lørdag den 28. februar 2009

Fuglen i posen...

I dag har været en rigtig god dag. Med lidt kemisk hjælp sov jeg 8 timer i nat. OTTE timer, det er over det dobbelte af en 'normal' nat. Så jeg føler mig frisk og overskuds-agtig, måske endda en smule overgearet. Jeg havde en kæmpe 1500 g kylling fra kassen der lå og gloede i køleskabet. Den har jeg lige taget mig kærligt af. Først tænkte jeg på bare at koge den i stedet for at stege den, da jeg ikke magter (læs: gider) at gøre bradepanden ren bagefter. Men så var det jeg kom i tanke om at jeg havde set en kylling lavet i stegepose på Newyorkerbyheart, for et stykke tid siden. Så den lod jeg mig stærkt inspirere af. Jeg fandt også lige en 'mormor-dressing' der, som jeg plankede til aftenens salat af hovedsalat og agurk.

Kyllingen blev skyllet og duppet tør. Fyldt med en citron skåret i både og en generøs håndfuld persille. Fuglen blev smurt med lidt smør og krydret med urtesalt og friskkværnet peber. I stegeposen kom der også 2 porrer, 3 stængler bladselleri og 2 skrællede gulerødder. Et ekstra skud persille og lidt selleritop. Fuglen fik ca 1 time ved 200°C.

Jeg tog kyllingen ud af posen lod den dampe lidt af. Grøntsagerne var møre og lækre, uden at være smattede. Vi spiste lårene og overlårene i dag og gemmer resten. Skyen blev siet og sat på køl, den vil jeg bruge til et eller andet i morgen.

Kylling, grøntsager, salat med 'mormor-dressing' og linsesalaten fra i går. Det var det pureste guf!

Ægge så dårligt...

Der kan være mange minder forbundet med duft og smag. Det kan være negative smagsoplevelser og tvungen indtagelse fra barndommen, der giver trælse associationer. Det kan få en til undgå visse madvare for bestandigt. Heldigvis er det også positive oplevelser og minder der kan aktiveres. Der var karse med i kassen i denne uge. Det får mig til at mindes frokoster på terrassen en varm sommerdag. Duften af græsset og smagen af solmodne tomater plukket direkte i drivhuset. En æggemad på hjemmebagt rugbrød. Åh, det er ren nostalgi.

Selv om det er den allersidste officielle vinterdag, blev det til en sommermad. 

'Rystet' rugbrød, salatblade, smilende æg, cherrytomater, mayonnaise & karse. Et skud friskkværnet peber og et drys flagesalt. Ah, det var den perfekte lørdagsfrokost.

Award

Jeg er blevet tildelt denne skønne award af Anette, hvis blog jeg er begyndt at følge. Det glæder og varmer mig at få den. Jeg fik den med disse ord:

"Klidmoster (Malou) er en blog jeg først lige er begyndt at følge. Jeg glæder mig til at lære hende nærmere at kende og ikke mindst blive inspireret af de mange opskrifter på bloggen".

Tak i lige måde, Anette!

“Denne bloggen investerer i og tror på NÆRHET- nærhet i rom, tid og forhold! Disse bloggerne er usedvanlig sjarmerende og søte,og formålet er å finne og å være venner. De er ikke opptatt av utmerkelser og selvhevdelse. Vårt håp er at når båndene på disse utmerkelser er kuttet, vil enda flere vennskap ha forplantet seg. Vær vennlig å gi litt ekstra oppmerksomhet til disse!"

Det er den anden award jeg får. Misforstå mig nu ikke, for jeg er glad og taknemlig over at få den. Første gang valgte jeg 5 bloggere ud som awarden blev givet videre til. Det var svært for der var mange jeg gerne ville glæde. Derfor har jeg valgt ikke at give denne award videre til nogen bestemt! Jeg følger (og hold nu fast) 76 blogs, som alle har noget helt særligt at byde på.

Så værsgo, her er en 1/76 dels award til jer alle :-)

fredag den 27. februar 2009

Helt i fisk...

Min første fiskekasse fra Aarstiderne indeholdt 600 g filet af rødfisk. Det er en lækker mager og kødfuld dybhavsfisk, som bliver meget fast og lækker når den steges på panden. Den skal skrabes fri for skælrester og eventuelle ben fjernes med en fisketang. Skindet ridses med en skarp kniv og fisken krydres med salt og peber. Steges med skindsiden nedad på en knaldvarm pande i ca 5 min. Vend fisken og tag panden af varmen og lad fisken trække færdig ca 2 min. Dryp med citron ved servering. Jeg lavede to salater til, både for at få brugt resten af rødbederne fra sidste uge, men også for at få noget mere protein på tallerkenen. Jeg syntes at det kan være svært at blive mæt af et fiskemåltid alene. Der skal noget ret substantielt tilbehør til, hvis jeg ikke skal gå i guf-skabet senere på aftenen. 

Salat af kogte rødbeder i tern, kikærter og karse. Marinade af olie, honning, balsamico, fuldkornssennep, salt og peber.

Jeg er vild med fennikel. Det har jeg været siden jeg var barn, hvor jeg kaldte den 'lakridskål'. Desværre er det ikke Nallefars favorit grøntsag. Men hvis den bliver gemt lidt væk i en gryderet eller en blandet salat, går det fint med at få den ned.

Salat af møre Puy linser, gulerødder i julienne, cherry tomater i tynde både og dampet fennikel i tern. Marinade af olie, citron, tørret oregano, salt og peber.

 Skindstegt rødfisk m/rødbede- & linsesalat

En ordentlig en på kassen...

I dag har været den største kasse-dag overhovedet. Jeg havde bestilt både frugt, grønt, kød OG fisk. Nu skulle det være. Når jeg hører budet pusle i opgangen, går jeg straks i gang med at slæbe kasserne ind i køkkenet. Og så begynder den store udpakning.

Jeg kommer for sjældent til fiskemanden, så det er skønt at få det bragt til døren. Så i aften skal jeg lege med 600 g rødfisk. Det bliver nok noget salat-halløj med skindstegt fisk. Jeg elsker sprødt, salt fiskeskind. Kødkassen bød på hakket oksekød, nakkekoteletter og 1 hel kylling.

Der var en ananas med i dag, som jeg vil glæde mig til at smovse i. Hvis det kniber med at få den spist, fryser jeg den i små tern. Så kan jeg tage lidt op af gangen og blende med til smoothies.

Det var KUKassen jeg fik i denne uge. Der er flere lette grøntsager og aldrig kartofler i den. Hele køkkenet dufter af den skønne karse, som kommer i salaten i aften og på æggemadder i morgen.

Og så blev det tid til en omgang frokost. Resten af svinemørbraden og kartoflerne fra i aftes, fik en hurtig tur på panden. Et spejlæg, lidt ketchup og lidt HP sauce fuldendte billedet. 

Se, hvilken morgenstund!

I dag bliver en god dag. Det kan jeg allerede mærke nu. Med morgenmaden i maven, te på kanden og dagens opgaver planlagt. I dag fik jeg min yndlings morgen-spise, som dog blev 'pimpet' lidt. Det er super nemt at lave havregrød i microen. 1 dl gryn og 2 dl vand blandes i en skål og køres 90 sek på fuld effekt. Røres med 1 knsps salt og serveres med valgfri topping.

Havregrød m/æbletern, ahornsirup & kanel

Så kom bare an fredag, jeg er klar!

torsdag den 26. februar 2009

Hele svineriet...

Det har været et par stride dage at komme igennem. Men jeg fik heldigvis samlet energi nok til at lave aftensmad i dag. Når jeg først kommer ud i køkkenet og går i gang, så går det slag i slag. Da det er torsdag og oprydningsdag i kasserne, kom der lige en ekstra lille ting på menuen. Jeg har aldrig været ret god til at bruge julesalat. Men som 'kassedame' har jeg været nødt til det, da de ret tit er med her om vinteren. I dag blev de kogt ca 10 min i letsaltet vand, afdryppet og vendt i speltmel med salt og peber. Lige inden servering blev de stegt gyldne i smør og drysset med lidt sukker og dryppet med citronsaft. Kartoflerne var den sædvanlige sprøde ovn version. Mørbraden blev afpudset, krydret og brunet på en pande der kunne gå i ovnen.

Jeg steger for det meste hele kødstykker ved hjælp af stegetermometer. Det giver mig frihed til at koncentrere mig om andre ting imens. Jeg stegte svinemørbraden på 160°C til en kernetemperatur på 60°C og lod den hvile tildækket i ca 10 min. Saucen er fond fra fryseren med lidt minimælk, jævnet med majsstivelse og tilsmagt med salt, sukker og balsamico. Rødkålen skulle bare varmes igennem. Og så var der mad. 

Svagt rosa svinemørbrad m/sprøde kartofler, stegt julesalat, rødkål & skysauce

onsdag den 25. februar 2009

Den rødeste kål...

Det bliver ikke til meget madlavning i dag. Jeg er kørt helt i sænk og har tilbragt det meste af dagen på sofaen. Det blev til en gang take-out fra Stromboli i dag. Det er første gang (og bestemt ikke sidste) vi får mad derfra. Det var rigtig godt!

Grillspyd af lam, okse & kylling m/basmatiris, salat & tzatzaki. 

I morgen skal den sidste svinemørbrad under kærlig behandling. Der er et rødkålshoved med i denne uge, så det bliver til en gang hjemmelavet rødkål. Jeg orker ikke at tygge mere råkost i denne uge. Jeg glemmer aldrig da jeg fik en ordentlig hjemmelavet rødkål første gang. Det var en juleaften hos min veninde E, som havde tryllet den mest fantastiske kål frem. Jeg var målløs, det var SÅ godt. Beauvais -go home! Jeg har ikke spist færdiglavet rødkål siden, der er ellers et par udemærkede økologiske mærker at få. Jeg har eksperimenteret meget med opskriften fra gang til gang, men er nu nået frem til min favorit. Selv om den har 'julesmag' er det den jeg laver året rundt.

1 fintsnittet rødkålshoved
2 dl rødvin 
1 dl balsamico
1 glas ribsgelé
1 vaniliestang
1 laurbærblad
1 stjerneanis
2 små kanelstænger
Salt & peber

Svits kålen til den falder sammen i lidt olie. Tilsæt rødvin og balsamico samt et helt glas ribsgelé. Flæk vaniliestangen og skrab kornene ud og lad begge dele koge med. Tilsæt kanelstængerne, laurbærblad og stjerneanis og lad kålen koge ca 30 min. Fjern derefter den ene kanelstang, stjerneanis og laurbærbladet. Lad kålen simre til den ønskede mørhedsgrad og fjern de sidste krydderier. Smag til med salt og peber. Og vupti, så har du (efter min mening) verdens bedste rødkål!

Så kan du vælge at si kålen fra lagen og koge den ind til en sirup. Den kan holde sig rigtigt længe på køl. Så kan den koges med til den næste omgang rødkål. Da den indeholder krydderierne og sødmen, skal der blot tilsættes mere rødvin og balsamico. Sirupen kan også med fordel anvendes som en gastrique, til at finjustere saucer med. Da kålen har en begrænset holdbarhed, kommer jeg den på bittesmå patentglas eller fryser den i portionsbøtter. Så er der altid frisk rødkål til medisteren eller dellerne.

Her fra juleaften flankeret af sprødmør rosenkål og brunede kartofler.

I dag har der rigtig været katte idyl i det lille hjem. Myren og Iske putter sig ellers aldrig sammen, så det er noget af et særsyn. Myren vågnede da blitzen glimtede, men faldt heldigvis i søvn med det samme igen.

Ren råhygge!

tirsdag den 24. februar 2009

This little piggy...

Selv om jeg for det meste er alene hjemme om tirsdagen, spiser jeg alligevel varm mad. Jeg skulle egentlig have haft rester fra i går, men der var tilpas meget til at det kunne fryses og gemmes til en middag for to. Og så er det der jeg bliver lidt 'jysk' og mener at det er det mest fornuftige og økonomiske. Argh, jeg er godt nok blevet en voksen og ansvarlig husmoder.

Heldigvis havde Føtex en pakket øko svinekød tilbage, så den nuppede jeg med hjem. Det blev til en sprød karbonade med super saftig midte. Der var stadig nogle rodfrugter tilbage fra kasserne, men det begynder at se lidt tomt ud. 

Karbonade, bagte rødbeder m/balsamico, bagte jordskokker & gulerødder m/timian, gårsdagens råkost og græsk m/hvidløg & citron. Åh ja, og for så at slutte med den ultimative forkælelse på en tirsdag: et godt glas australsk shiraz. 

Pandekagedag...

Efter at have læst det her indlæg i aftes, vågnede jeg, med en afsindig lyst til pandekager. Jeg tog lige på rundtur i blogland først. Og om ikke der også var pandekager på menuen her. Det er ikke den sundeste morgenmad, men min undskyldning er, at der ikke er så meget frugt tilbage i denne uge :-D

Der var heldigvis et par æbler at gøre godt med. Jeg lavede en hurtig micro-æblekompot. Bare lige 2 skrællede æbler i tern, i en bøtte og så 2 min på fuld skrue.

Nybagte pandekager m/æblekompot & ahornsirup.

Hej Bloggere.

Der er godt nok problemer med at kunne lægge kommentarer mange steder. Jeg tror det kan løses ved at ændre indstillingerne fre 'Indlejret nederst på indlæg' til 'Fuld side'. Det har jeg lige gjort. Prøv venligst om det kan lade sig gøre at lægge en kommentar nu.

Testing, testing - er der hul igennem?

mandag den 23. februar 2009

Så artig en husmoder...

Selv om jeg ikke rigtig har sovet i nat, gik jeg alligevel amok i køkkenet. Well, amok er måske så meget sagt. Men det er en masse projekter jeg har haft gang i på en gang. 

Aftensmaden skulle være en simreret, som kunne passede sig selv. Jeg havde taget kød ud af fryseren i går, men orkede ikke at lave mad. Så i dag skulle det bruges. Det blev til en stærk marokkansk 'ras el hanout' gryderet.

Ras el hanout betyder 'husets bedste blanding' og kan bestå af op til 100 forskellige krydderier. Min personlige blanding er med: kardemomme, nelliker, kanel, chili, korianderfrø, spidskommen, muskatnød og blomme, sort peber og gurkemeje.

Oksekød i strimler og løg i grove tern svitses på en stegegryde. Tilsæt ca 1 dl rødvin, 3 spsk ras el hanout og 1 ds hakkede tomater. Hæld oksefond på til det netop dækker. Gryden skal simre ved svag varme i ca 1 time. Derefter tilsættes et par gulerødder i skiver, en håndfuld tørrede abrikoser i strimler og 3 dl kogte kikærter. Kog yderligere 30 min. Smag til med salt, peber, citron og flydende honning. Jævn med majsstivelse.

Serveret med kartoffel-selleri 'sne' og råkost af rødbeder, gulerødder og æbler.

Det er ikke nogen hemmelighed at jeg ikke er en ørn til at bage (i alm ovn). Da jeg var i lære bagte jeg kage til 300 pers uden at blinke, men det var i en kæmpe ovn med en masse smarte funktioner. Men i dag skulle det være. der lå en masse pærer og gloede i frugtkurven. Jeg var forbi 'Hanne K´s verden' den anden dag og faldt over denne pæretærte. Den så tilpas overkommelig ud for mig, da bunden ikke skulle rulles ud. Jeg brugte dog speltmel i stedet for hvedemel, for det var det jeg havde.

Nallefar grinede og sagde: "Og det byder du mig, efter alle de år" :-D

Mandagstema uge 9...

I dag starter Mette fra Koselig Koselig op med sit nye initiativ Mandagstema. Hver søndag postes der et ord, en idé eller et tema, som man så skal fortolke på sin blog mandag. 

Ugen ord er Mykt (blødt).

Opgave lyder: Hva er mykt hos deg? Hva får deg til å bli myk?

Iske, selvfølgelig! Ikke alene er han den blødeste kat jeg nogensinde har haft, han gør mig også nougat-blød indeni. Han kan smelte alle bekymringer bort nar han kommer og ligger tæt og ælter i mit lår. Skønne kat.

Lemonade Award...

Jeg sidder her med røde kinder. En træls søvnløs nat er lige blevet 'reddet' af en dejlig besked. Jeg er blevet tildelt en award af Newyorkerbyheart med ordene: "Klidmoster: For hendes entusiasme, lækre mad, skønne holdning til mad og kærlighed til katte".  Wow, det gør godt. Tusind tak Birthe, den er jeg meget glad for. 


Her er hvad "Lemonade Award" står for:

The Lemonade Award is given by a previos winner to 5 bloggers who have shown great attitudes and/or gratitude this week. It’s a great way to show these people that you appriciate them. All you have to do is:

1. Put the logo on your blog or post.

2. Nominate at least 5 blogs and be sure to link your nominees within your post.

3. Let them know that they have received this award by commenting on their blog.

4. Share the Love and link to this post and the person from whom you received your award.

Hmm, hvordan vælger jeg dog 5 ud, blandt alle de gode blogs jeg følger? Jeg er generelt ikke vild med at favoriserer nogen. Ville nok helst enten uddele en award til alle eller ingen. Men lad mig nu prøve at opfylde betingelserne. Ok, så gør jeg sådan.

Jeg uddeler awarden til:

Vibekes mad - Vibeke, fordi hun så generøst øser ud af sin kreativitet og køkkenteknik. 

Madames huskeblok - Madame, for sin humor og skarpe observans på alle områder.

Lille mig i den store verden - Frk. Bibo, fordi det kræver mod og stædighed at leve med en kronisk sygdom.

Dagbogen ver .2.0 - Nina, fra en 'kassedame' til en anden :-D

Tina - omme i London - Tina, der er langt hjemmefra men alligevel tæt på.  Også lidt til Piphans, da egern har en særlig status :-) 

søndag den 22. februar 2009

Et fund for de penge...

Jeg elsker udstyr og gadgets. Jo flere, jo bedre. Mit skab bugner af sære dimser og aggregater til køkkenbrug. En skøn blanding af nyt, gammelt og loppefund. 

I dag kom jeg forbi den lokale Imerco og spottede det her sæt. Jeg har længe haft kig på en gasbrænder, men de har været for dyre set i betragtning af deres begrænsede anvendelsesmuligheder. Men her var et sæt med 4 ramekiner oveni, nedsat efter valentine´s day, fra 299,- til bare 99,-. Haps, det måtte jeg bare eje. Så nu kan jeg lave hjemmelavet creme brulée og 'grille' skindet af peberfrugter. 

Jeg kan ikke længere presse appelsiner og citroner, det er for hårdt for hænder og håndled. Så jeg blev rigtig glad da jeg, i en genbrugsbutik, fandt denne relativt nye saftpresser fra OBH til blot 40 kr. Det er det jeg elsker ved genbrug. Hvorfor smide noget på lossepladsen, når der er en anden der kan få glæde af det?

"Susie salt & Percy pepper"

Sort og hvid er dagens farver i farvelegen. Salt & peber var jo det oplagte valg for mig, men viste sig at være møgbesværlige at fotografere. Saltet blev totalt overbelyst og peber tæt på er ikke sort, men mange forskellige brune nuancer. Hmm, ud til højre med den idé. Sort-hvide billeder var der ingen af i arkiverne, så jeg måtte begynde helt forfra.

Mine sorte og hvide billeder

Mit trådløse tastatur som jeg blogger med.

Stilleben fra køkkenet.

Mit køkken ur, indstillet efter 'Århus-bustid' (3 min for tidligt), så jeg altid kommer afsted i rettet tid.

Detalje fra sålen på mine nye Ecco sko.

Og endelig min hat fra nytårsaften. Hatten fik jeg af vores gæster, fjerene satte jeg selv på. Alle de andre gæster fik farvestrålende glimmerhatte, men jeg blev heldigvis udstyret med denne sorte heksehat. Perfekt til en klidmoster! 

lørdag den 21. februar 2009

Lilla-la-la...

Av, den var værre. Lilla. Jeg har da ikke noget der er lilla, eller hvad. I mine unge dage tullede jeg rundt i Århus i en fed lilla indisk hippiekjole. Men det var dengang. Nu har jeg et meget anstrengt forhold til farven. Den er blevet brugt og misbrugt. "Den bedste pause er lilla, lilla pauuuse...la la la ". Milka lilla pause, hvorfor? Den smukkeste lilla er (efter min mening) en våd rødvinsplet på en lys blå trøje! Men nu er jeg gået på opdagelse i skabe og skuffer og jeg har nu fundet så meget lilla, at jeg må begrænse mig. 

Mine lilla billeder

Fra panik-fasen 'jeg har ikke noget i lilla, jeg må skabe noget'. Et studie i rødbedesaft, rødkålsvand og græsk yoghurt. Men det lykkedes da øverst til venstre. 

Rødkål, up close and personal.

Sugerør fra nytårsaften på mega zoom.

Det er vist ikke nogen hemmelighed at jeg falder i kategorien 'og andre barnlige sjæle', så Harry står selvfølgelig i min reol.

Og endelig "Den Lille Lilla". Jeg var vild med Prince i mange år. Men så blev han mere sær end mig og jeg stod af. Men den her er dog en klassiker som jeg vender tilbage til, igen og igen. Og vupti, så er jeg tilbage i 80´erne.

fredag den 20. februar 2009

Noget gammelt, noget nyt, noget bagt og noget sprødt...

Ja ja, jeg ved det godt. Man bør ikke bruge ordet 'gammel' i forbindelse med mad. Undskyld, chef - du ved hvad jeg mener. Det drejer sig om at bruge de rester der har ophobet sig i køleskabet. Jeg hader at smide brugbare rester ud. Jeg har spenderet gode penge på at købe nogle sunde råvarer og det er noget svineri at smide mad væk, der sagtens kan spises dagen efter. Giv gæster rester med hjem, frys det til en anden god gang eller lav kreativ restemad. Jeg havde lyst til en god bøf i dag, men holdt mig i skindet. Der var rester der skulle bruges.   

I dag fik jeg ikke den sædvanelige kødkasse, med derimod disse to flotte svinemørbrader fra Aarstiderne. Når man modtager sit kød, ligger det i en isoleret flamingokasse på isflager. Jeg kastede mig straks ud i en omgang fyldt mørbrad. Der var lidt rødbedepostej tilbage fra i går. Det mosede jeg med en gaffel og rørte det med et sammenpisket æg og lidt smuldret feta. Den ene mørbrad blev afpudset og fyldt, lukket med kødnåle og brunet på en hed pande i olivenolie + 1 tsk smør. Den blev lagt i et ildfast fad og stegt færdig i ovnen ved 175 C i ca 25 min (varmluft). 

Lidt bagte kartofler og gulerødder med olivenolie, frisk timian, friskkværnet peber og Maldon.

Salat af tynde skiver jordskok og æble. Marinade af appelsinsaft, hvid balsamico, olivenolie, Maldon og peber. Drys med ristede solsikkefrø ved servering.

Mørbrad m/rødbede & fetafyld. Bagte rodfrugter m/timian, jordskoksalat m/solsikkekerner og gårsdagens sennep-peberrodscreme.

What are the odds?

Så har jeg modtaget mine kasser og fået dem pakket ud. Jeg har for vane at tage et billede af frugten, så jeg kan føre statistik over hvad der kommer.  Da jeg fik det over på computeren og op i stor størrelse, blev jeg godt nok noget forbavset over synet.

Det indeholder ALLE ugens farver!

Æbler i rød og gul, orange appelsiner, grønne pære, lilla vindruer, en blå - hvid skål fra opvasken og en kniv med sort skaft.

Det er helt vildt!

Fredags-farven...

Yep, orange er nem. Måske den nemmeste af dem alle. Det krævede bare lige en tur i køkkenet, troede jeg :-) 

Mine orange billeder

I frugtskålen tilbringer disse appelsiner deres sidste timer. Til min morgenmad bliver de forvandlet til juice på min 'nye' elektriske citruspresser (et loppefund til 40 kr) og nydt.

Det vil sige næsten alle appelsinerne bliver til juice. Jeg måtte lige skære et par stykker i fileter for at lave dette billede.

Gulerodsspåner lavet med en tyndskræller.

Koldpresset dansk rapsolie i Eva Solo karaffel.

Well, jeg kunne ikke selvfølgelig ikke holde mig helt i køkkenet. Jeg skulle lige have hende her med som orange. Jeg fandt hende på QXL og var helt solgt. Aldrig har jeg ønsket mig en killing mere end hende. Men da jeg fik kat nr 3, lovede jeg ikke at plage om en nr 4. Og det måtte jeg jo...suk..holde.

Jeg kunne ikke vælge hvilket billede det skulle være, så det bliver dem begge.

Er hun ikke bare smuk - og orange?

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Klidmoster.dk Copyright © 2009 Designed by Ipietoon Blogger Template for Bie Blogger Template Vector by DaPino