småkagerne giver rigeligt smag til kagen.

Fordel fyldet over bunden og glat toppen. Dæk kagen til og sæt den på køl i minimum 6 timer, gerne natten over. Hvad der skal ovenpå er en overraskelse. Det viser jeg først i morgen.

Og så kom dagen endelig hvor jeg fik taget mig sammen til at ændre mit navn. Jeg har ikke brugt mit fulde fornavn i mange år efterhånden og har ikke følt mig hjemme i det i lang, lang tid. Det er ikke den jeg er længere, jeg er Malou nu. Sif har inviteret mig med til Tallin til januar for at fejre hendes fødselsdag (hvilket jeg allerede glæder mig ustyrligt til). Det kræver at jeg får lavet et nyt pas inden - og det skal være med mit nye navn. Blanketten til navneskiftet er udfyldt og skal afleveres på det lokale kirkekontor i morgen, gebyret (460 kr) er betalt over nettet i dag. Inden længe kommer jeg til at hedde Malou officielt. Det bliver en ny start på mange måder.

15 kommentarer:

  1. Jeg, som elsker cheesecake, kan slet ikke tåle sådan en cliffhanger! :-D

    Sej beslutning med navnet - absolut god idé sådan at tage livet op til revision og ændre på de ting, man ikke er tilfreds med. *thumbs up*

    SvarSlet
  2. Jeg venter spændt på at se om ostekagen bliver god - skal selv have lavet en til fødselsdag om et par uger, så jeg suger ideer til mig.

    Til lykke med navneskiftet - efter at have set Sifs beretning fra Tallinn kunne jeg også godt tænke mig at komme afsted. Og det sker forhåbentlig også en dag, da vi har en veninde som er derfra, og som derfor uden tvivl vil kunne lege god guide...

    SvarSlet
  3. For mig har du altid været en Malou. Det er godt, at det nu bliver sat på gyldigt papir.

    Og så venter jeg spændt på anden del af ostekagen:P

    SvarSlet
  4. Hvis nu Ibber ikke æder HELE ostekagen, så kommer jeg gerne ud og hjælper med at spise resten, yes?

    Go navneskift!

    SvarSlet
  5. Tillykke med det 'nye' navn - det lyder som en rigtig god beslutning!

    Hvorfor skal du i øvrigt på kirkekontoret med blanketten? Da min datter skiftede efternavn forrige år, klarede vi da det hele online.

    SvarSlet
  6. Ostekage er guf. Ingefær er guf. Kopi planlagt.
    Dejlig dag til dig.
    Knus

    SvarSlet
  7. Åh hvor jeg savler :) og tillykke med at du nu er Malou !!! farvel marie

    SvarSlet
  8. Jeg er vild med cheescake, men får det næsten aldrig, så jeg sender lige lidt misundelse over til jer ;)

    Jeg kan godt forstå du skifter navn, når nu det er sådan du føler dig, som en Malou.. Du er også Malou hos mig jo ik..:)

    Jeg har ikke glemt dig og din mail, men jeg er jo dødtræt for tiden, men puden er lagt til side til dig.

    Håber at du har det godt og at fibroen er under kontrol.

    Mange knus
    Henriette

    SvarSlet
  9. Det lyder SÅ lækkert med ginger cookies som bund.

    Jeg har en meget traditionel opskrift som jeg har arvet fra en amerikansk 80 årig mama og den er så svær at variere fra, da den altid er god...men denne her, den skal prøves :-)

    SvarSlet
  10. @Piskehaps - Ha ha, jeg var nødt til at vente for jeg vidste ikke hvad der skulle ovenpå :-) Tak, jeg har en god mavefornemmelse omkring det. Det skal nok blive godt :-D

    @Heidi - Den var sådan set meget fin, men jeg foretrækker nok den bagte version. Så den vil jeg anbefale dig at prøve i stedet for.

    @Maxibon - Hej Basse :-)

    @Sifka - Oui oui, Malou fra første møde :-) Det bliver fedt at få det på papir. Håber det var ventetiden værd ;-)

    @Ibs - Super spændende :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

      Slet
  11. @Sif - Det var godt du kom og hjalp til med at udrydde den. Jeg kunne ikke ha' gjort det selv. Tak :-)

    @Bente - Tak, det er NU det skal være :-) Det kræver Digital signatur at klare det online - og sådan en fætter har jeg ikke. Men jeg kunne betale gebyret online med Dankort :-)

    @Signe - Det pureste guf! Jeg vil gerne se din kopi :-) Tak, i lige måde. Knus

    @Pernille - Ha ha, savle nu ikke i tasteturet. Tak, jeg er allerede hjemme i det navn :-D

    @Henriette - Åh, hvis du er her i byen - så giv lyd, så byder jeg gerne på cheesecake! Det var den helt rigtige beslutning at skifte navn, jeg er allerede SÅ glad for det. Kære Henriette, jeg ved hvordan du har det - det haster ingenlunde med den mail eller puden. Skriv når du engang har overskud og føler for det. Det er vigtigere at du passer på dig selv og sparer på kræfterne. Jo tak, det går efter omstændighederne tåleligt :-) Knus og kram

    @Klappeklappekage - Uhm, de er gode til de småkager, omend lidt stærke. Er det en opskrift du vel dele? Jeg leder stadig efter den helt perfekte :-)

    SvarSlet
  12. Du kan tro jeg gerne vil dele :-) Bager den snarest og skriver et indlæg på min blog.

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...