mandag den 4. januar 2010

Tilbage til kødgryderne...

Så kommer jeg endelig listende ind i det nye år. Selve nytårsaften var rigtig hyggelig og blev tilbragt sammen med og hos gode venner. Maden var på sammenskudsbasis (der kommer et indlæg om mit bidrag senere). Det er første gang kattene har været helt alene hjemme nytårsaften, men det virker som om de klarede det i stiv arm. Vi kom hjem ved middagstid d 1/1 - og så gik jeg helt kold. Ikke af tømmermænd (drak moderat, er helt stolt af mig selv) men af overanstrengelse. Jeg har næsten ikke kunne bevæge mig siden. Jeg har ikke haft hverken kræfter til at lave mad, blogge eller handle. Det er ellers ved at være længe siden jeg har grædt fordi jeg har haft ondt, men det har været uundgåeligt i de sidste par dage. Heldigvis er jeg ikke faldet i selvmellidenhedsfælden og tager bare tingene som de kommer. Ligge/sidde på sofaen, spise take-out, se serier og lugte af gnu - det kan jeg nu stille op i på olympisk plan! 

Jeg føler mig som verdens værste blogger. Der ligger 72 søde ubesvarede kommentarer og venter. I morgen har jeg et hårdt projekt der skal føres ud i livet: oprydning i mine feeds. Det er planen at jeg skal stresse mindre i 2010, så der skal tyndes ud. Blogland skal være et afslappende sted at komme, ikke et 'arbejde' der skal overståes. Alternativt skulle jeg afmelde alle feeds og så kun kigge lidt rundt efter behov, men så tror jeg dog at jeg vil gå glip af for meget. Nu får vi se hvad det bliver til.

I dag bevægede jeg mig så ud i køkkenet for at komme lidt i gang med at lave noget. Selv om det er pinefuldt at bevæge mig, skal der jo altså noget i maven. Max er begyndt på arbejde i dag, så jeg kunne jo ikke lige kalde på ham. Uh, han skal til samtale på et spændende job på næste tirsdag - så kryds lige fingre for ham der!

Resten af klementinerne fra jul var blevet lidt tørre i skallen. Det gjorde dem næsten umulige at pille, så jeg pressende en skøn juice af dem. Mums, det var som flydende solskin.

Til vores aftensmad ville jeg lave lidt coleslaw af en art. Men jeg havde hovedet under armen og proppede et helt hvidkålshovede i 'Big White' før jeg vågnede op. Så der var hvidkål nok til en hel hær. Jeg tog så bare lige dele revet gulerod og snittet hvidkål til slawen og gemte resten til et lille eksperiment. Dressingen til slawen blev rørt af hvid balsamico, fuldkornssennep, olivenolie, agavesirup, salt og peber.

Jeg kogte en hamburgerryg i 40 minutter og lod den trække i kogevandet lige så længe. Tilbehøret, ud over coleslawen, var ovnbagte selleri-fritter med en græsk yoghurt dip til. Det var godt med noget hjemmelavet mad. Og den sprøde sur/søde slaw var perfekt til det røgede, salte kød og nøddeagtige selleri.

Min veninde E havde spurgt mig om man kunne lave en slags hvid rødkål til jul. Altså en sur/sød kogt hvidkål med krydderier. Det havde jeg aldrig hørt om, men hvorfor ikke prøve. Jeg snittede 2 støre løg i skiver og svitsede dem til de var glasklare i lidt olie, inden resten af den snittede hvidkål kom i gryden.

Nu da julen er ovre, droppede jeg de 'julede' krydderier. Men laurbær, allehånde og sorte peberkorn slap igennem nåleøjet.

Kålen fik en sjat eddike, en hel del rørsukker og lidt salt inden den simrede under låg i ca 30 min. Det smager faktisk helt fint, men bliver altså aldrig et hit på mit julebord. I morgen kommer den i fryseren, så kan jeg gå og spekulere lidt på hvad den skal serveres til. Men medisterpølse men brun SOVS er nok et godt bud.

Her de næste dage vil jeg gøre status over 2009. Det var et år hvor der skete SÅ mange ting. Og der er også et par give-aways på vej. Bloggen har 1 års fødselsdag d 30/1, så det fejret jeg med en give-away. Der er 91 tilmeldte læsere nu og når/hvis jeg når 100 laver jeg også noget der. Så hæng på, 2010 bliver fuld af overraskelser ☺

8 kommentarer:

  1. Hold da op du kære, sikke en omgang. Jeg håber at du er på vej op igen og ikke har ondt længere.
    Velkommen ind i 2010, også på blogsiden og jeg jo kan læse at din/jeres aften var hyggelig, så det er rart.
    Ville bare ønske dig godt nytår og glæder mig til at følge med på bloggen i 2010

    De bedste hilsner og god bedring
    Kristian

    SvarSlet
  2. argh!
    Malou for satan, du skal altså passe på dig selv. Nu har jeg jo heller ikke været online til at holde dig i ørerne, det var nok der det gik galt.

    SvarSlet
  3. Godt du kom godt ind i det nye år ! Og selvom du har det af H til, så er der jo noget positivt ved det..At du tager det som det er, ser det i øjnene og ikke bryder sammen og tror det altid vil være sådan. Det er da sejt og flot !

    SvarSlet
  4. Kære Malou

    Det lyder til, at du har haft nogle slemme dage. Men hold op, hvor er du sej. Men husk nu at passe på dig.
    Det lyder som en fornuftig ting, at få ryddet op i dine feeds - for det skal netop være super hyggeligt at blogge og ikke en stressfaktor.

    Jeg vil glæde mig til at følge dig i 2010.
    Knus Hanne

    SvarSlet
  5. Jammen skønne kvinde altså, pas nu på dig selv. Jeg får helt ondt i maven af at læse om hvor ondt det gør, stakkels dig!
    God idé med lidt feeds-oprydning, det er jo ikke meningen du skal få stress af at åbne computeren!
    Dejlig mad som vanligt.
    Knus S

    SvarSlet
  6. Hej allerbedste kikært

    Du skal altså lære at høre efter hvad Pernille siger. Også selvom hun glemmer at sige det! M'kay?

    ;-)

    Dernæst: oprydning i blogland er en herlig ting. Og man KAN ikke nå at følge med i det hele. Jeg som stort set ikke følger nogen, har lige "fjernet" en trediedel. Det er som at lukke foråret direkte ind i stuen. Så bare smøg ærmerne op.

    Og tænk på at blogindlæggene jo aldrig forsvinder, så hvis man en dag får lyst til at vende tilbage til en blogger, så kan man jo bare sætte sig ned og læse fra hvor man slap.

    Mange knus til dig!
    Og du kan tro jeg skal tænke gode tanker for Max.

    SvarSlet
  7. Det er altså et ret sjovt og sejt eksperiment :-)

    Håber det bedste for jer her i det nye år. Pas nu godt på dig selv :-)

    SvarSlet
  8. @Kristian - Tak skal du ha', det går da lidt bedre. Jeg er jo stadig ved at lære hvordan min sygdom arter sig i visse situationer. Tak, i lige måde :-)

    @Pernille - Ja ja, jeg skal nok passe på. Specielt når du ikke er der til at gøre det! Glæder mig til at se dig på lørdag :-)

    @Miri - Tusind tak skal du ha', jeg prøver at takle livet med oprejst pande. Tak, i lige måde :-)

    @Kære Hanne - Ja, og desværre fortsætter de slemme dage. Men jeg er meget mindre stresset nu, selv om jeg så savner de blogs jeg har valgt fra. Men jeg kan altså ikke nå det hele. Uh, tak - jeg glæder mig også til at følge dig :-) Knus

    @Signe - Du kan selv være skøn ;-) Ja, det er hårdt at bo i min krop for tiden. Men heldigvis er jeg jo en hård nyser selv :-) Det hjalp at rydde op, har næsten ingen stress nu. Tak :-) Knus

    @Vita - Yes Maam, det lover jeg! Hvor er du klog altså , du har bare SÅ ret. Blogland render jo ingen steder. Tak, det skal jeg sige videre :-) Mega-krammer

    @Piskeris - Tak, jeg er ret spændt på om det nu også smager godt :-) Tusind tak skal du ha', det er jeg glad for at du skriver. Det skal nok gå alt sammen :-)

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...