tirsdag den 27. juli 2010

Fyldt squash med feta-top...

Jeg elsker squash! Det er en helt fantastisk sommergrøntsag. Rå i salater, grillet, lynstegt og fyldt - jeg guffer det hele i mig med velbehag. Hver gang der er squash i kassen glæder jeg mig til de kommer. I fredags var der ikke mindre en 2 stk med og dem ville jeg så fylde lørdag. Lørdag blev så godt nok til mandag, men fyldt - det blev de!

Jeg besluttede mig for at lege lidt også. Det krævede et kanelerjern og et parisiennejern. Det sidste stykke værktøj er en kernehusudstikker, som jeg ikke fik brug for alligevel. Der lå en ensom tomat på køkkenbordet og gloede, den hev jeg også med ind i legen. Den store squash fik først lavet 8 kannelurer med kannelerjernet.

Den mindste squash blev flækket og den store blev skåret i ca 10 cm stykker (der blev 4, men den ene gik i stykker), tomaten fik skåret toppen af og det hele blev udhulet forsigtigt med parisiennejernet.

Jeg lod lidt af bunden blive tilbage så fyldet ikke kunne undslippe.

Processen giver en del spild, men det hele kan sagtens genbruges til garnituren og sauce.

Jeg tog 3 dl af kødfyldet og rørte det med en håndfuld hakket basilikum, oregano, friskkværnet sort peber og lidt salt. Endelig ikke for meget da feta-toppen er ret salt.

Fyldet var lige det fugtigste så der skulle gerne ca ½ dl rasp i. Jeg ledte forgæves alle køkkenskabene igennem, men der var bare ikke rasp at finde. Jeg endte med at køre 2 stykker rugknækbrød i minihakkeren og det virkede helt fint. Det færdige fyld blev fordelt i de udhulede grøntsager. Man kan også sagtens droppe kødet og lave en vegetarisk version med linse/løg/svampefyld. Skal det være helt vegansk, droppes fetaen og toppen drysses med rasp i stedet.

Man kan gratinere retten men mozzerella eller parmesan, men jeg havde noget feta jeg gerne ville ha' brugt. Jeg smed en stor håndfuld basilikumblade og en ditto oregano i minihakkeren + 100 g feta og et æg. Den blev lige det tyndeste, så jeg droppede sprøjteposen og kom det bare på med en teske.

Efter ca 30 minutter på 185°C er squashen færdig, efter min mening. Den er mør, men ikke smattet. Ægget fik fetaen til at sufflere og jeg er ret så begejstret for resultatet.

Garnituren blev en omgang lynstegte grøntsager. 2 nye rødløg, ½ fennikelknold, 3 små nye gulerødder, ½ gul og ½ rød peber skæres i passende stykker og gives et knald på en varm pande i olivenolie. Resterne af den kanalerede squash blev hakket og tilsat til sidst sammen med en håndfuld kikærter og lidt basilikum + oregano.

Saucen blev til af alle squashkernerne og et hakket løg der først blev sauteret i lidt olie. Jeg havde gemt væden fra det glas tomater jeg brugte i går, så den blev hældt på. Først fik den en tur med stavblenderen *wroom wroom*, så tilsmagte jeg den med 1 fed presset hvidløg, lidt balsamico, ½ tsk agavesirup samt salt og peber.

Jeg kogte 2 dl parboiled speltkerner til også.

Max fik den her tallerken.

Jeg fik den her. Det var virkelig et hit. Og der er rester til i aften. Bonus!

Vi spiste tidligt, da jeg skulle i biffen kl 20 og se Soul Kitchen med Hanne Z. Det var en lille tysk filmperle, som jeg på det varmeste kan anbefale. Bagefter sad vi i gårhaven på Cafe Englen og drak te i det gode vejr.

Nu vil jeg skynde mig i bad så jeg kan være klar til dagens program. Jeg skal nemlig tilbringe dagen sammen med den skønne madblogger Hanne K og vi har mange planer. En tur i METRO, et besøg hos Kunst og Køkkentøj og så selvfølgelig en stor omgang sushi på Sushi+. Og mon ikke også vi skal snakke lidt (læs: vildt meget) om mad?

18 kommentarer:

  1. Har du ikke lært, at man ikke må lege med maden? ;-)

    Men det er nu et festligt skue, og så er fyldte squash bare kræs!

    SvarSlet
  2. Ps. og god tur til jer to - nu ikke noget med at købe jer alt for fattige i køkkengøgl! :-D

    SvarSlet
  3. Jeg er også vild med squash - de kan bare bruges til alt!
    Din opskrift på fyld ser rigtig lækker ud - ikke mindst "toppen"! Det må prøves :o)

    SvarSlet
  4. Hej Piskehaps.

    Well, jeg var vist syg den dag de andre fik den lektion :-)

    Tak, det er både smuk og velsmagende mad.

    Tusind tak, det er jo desværre ved at være sidst på måneden, men det koster jo ikke noget at kigge. Men lidt køkkengøgl skal vi da ha'. Vi skal også noget MEGET hemmeligt :-D

    SvarSlet
  5. Hej Bibbi

    Det er vist en af mine ynglings grøntsager.

    Tak skal du ha' :-) Jeg tror jeg skal prøve at feta-toppen på fyldte løg også.

    SvarSlet
  6. De der smarte fiduser du bruger til at udhule og lave riller med, tror du jeg kan få dem i en almindelig Imerco el. lign?
    Dine squash ser jo vildt fine ud og jeg vil gerne blære mig i madklubben næste gang jeg skal have damerne over:)
    Håber I får en skøn dag idag:)

    SvarSlet
  7. Hej Miss Muffin

    Jeg tror du kan få nogle enkelte jern hos Imerco, ellers må du i en mere specialiseret forretning for køkkentøj.

    Du kan også købe dem på nettet her: http://www.kunstogkokkentoj.dk/items.php?vgid=300

    Tak skal du ha' :-) Ja, de er en god del blær over dem. De skal nok imponere damerne :-)

    Tak, det skal nok blive en herlig dag. God dag til dig også :-)

    SvarSlet
  8. Hvor lyder det dog lækkert, og dine billeder er helt utroligt smukke. Det er noget, jeg må prøve at lave her.

    Ha' en rigtig god dag sammen med Hanne K, varme solskinsklem :)

    SvarSlet
  9. Altså, nu sidder jeg her og savler igen !!!

    Håber dig og Hanne får en skøøn dag !

    Hyggehygge
    Marianne

    SvarSlet
  10. Uhm det ser godt ud, og så er det jo virkeligt sundt også. Skønt.

    SvarSlet
  11. Kære Malou
    Det ser forrygende!! Og nu ærgrer jeg mig endnu mere over, at jeg ikke købte de små forskellige jern i KoK... men så har jeg jo en undskyldning for igen at komme til Århus.
    Knus Hanne

    SvarSlet
  12. Kære Malou
    Den feta-top der ser bare alt, alt for lækker ud. Den skal jeg helt sikkert prøve engang.
    Kh Nadia

    SvarSlet
  13. Du kan da vist godt forberede dig på en del courgetter/squash det næste stykke tid i kassen, for de vælter frem nu.

    Sådan en squash elsker som dig burde dyrke dem i altankassen selv, så du bare kunne høste og høste og høste.

    Dejligt med en ny opskrift, for jeg synes ofte, at fantasien strejker, når det gælder denne grøntsag herhjemme.

    SvarSlet
  14. Det ser bare superlækkert ud, utroligt hvad der kan komme ud nogle helt enkle ingredienser som f.eks dine squash.

    SvarSlet
  15. Det ser meget lækkert ud, jeg skal vist lige ud og hente en squash til en bønnerest. Jeg havde ikke tænkt på at puffe osten op med æg. Tak for god inspiration - som altid

    SvarSlet
  16. Hej Klidmoster
    Afprøvede din idé med fyldte squash i går, omend med lidt mexikansk-inspireret tema: tilsatte fintsnittede grønne bønner og taco-krydderier til kødsovsen, samt persille til fetafyldet (i mangel af frisk oregano)... De blev SÅ lækre og (næsten) lige så flotte som dine... bare lidt mere Shrek-farvede :-)
    Og det fedeste: den kan jo varieres på tusind andre måder!

    SvarSlet
  17. @Madame - Tusind tak skal du ha'. Jeg tror det er lige noget for dig :-) Tak, vi fik en skøn dag. Varme klem

    @Marianne - Tak, som du dog savler :-D Tak, vi havde en meget skøn dag. Hyggehygge

    @Mette - Tusind tak skal du ha' :-)

    @Kære Hanne - Tak skal du ha' :-) Jaaaa, kom snart igen - så går vi på rov igen! Knus

    SvarSlet
  18. @Kære Nadia - Tak skal du ha' :-) Den er brugbar til mange ting.

    @Mutter - Uh, jeg håber at det vælter ind :-) Tak, jeg er glad for at du kan bruge inspirationen til noget.

    @Malene - Tusind tak skal du ha' :-)

    @Sushistegen - God ide at komme en rest bønner i :-) Tak, det var for at sikre mig at den stivnede og ikke løb ud - det var så en ekstra bonus at den hævede op. Velbekoms ;-)

    @Onkel Eva - Din variant lyder godt nok også lækker. Jeg har lavet det med hvid fisk engang og det blev også fint. Tak for dejlig tilbagemelding :-)

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...