torsdag den 3. december 2009

Hjemmelavet sylte og lys nougatkonfekt...

Argh, så stod jeg der i Kvickly og fik lyst til sylte. Sif havde fortalt mig at de førte en udemærket en af slagsen fra Hanegal. Der lå da også et par stykker i køledisken, men der var kun 2 dage til holdbarheden udløb. Hallo, jeg skal først servere sylte på lørdag og jeg kommer altså ikke lige forbi en Kvickly igen inden. Så var det jeg blev god gal i bøtten og fik en mindre nedsmeltning efterfulgt at en idé - jeg laver sgu da bare min egen sylte! Så jeg gik på jagt efter noget svinebov i stedet.

Der var et godt stykke på 1 kg med ben og svær, så det nuppede jeg. Hvis alt går vel er der gelatine nok i benet og sværen til at stivne sylten, ellers må der lidt hjælp til. 

Jeg trimmede lidt af det værste fedt væk og skar resten i grove stykker. Sylte er en af de knapt så fede julespiser, hvis man sørger for at skumme fedtet af suppen. 

Min sylte skulle ha' en masse smag. 5 nelliker blev sat fast i et løg (+ 2 ekstra løg i kvarte). En håndfuld peberkorn, 10-12 stk hel allehånde, 2 laurbærblade og en stor dusk timian kom ned i gryden til svinet. Koldt vand blev hældt på så det lige dækkede. Gryden blev langsomt bragt i kog og så skruet helt ned på simreblus. Det er vigtigt at det ikke bulderkoger, så trækker kødfiberene sig sammen og kødet bliver sejt. Urenheder skummes væk et par gange i løbet af kogetiden, som i alt blev 3 timer. 

Da der var gået 3 timer fiskede jeg kødet op og siede suppen. Jeg tog latexhandsker på og pillede fedt, sener og svær fra. Suppen blev sat til at koge ind så længe.

Jeg ville godt ha' en lidt rustik sylte, så kødet blev bare hevet i grove trævler med fingrene. Et lille løg blev finthakket og kogt i den indkogte suppe i 15 minutter sammen med kødet inden det blev smagt til med lidt salt. Og det er vigtigt at den smager af salt. Når den køler ned forsvinder en del at saltsmagen og det skal man tage højde for. *suk* ikke for at lyde alt for bitter, men det var en af de detaljer der kostede mig sølvmedaljen til min svendeprøve. Der lavede jeg en lille sylte på øl, som ikke var saltet tilstrækkeligt. Nå, spildt mælk og alt det der.... 

Der blev 2 små fine sylter på 5 x 5 x 15 cm + en lillebitte ramekin ud af alt besværet. Jeg har lige været ud i køleskabet og kigge til dem og de sætter sig fint. *phew*

Update: Det viste sig at sylen var alt for løs, der var simpelthen ikke gelatine nok i. Så nu koger jeg den op igen i dag og tilsætter to blade husblas.

Jeg glemte at få taget et billede af dagen høst fra pakkekalenderen. Men det var 100 g lys nougat fra Mølle Skovly. Jeg flåede papiret af og lavede straks en portion støbt konfekt af det.

Samme fremgangsmåde som med den sidste nougatkonfekt: 100 g nougat og 50 g chokolade (her lys chokolade fra Mølle Skovly). I mikroovnen ca 1 minut og røre sammen til en glat masse. Op i en pose og sprøjt i konfektforme. Der blev 18 stk.

Da nougatmassen var størknet blev den pyntet af med lidt smeltet mørk chokolade og guld/sølv kugler. Jeg er normalt ikke til den slags flitterstads, men havde lidt tilbage fra en kage. (Well, ikke bare en tilfældig kage, men 'min' kage som jeg testbagte til Sifs kagebog. Husk at den kan vindes lige her).

Og jeg har ikke engang smagt en, de røg direkte i gemmeren. Men jeg slikkede da skålen ☺

8 kommentarer:

  1. Du er altså et skarn når du blogger om sådan nogle lækre sagder før middag ;)

    SvarSlet
  2. Selvom jeg ikke bryder mig om sylte... Så er jeg ret sikker på at jeg ville kun lide din.

    Hvor ser det bare super lækkert ud.

    Synes det er et rigtig godt navn... Julemoster.

    Hyggehygge

    SvarSlet
  3. Ej hold nu op. Man har ikke en ærlig domestic goddess-chance mod dig! :-) Jeg har fortalt min kæreste din blog er no-go area de næste par uger, han er begyndt at mumle ord der lyder mistænkelig meget som "kunne du ikke også lige lave det der".

    SvarSlet
  4. Er det lidt ligesom sådan noget eiskonfekt eller hvad det lige hedder?

    ....altså bare uden at være tysk og fake?

    SvarSlet
  5. årh mand... jeg æææælsker sylte og troede egentlig at det var helt vildt besværligt at lave... så måske skal husbonden ikke bare forkæles med æbleflæsk og hjemmebagt rugbrød...

    SvarSlet
  6. @Line - Undskyld, jeg skal prøve at beherske mig :-)

    @Jule Mig - Tak, den er bestemt lækker. Selv Max kan lide den og kan kan ellers ikke fordrage sylte :-) Ha ha, det var Sif der kaldte mig det på hendes blog, så nu hedder jeg det resten af december :-) Hygge

    @Tine - Åh, sikke da en redelighed. Du må få lidt rester med hjem til ham :-) Og tak :-D

    @Ibs - Uh, nej - slet ikke. Det smelter mærkeligt i munden. Det her er nougat på højt plan. Du kan jo selv bedømme det på lørdag :-)

    @Kagekone - Det er det pureste guf, og meget nemmere end jeg troede. Det kan du sagtens overkomme. Uh, æbleflæsk - det har vi fået til aften :-)

    SvarSlet
  7. Hold op, hvor ser det godt ud! Mums!

    SvarSlet
  8. Hej Eva og Alex

    Tusind tak skal I ha' :-)

    Glad julehilsen
    Malou

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...