mandag den 7. december 2009

Julefrokost part I...

Lørdagens julefrokost var en bragende succes. Den var et sammenskudsgilde, forstået på den måde at jeg lavede alt maden og så afkrævede gæsterne kolde kontanter. Jeg havde ingen dug, men Tine var så venlig at tage en med jeg kunne låne. Jeg må indrømme at jeg snappede efter vejret da jeg så nisserne, men den kom da på bordet. Som aftenen skred frem blev jeg dog ret gode venner med den, og har nu fået lov til at låne den til rollespillernes jule tam-tam d 18/12 også.

Vi spiste i etaper og tog den meget med ro i mellem retterne. Sildene kom på bordet kl ca 19 efter en hyggelig eftermiddag med te, kage og stjernefletning. 

Det var først gammeldags modnede store norske sild m/rå løg, kapers og hjemmelavet karrysalat

Det var en skøn måde at lægge ud på. Der var St Feuillien i ølglasset og en kølig Linie aquavit til. Rugbrødet var fra Emmerys, smørret fra Thiese og stemningen var høj.

Dernæst gik vi ombord i de hjemmelavede stegte sild. De var lige det syrligste, men hev den hjem på den fine smag af alle julekrydderierne.

Efter sildene holdt vi en pause, hørte noget julemusik og flettede videre på stjernerne. 

2. runde var røget laks og æg m/rejer. Det ser måske lidt voldsomt ud til 4 personer, men der er også til Max. Han spiser ikke sild, men det her er noget af det bedste han ved. Og det var så også her jeg lærte om Ibens næsten religiøse forhold til røget laks. Der er tale om tilbedelse på højt plan.  

Store øko æg kogt i 9 minutter, pyntet med mayonnaise, cherrytomat, rejer og dild. Jeg købte nogle gode frosne rejer, da jeg syntes at dem i lage har en underlig kemisk smag.  

Laksen var opdrættet uden brug af farvestoffer i foderet. det gør farven bleg og ægte laksefarvet. Jo rødere en laks er (vildlaks undtaget), jo flere farvestoffer har den indtaget. Vilde laks lever af små skaldyr og alger med rødt pigment, de fleste opdrættede laks får foder af fiskemel tilsat astaxanthin (rødt farvestof E-161). Det tåler jeg ikke så godt, så jeg vælger laksen så bleg som muligt. Jeg serverede hjemmelavet rævesauce til.   

Rævesauce er både elsket og hadet. Mange kender det som dilddressing og det fåes i mange rædsomme købevarianter. Jeg laver min uden dild, men giver frisk dild til. Rævesauce kan laves af mange forskellige slags sukker og sennep. Jeg har gennem årene smagt mig frem til en perfekt kombination af mørk muscovado og dijon. ½ dl sukker og ½ dl sennep, friskkværnet peber, salt og 1 tsk hvid balsamico røres sammen i en skål og trækker på køl i et døgn før servering. 

Laksen var blød, cremet og perfekt røget. Serveret på lunet speltbrød og med Newcastle Brown Ale i glasset. Åh, så var der for alvor taget hul på julen. Da vi havde fået fisken af bordet stod den på pakkeleg. Vi havde ca 30 pakker til 4 personer. Det var simpelthen SÅ sjovt. Det fik det værste/bedste frem i de snaldrede kagedåser og der blev kastet, rapset og skraldgrinet mens det stod på. Og så flettede vi lige nogle flere stjerner bagefter.  

I morgen følger resten af julefrokostens 4 retter.

Dagens pakke var et glas økologisk vaniljesukker, som jeg vil bruge til bagværk og dessert i den kommende tid. 

Puha, det kniber stadig med at få skeerne til at slå til. Men jeg er glad og ved godt mod ☺

8 kommentarer:

  1. Det der var virkelig en julefrokost jeg ville ønske jeg var med til .... wauw... det ser bare lækkert ud :-p

    SvarSlet
  2. Hvor ser det bare lækkert ud, det er da lige til at kaste sig over :)

    Jeg kan godt lige forstå din første reaktion på den dug :)

    klem

    SvarSlet
  3. Smider et par skeer afsted til dig, søde. ;)

    SvarSlet
  4. Kære Malou!

    Det ser godt ud og I har da vist haft en hyggelig dag :-)

    Knus
    Birthe

    SvarSlet
  5. Og så kom der lige et til af den slags suk, der var så mange af i lørdags, da sild, laks og rævesovs fyldte min store kæft og gjorde mig andægtigt stille.

    Uhmmmmmmmmmmmmmsuk.

    SvarSlet
  6. @Miri - Tak :-) Det var bare det pureste guf!

    @Vibeke - Tusind tak :-) Du skal være velkommen en anden gang!

    @Pernille - Tak, de kastede sig også over det :-D Ja, er det ikke en dug der giver åndenød? Den kommer på igen i dag!

    @Bibo - Åh, tak søde. Lige nu kunne jeg (også) godt brug et par skeer til :-)

    @Kære Birthe - Tak skal du ha' :-) Det var SÅ hyggeligt. Du er velkommen til at komme med næste gang ;-) Knus

    @Piskeris - Tusind tak :-)

    @Ibs - Åh, hvor er du sød! Det var en sand fornøjelse at se dig nyde maden på den måde. Det gjorde alt arbejdet værd :-)

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...