fredag den 30. oktober 2009

Hjemmelavet økologisk SMØR...

Ja, så blev det weekend igen. Men der bliver desværre heller ingen 'bøf-fredag' i denne uge. Stakkels, stakkels Max - først influenza, så tilbage på arbejde i 3 dage og nu ingen bøf! Men han kommer vist ikke til at lide sultedøden alligevel, for jeg har noget rigtig lækkert i ærmet: Grillede jomfruhummere med hjemmelavet krydderSMØR. Og nej, jeg har ikke bare rørt noget købt SMØR med hvidløg og persille - jeg har skam selv lavet det helt fra bunden! Jeg har længe haft lyst til at prøve kræfter med at lave SMØR og efter sidste uges møde med Julia Child kunne det kun gå for langsomt med at komme i gang. Jeg fandt hjælp hos et par andre bloggere her og her. (Og ja, SMØR bør kun skrives med store bogstaver)

Det færdige gyldne SMØR skulle selvfølgelig straks lige smages på en kiks, sæt nu det ikke duede ☺

Det er meget, meget nemmere end jeg havde frygtet, at lave hjemmelavet smør. Det mest besværlige er faktisk alt det opvask det efterlader. 

Hæld ½ liter frisk økologisk fløde i en foodprocessor. Kør ved passende hastighed til det deler sig. Jeg holdt nogle pauser for at tage billeder af de forskellige stadier. Næste gang får den bare *wroom wroom* til det er klart, i et hug.

Det er så her hvor det ikke længere er lækkert som flødeskum. Fedtmolekylerne begynder at danne klumper. Jeg har engang i min læretid kommet til at pisket 40 L fløde til det her stadie. Det skulle bruges til is samme aften, så jeg var godt nok ikke i kridthuset den dag. Det hørte jeg  godt nok meget for, men det var også den værste fejl jeg begik som elev ☺ 

Nu er den lige ved at være der. Massen virker sej. Der er kun få sekunder til forvandlingen sker.

Og vupti - så skiller massen i SMØR og kærnemælk. Der er også et tydeligt farveskift.

Det gule SMØR hældes til afdrypning i en sigte. Kærnemælken der løber fra er sødlig og er fremragende til bagværk.

Med en dejskraber presses der mere kærnemælk ud. Nu begynder det at ligne rigtigt SMØR.

Der gemmer sig dog stadig en del kærnemælk i massen. Det vaskes ud med koldt vand (jeg brugte vand fra køleskabet). Tilsæt lidt vand ad gangen og rør rundt til vandet bliver hvidt. Hæld vandet fra og gentag et par gange.

Når vandet kun bliver svagt uklart kan man stoppe. Klumpen tages op og duppes tør med et stykke køkkenrulle.

Og så er der SMØR! Jeg fik 200g rent SMØR og 2½ dl kærnemælk ud af ½ liter fløde. Som hovedregel siger man 1g salt pr 100g SMØR, så det tilsatte jeg. Jeg brugte Maldon som jeg knuste fint. Jeg tog ⅓ fra som skal bruges til en omgang bagte franske kastanjer. Resten skulle straks røres med rare sager.

Først rørte jeg 2 fed presset hvidløg og godt med friskværnet sort peber i mit SMØR. Og så hakkede jeg en masse bredbladet persille i minihakkeren. 

Det gav den skønneste grønne farve i det færdige krydderSMØR. Nu vil jeg gå ud og lave en omgang jomfruhummere a'la dem jeg så i 'Spise med Price' (program 14). 

Nå, ja - og sådan laver man SMØR. Nemt ikke?

torsdag den 29. oktober 2009

ABC i ord og billeder: F...

Petunias billedleg ABC er i denne uge nået til F. 

Hmm, F kan være mange lækre ting. Både fisk, fars, fromage og frokost har været til overvejelse. Men jeg vælger at mit F skal være Feta!

Min favorit er feta i tern fra Løgismose, men den er ikke altid til at få. Hos Hanne læste jeg for måneder tilbage om den her fantastiske tyrkiske feta i 2 varianter og siden har jeg ikke købt andet. 'Den grønne' er til varme retter og bagning (meget cremet) og 'den røde' er til salater og snacks (fast).

Feta er godt i en helt klassisk græsk salat. Her med blandede oliven, ramsløg og dressing af hvid balsamico, hvidløg og olivenolie.

Her har jeg lavet en knasende agurkesalat. Lagen er kogt med rørsukker, eddike, salt, peber og chiliflager. Inden servering vendes feta i sammen med nyklippet karse.

En lidt mere avanceret salat med feta. Appelsinskiver dryppes med hvid balsamico, olivenolie og lidt flydende honning. Drys med friskkværnet sort peber, feta og ristede græskarkerner.

Her bruger jeg en blendet creme af 'den grønne' som dressing til en kartoffelsalat. Fetaen blev blendet med rød peber og persille. Den blev smagt til med lidt presset hvidløg og honningdijon.

Se andre bidrag med F her.

Lækre planer...

I dag har jeg været inde og handle i byen. Jeg skulle alligevel der ind og snakke vaccinationer med min læge. Jeg hører til i den kategori der kan få en gratis influenzavaccine, så den fik jeg med det samme. Vaccinen mod H1N1 (svineinfluenza) kan jeg komme ind og få første dosis af på onsdag. Det er jeg meget taknemmelig over, for jeg har været noget bekymret over hvordan jeg skulle klare sådan en omgang. Det tager mig i forvejen ca 3 uger at komme mig over en almindelig influenza, så tanken om en der er værre og muligvis dødelig. Uha, godt den bekymring kan droppes. 

I morgen kommer der jomfruhummere fra Aarstiderne. De var lidt pebrede, men jeg kunne altså ikke nære mig. Max og jeg har lige set et afsnit af 'Spise med Price' (program 14) hvor de lavede dem og det så bare SÅ lækkert ud. Opskriften er endda super simpel: flæk jomfruhummerne, fjern tarmstrengen, dæk med krydderSMØR og grill dem kort i ovnen. Lidt for simpelt til en fredag her i hytten., men jeg har en plan.....

Jeg vil sgu prøve kræfter med at lave mit eget hjemmelavede SMØR! Det skal nok blive sjovt. Jeg har heldigvis god hjælp at hente her og her. Der skal laves både almindeligt SMØR og noget med hvidløg/persille. 

Det almindelige smør skal bruges til en gang ristede kastanjer. Jeg fandt nogle rigtig flotte franske af slagsen hos 'Kong Gulerod' i M.P. Bruunsgade. Her fandt jeg også en kæmpe spagetti-squash som jeg skal lege med i weekenden.  

Jeg gik i Irma efter fløde til mit SMØR. Og der lå der lige sådan en bakke og gloede på mig til nedsat pris. Det er aller, aller, aller sidste gang jeg gider spise supermarkeds sushi! (well, det sagde jeg jo også sidste gang). Puha, det var altså ikke et hit. Så jeg glæder mig til på onsdag hvor vi skal ind og spise på Sushi+. Det er godt at ha' lækre planer ☺

Og da jeg har læst hos Piskeriset at det er 'Spil Dansk Dag' disker jeg lige op med Nephew. Jeg hører deres sidste CD DanmarkDenmark hver dag lige i tiden, for jeg varmer op til koncerten på Train på lørdag. Og jeg er så heldig allerede at ha' fået billet til deres koncert i Scandinavian Center d 6/3 2010. 

tirsdag den 27. oktober 2009

Græskar...

Det er græskar sæson og der har været forskellige slags med i mine kasser. Lad endelig være med at falde for fristelsen og købe de der store halloween fætre, de er bitre, tråede og vandede. Køb i stedet de små, aromatiske som f.eks. sorterne Butternut, Hokkaido, Sweet Dumpling og Carnival.  

Jeg havde fået Hokkaido 2 uger i træk samt et lille Sweet Dumpling, som jeg dog gav væk.

Hokkaidogræskar er smukt orange både inden i og uden på. Det kan udhules, fyldes med enten kød- eller vegetarfyld og bages helt i ovnen. Man kan også skære det i både (med eller uden skal) og bage dem til 'fritter'. Man kan også lave en skøn spicy suppe. Og hvis man orker, kan kernerne flækkes og ristes - jeg har prøvet, men det taget alt for lang tid for mig. 

Det andet græskar jeg havde liggende var et Carnival. Det har en rigtig lang holdbarhed og kunne sagtens ligge og pynte på køkkenbordet. Men når jeg nu skulle ha' gang i de andre græskar, kunne jeg lige så godt få det med i samme ombæring. 

Carnival er fastere i kødet og knaldgult inden i. Kernerne kan nemt fjernes med et kuglejern, en isske eller en alm spiseske. Jeg foretrækker kuglejernet da det har skarpe kanter og derfor ikke kræver så mange kræfter. Ovnen blev tændt på 175°C og de udhulede græskar kom i en bradepande med snitfladerne nedad. Efter ca 45 minutter var de alle møre og blev stillet til afkøling.

Der møre græskarkød blev skrabet ud at skallerne og fik en omgang *wroom wroom* med stavblenderen. Det blev til to smukke puréer. Så snart jeg har Sifs bagebog i hus, vil jeg bruge noget af hokkaidopuréen til at bage en græskartærte med. Jeg skal ha' gæster mortensaften og der ville den passe perfekt.  

Puréerne kom i fryseposer der blev gjort så flade som muligt. Så fylder de ikke så meget i fryseren og er nemme at tø op. 

Nu går jeg ind i den 3. influenza uge. Jeg er ved at være godt træt af det. I denne uge tager jeg den dog helt med ro, for jeg SKAL være frisk til på lørdag. Der spiller Nephew nemlig på Train her i Århus og det har jeg glædet mig til længe. Hvis alt går vel skal jeg også se dem d 6/3 2010 i Skandinavien Center. Men lad os nu se om jeg når at få en billet, de går som varmt brød. 

mandag den 26. oktober 2009

Hvad skal barnet hedde?

Max har lige foræret mig en flaske af mine yndlingswhiskyer 'The Famous Grouse'. Efter en god bøf vil jeg hellere ha' en god 'Irish Coffee' end en dessert, så den er god at ha' i huset. Problemet er bare at jeg ikke kan tåle kaffe i maven og koffein i blodet!   

I aftes havde vi lyst til lidt varmt og lækkert. Allerhelst ville vi ha' varm cacao med flødeskum, men der var ingen mælk. Jeg åbnede guf-skabet og det første mit øje fik øje på, var posen med Spicy Chocolate fra Kusmi. Og så var det jeg fik en idé. Hvad med at udvikle en hybrid mellem varm cacao og irish coffee? Først bryggede jeg en meget stærk kande the.

Der kom først 3 tsk mørk muscovadosukker i bunden af glasset. En god sjat whisky fulgte inden den varme the. Til sidst en generøs klat letpisket fløde på toppen. OMG! Det smagte jo helt fantastisk! 

Men hvad pokker skal jeg kalde min nyopfundne gudedrik? Den er lavet af kinesisk the, skotsk whiskey, sukker fra Mauritius og dejlig dansk fløde. Hmm, hvad med'Spicy Chocolate Delight', 'Hot Chocolate Grouse' eller måske 'Dark Creamy Kusmi'? Andre forslag modtages gerne!

søndag den 25. oktober 2009

En engel ved mit bord (part IV)...

Yikes, tog jeg virkelig så mange billeder i fredags? Det står lidt som i en døs, for jeg var godt nok sløj. Det var et vanvittigt projekt at gå i gang med, når jeg burde ha' siddet under et tæppe og slupret suppe. Men 'Julie & Julia' spøgte jo i baghovedet og det kriblede i fingrene for at lave 'rigtig' mad. Det blev en god middag a'la Julia Child, men sikke en omgang. De lyde Max lavede mens han spiste var dog det hele værd. With love, I cook - for love, I cook!

Dagens stegeemne var lækkert fersk lam fra New Zealand (købt i Irma). Kødet blev taget ud af køleskabet i god tid, så det kunne ryste den værste kulde af sig. Inden stegning blev det duppet grundigt med køkkenrulle, for at give den bedste betingelse for en optimal stegeskorpe. 

Lamsebamserne blev først brunet godt af i en blanding af SMØR og olivenolie. Derefter kom de op i et ildfast fad, fik et godt skud salt og peber og kom derefter i en 200°C ovn i ca 15 minutter. Hvilede overdækket i 5 minutter inden tranchering. Og så var der ENDELIG mad!

Rosastegt lammefilet m/ kartoffel-pastinakpuré, kejserhatte, sauteret rosenkål, gulerod og sauce vin rouge.

Efter middagen blev saucen og skyen fra lammet pakket i poser til fryseren. Saucen vil blive brugt juleaften og lammeskyen til en indisk gryderet (der var også ca halvdelen af kødet tilbage, som ligeledes kom i fryseren).

De sørgelige rester. Dette vil blive husket som dagen hvor vi åd en hel pakke SMØR til middag!

OMG! Sikke et køkken det efterlod. Det hele fik bare lov til at sejle bagefter. Jeg var helt færdig og skulle bare sidde lige så stille og nippe til et glas rødvin. Lørdag stod Max op og ordnede det hele mens jeg hvilede på sofaen. God stil!

Der er ikke noget at sige til at halv- og helfabrikata er blevet så populære i de moderne husholdninger. Det tager jo vildt langt tid at lave sådan et måltid fra bunden af. Og det her var jo endda kun en ret, tænk hvis jeg skulle ha' lavet forret og dessert også. Gys! Men escargots og chokolademousse havde nu også været mere end vi kunne klemme ned. (Det er så løgn, men lad nu det ligge). Men det var fedt at lave både sauce, puré, garniture og kød helt fra bunden i Julias ånd.

   BON APPÉTIT!

En engel ved mit bord (part III)...

Der skulle jo også noget garniture til fredagens middag a'la Julia Child. Garnituren bestod af blandt andet af rosenkål. Der havde været en stok med i sidste uges 'Dogmekasse' og den skulle under kærlig behandling.

Jeg ELSKER når grøntsagerne kommer på den måde. Det er sgu da dogme der vil noget.

Det tager lidt tid at klargøre rosenkål, men det er bestemt umagen værd. Behandlet nænsomt kan de være en stor delikatesse. Bliver de derimod mishandlet, kan de være en pine at klemme ned. Og ja, jeg taler jo af bitter erfaring!

For at minimere tilberedningstiden, snittede jeg de små fine rosenkål i grove skiver. Lige inden servering fik de et knald på en varm pande, i SMØR. Efter ca 30 sek blev de overhældt med ½ dl kogende vand og fik lagt låg på. De dampede færdig på ca 3 min og blev tilsmagt med salt og peber.

Vi fik også lidt Kejserhatte til. De var at finde i ugens 'KUK Kasse'.

Husk: rigeligt SMØR ☺

På en varm pande ristes svampene. Det er vigtigt ikke at komme for mange på af gangen. "Don't crowd the mushrooms" som Julia siger. Hvis man kommer for mange svampe på panden, vil de væske for meget og forhindre dannelsen af stegeskorpe.

De gyldne, ristede svampe, kom (efter krydring med salt og peber) til afdrypning på fedtsugende papir. Lige inden servering fik de 10 sekunder i mikroovnen. Sorry, Julia - det skulle gå stærkt.

Det var så saucen, puréen og garnituren, nu mangler der kun kødet. 

BON APPÉTIT!

En engel ved mit bord (part II)...

Fredagens middag a'la Julia Child var en kæmpe omgang i køkkenet. Der var så mange forskellige delelementer der skulle være færdige på en gang. 

Rosastegt lammefilet m/ kartoffel-pastinakpuré, kejserhatte, sauteret rosenkål, gulerod og sauce vin rouge.

Saucen begyndte jeg på allerede kl 10 om formiddagen. Garnituren (svampe og rosenkål) og kødet blev først lavet lige inden servering. Puréen lavede jeg om eftermiddagen, da den holder sig fin og nemt kan genopvarmes.   

Puréen blev lavet ca 750 g kartoffel og 150 g pastinak. Disse økologiske pastinakker har en meget potent smag og smager godt igennem. Derfor kom jeg ikke så mange i, der skulle bare være et hint af pastinak. Grøntsagerne blev skrællede og skåret i grove stykker, der simrede møre i letsaltet vand i ca 35 minutter. Vandet blev hældt fra og grøntsagerne dampede tørre i den varme gryde. 

Det er en lidt omstændig proces at lave en puré. Først presses kartoflerne og pastinakkerne igennem et 'sne-jern'. 

Det giver en fin 'sne' som sagtens kan serveres til gryderetter og deslige.

Derefter passeres 'sneen' igennem en sigte. Det er hårdt arbejde for mine fibro-hænder, så jeg måtte ha' lidt hjælp af Max.

Det gav en nogenlunde fin 'mos'.

SMØR til saucen (125 g) og SMØR til puréen (150 g). Det er meget, men er med til at give en helt fantastisk smag og konsistens.

150 g blødt SMØR arbejdes ind i den varme mos, lidt efter lidt.

Og røres derefter til en puré med en opvarmet blanding af 1½ dl fløde og 1½ dl mælk. Smages til med salt og hvid peber.

Ønskes en finere puré, kan den passeres igennem en (fintmasket) sigte igen. Det GAD jeg bare ikke! Lige inden servering varmede jeg puréen i en gryde med lidt ekstra fløde.

  BON APPÉTIT!

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Klidmoster.dk Copyright © 2009 Designed by Ipietoon Blogger Template for Bie Blogger Template Vector by DaPino