fredag den 19. februar 2010

Årets første fredagsbøf...

Så nu går den ikke længere - jeg vil altså til at blogge igen. Jeg har virkelig haft svært ved det i den sidste tid. Er pludselig blevet alt for opmærksom på hvad jeg skriver. Det skrevne ord kan alt for let tolkes forkert og så går alt helt i ged. Jeg har oplevet hvor let man kan gå fuldstændig galt af folk i den bedste mening og selv ende med at sidde med Sorteper. Men nu prøver jeg igen - jeg savner virkelig at blogge. Meget af den mad jeg har lavet på det sidste har jeg blogget om før, så det springer jeg over. Men i dag har jeg virkelig rullet mig ud i køkkenet.

Vi havde egentlig snakket om at gå ud og spise i dag. Så kunne vi begge slappe af og jeg kunne blive vartet lidt op. Tanken om en god, saftig rød bøf var nok til at få os til at lede på nettet efter en passende restaurant i Århus. OMG - en bøf koster jo næsten det samme som en bil i disse tider. Og med det halvkedelige tilbehør man kunne få til - nej tak, så hellere undvære.  

Vi tog i stedet bussen ned på Viby Torv og gik i Føtex. Uden at blinke bad jeg slagteren om at skære nogle kæmpestore bøffer til mig. Han er heldigvis en rigtig fornuftig mand, der i stedet foreslog mig at købe et stykke filet og så selv skære det ud til bøffer. Her kunne jeg så få næsten 2 kg kød for den pris 1 bøf på 300 g ville koste på en restaurant. Hvis han skulle åbne den her pakke og skære et par bøffer ud for mig, ville der komme 80 kr oveni. *Snup* Jeg nuppede hele pakken, så blev der også et par bøffer til fryseren. 

I denne uge har jeg fået Stor Basiskasse. Dogmekassen (ene danske grøntsager) består mest af rodfrugter og kål på denne årstid og jeg trængte til en PAUSE. Så i dag skulle vi fråse i frisk salat og lettere grøntsager.

Jeg lavede en stor blandet salat af letdampet broccoli, gulerødder i julienne, agurk (uden kerner), cocktailtomater i både, selleri, italienske oliven og 'feta' i tern. Dressingen bestod af hakket persille, 1 fed presset hvidløg, fuldkornssennep, hvid balsamico, salt, peber og et par dråber agavesirup.

Ca 1 kg kartofler blev skrællet og skåret i tern. De stod i blød for at fjerne overskydende stivelse i ca 10 min. Derefter duppes de helt tørre i et viskestykke inden de kommes i en frysepose.

Kartoflerne blev rystet rundt i posen med hakket rosmarin og tørret mynte, lidt olivenolie samt salt og peber. De fik derefter ca 20 min på 180°C (varmluft).

Jeg skar 2 flotte bøffer af fileten. Ikke for at blære mig alt for meget (well, lidt faktisk), så vejede de nøjagtigt det samme. 310 g på grammet! Så jeg har altså ikke helt mistet håndelaget.

Og så var det bare at dække bord. Jeg tog nogle skyllede salatblade og rev i stykker inden de blev vendt med lidt citronsaft, olivenolie og lidt salt. 

Det blev også til en lækker dip af græsk yoghurt blendet med persille, citron og hvidløg. Ahhhhh, det var bare lige det jeg havde trængt til. Så nu står den bare på rødvin, sofa og musik.

13 kommentarer:

  1. dejligt at du har fået lyst til at blogge igen :) du er en kæmpe inspiration og en glæde at læse med hos. Den bøf er bare.. ja.. smuk! :) det ser virkelig godt.

    SvarSlet
  2. Håber du kommer godt i gang med at blogge igen. Jeg har i hvert fald savnet dine indlæg.

    Måske skal man ikke tænke så meget over det med misforståelser. Gør man det, begynder man at vende og dreje hver sætning...og tilsidst bliver det for besværligt.

    God weekend
    Karina

    SvarSlet
  3. Wow, hvor lækkert! Bare jeg havde mulighed for at lave sådan en middag! Men jeg tror, sneen holder os inden døre i dag, jeg skal i hvert fald ikke ud at køre i bil, så vi må se, om ikke fryseren gemmer et eller andet lækkert. Desværre er vores sidste kasse ved at være tom, men de gode kartofler er der stadig nogen tilbage af, så der skal improviseres.
    Dejligt at du har besluttet dig for at blogge lidt igen. Men husk, det skal være lysten, der driver værket!

    SvarSlet
  4. Dejligt du vil til at blogge igen.

    Mums hvor ser det bare godt ud!
    Det er lige før jeg får lyst til at tage mig sammen til selv at lave mad.

    De sidste 3 uger har jeg levet af fast food. Jeg har ikke orket at lave mad pga. træthed.

    SvarSlet
  5. Det ser bare alt for godt ud. Se, nu har du gjort en stakkels fattig studerende, der sidder på den anden side af jorden uden adgang til et ordentligt køkken, frygteligt sulten :)

    SvarSlet
  6. det lyder så lækkert så lækkert :-) har faktisk lige stået i en butik og stirret på sådan et stort stykke kød som du her skriver om og endte med slet ikke at købe noget MEN det kan jeg jo faktisk godt se man bør gøre.... så det tror jeg lige vi gør :-) rigtig god weekend til jer.

    SvarSlet
  7. Kære Malou

    MUMS!! Det kan godt betale sig at købe en steg og selv skære bøffer.
    Det hele ser skønt ud.
    Knus Hanne og dejligt med Klidmoster-indlæg igen :o)

    SvarSlet
  8. Hyggeligt at møde dig her igen - selv om irl-gensynet i Hell's Kitchen da heller ikke var at foragte :-).

    Hvis ikke jeg havde spist alt for meget til min tøsefødselsdag i dag, så havde beskrivelsen af din dejlige fredagsmad garanteret fået mig til at gå på rov i køleskabet ;-).

    SvarSlet
  9. NAM NAM.

    Jeg må ned og score mig en oksefilet en dag pengene sidder løst i pungen.

    Godt du blogger igen. Manglede mit klidmoster-blog-fix.

    SvarSlet
  10. Line - Tusind tak for de pæne ord :-)

    Karina - Tak skal du ha', det er dejligt at være savnet :-) Ja, jeg skal prøve at give slip på den misforståelse. Tak.

    Nina - Tak skal du ha' :-) Jeg håber da også at I fik noget godt at spise på trods af vejret. Nu har jeg i hvert fald fået bloglysten tilbage - så får vi se hvad det bliver til.

    Esther - Tusind tak skal du ha' :-) Ved du hvad: vi har også spist en masse fastfood på det sidste - man må jo gøre det der er kræfter til ;-)

    Nadia - Tak :-) Åh, din stakkel. Så sad du der og savlede på den anden siden af jorden. Jeg håber at det går dig godt derude i det store udland :-)

    Tankehal - Tusind tak :-) Det kan rigtig godt betale sig at købe et helt stykke kød. Pøj pøj med det :-)

    SvarSlet
  11. Hanne - Tusind tak :-) Ja, det kan bestemt godt betale sig. Det tror jeg at vi gør fremover. Knus

    Morfar - Vi laver en deal: når du kommer herover så laver jeg bøf! Ok?

    Bente - Tak, i lige måde. Det var hyggeligt at se dig igen :-) Uh, det var også noget lækkert mad du havde lavet til din tøsefrokost.

    Sif - Jeg har set en stor øko en i Irma - vi kan evt dele en? Åh, hvor er du bare sød. Møs

    Signe - Tak :-)

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...