mandag den 22. maj 2017

Asparges-ramen...

Lad mig introducere dig for en funklende ny ret på den nordiske madscene: asparges-ramen. Sprødmøre 'nudler', snittet af hvide asparges - serveret i en liflig suppe på asparges, med smilende æg og ørredrogn. Jeg spår allerede nu at det bliver en moderne klassiker! 

Aspargessuppe, i en opdateret 2017 udgave. 


Det er dog desværre ikke en opfindelse jeg selv kan tage æren for. Det er nemlig min gale/geniale gastronomiske legekammerat Johan der står bag. Og her er hvordan den blev til:

Retten blev født - dagen før min fødselsdag, sidste lørdag. Jeg var taget ned til Kolding for at fejre dagen sammen med Johan (på Sdr. Bjert Kro) - og han forkælede sørme med hjemmelavet OCD-venlig fødselsdagsmiddag fredag. Jeg var på forhånd blevet lovet en 'stille og rolig' 3-retters menu (hvoraf snacks udgjorde den ene ret) - hvilket viste sig at være en sandhed med modifikationer. Du kan se hele menuen nederst.

Den første snack-serveringen hed på menuen: (3 x æg) Ramsløgsmayo - Øko-æg - Rogn. Johan havde ikke en klar vision ang anretningen, før han gik til køkkens. Men da der var hvide asparges i en af de andre retter, som han havde klargjort på forhånd, var han ved at simre en lille aspargesfond på ender og skræller. 

Aww, fokus på Stop Spild Af Mad gør mig så glad. Pludselig kunne man se at inspirationen slog ned i manden *pling* og har råbte begejstret: "Malou, jeg har sgu fået en idé der skal prøves af". Han greb sin julienneskræller og høvlede et par hvide asparges til fine 'nudler' og lod dem varme kortvarigt igennem i aspargesfonden, som var blevet smagt til med et par dråber Healthy Boy soya og et nip sukker. De delikate 'nudler' blev anrettet med et perfekt halvt 6-minutters æg, ørredrogn, ramsløgsmayo og et blad hjemmedyrket koriander. Og således blev asparges-ramen til. Åh, det var SÅ lækkert. 

Idéen fik jeg straks lov til at løbe med - og så gælder det om at løbe stærkt. Jeg er på ingen måde i tvivl om at den gale mand nemt kan forfatte 5000+ ord om hvide asparges og halløj....men ved at han har travlt med andre emner i tiden. Og da de hvide asparges er i sæson NU...så er det med at slå til. Så her får du mit bud på hvordan asparges-ramen kan skrues sammen:

Det blev først til en tur i Kvickly efter forsyninger. Jeg ville lege med både hvide og grønne asparges. For at give fonden noget mere fylde, ville jeg tilsætte noget hønsefond - men kunne ikke finde den pose jeg (måske, måske ikke) havde i fryseren, så jeg besluttede mig for at prøve de her nye økologiske bouillonterninger af. Ramsløg blev til kørvel - som jeg har fået en nyfundet interesse for. Og så blev der også købt æg og ørredrogn. Og så var jeg klar til at gå i køkkenet og lege mig frem. Først lavede jeg en kørvel-mayo:

En god tot kørvel, blev blendet *wroom wroom* med en stor spsk Hellman's, lidt presset citron og et drys urtesalt.

Og så var det endelig blevet tid til det sjove!

Jeg har virkelig et svagt punkt for friske hvide asparges. Til gengæld kan jeg ikke udstå aspargessnitter på dåse. Det er nogle små ækle stakler med en forkert konsistens *gys*. Friske hvide asparges er saftspændte, sødmefulde med et letbittert snert og skal kun varmebehandles ultrakort. 


Og så var det med at komme i gang - for jeg vidste det ville blive tidskrævende.

Først blev de knækket (hvor de selv giver efter), skrællet med en tyndskræller og lagt i koldt vand, tilsat en smule citron.

Enderne (snittet i mindre stykker) og skrællerne + en bouillonterning kom i en gryde - og der blev hældt 6 dl vand på.

Fonden fik lov at simre, under låg, i en lille time. Den blev derefter siet og smagt til med lidt soya og et par dråber fiskesauce - men ingen sukker, da jeg fandt den naturlige sødme passende. Det gav en fyldig og alligevel let suppe, men god dybte og umami. I mellemtiden havde jeg haft de hvide asparges under kniven.

Nej, jeg kunne ikke nøjes med at bruge en julienneskræller. Min indre OCD-perfektionist kunne slet ikke med det - jeg skal ha' ensartethed og lige linjer. Specielt når de skulle forestille at være nudler. Så jeg væbnede mig med tålmodighed og min japanske kokkekniv - og gik i gang med den tidskrævende opgave, at snitte et bundt hvide asparges i ensartede strimler. Åh....bare...åh....jeg havde fuldstændig glemt hvor meget jeg elsker den slags knivarbejde. Jeg opnåede en tilstand af ren zen. Det tog laaaang tid og jeg måtte ind og hvile et par gange undervejs - men jeg var SÅ tilfreds med resultatet.

For at få lidt variation i farven, snittede jeg 2 grønne asparges og kom ved. En beslutning jeg skulle komme til at fortryde...

De fine asparges-nudler blev dampet i den varme suppe - kun til de lige akkurat blev bløde nok til at bøje. Det så lovende ud....men jeg kunne allerede her se at de grønne asparges ikke duede. De blev ikke omsat til 'nudler' visuelt. Men jeg valgte alligevel ikke at pille dem fra.

Det gik herfra hastigt ned af bakke for mig. Det skal lige siges at jeg var ret bombet efter at ha' været på farten 2 weekender i træk og det derfor var fuldstændig pløk at kaste sig over sådan et projekt. Jeg skulle ha' hvilet mig under dynen og i stedet gennemtænkt alle detaljerne på forhånd. Men det var fedt at ha' et projekt at flygte ind i, så jeg lærte af mine fejl på den hårde måde i stedet.

Jeg havde valgt en alt for stor skål/tallerken (Æh, det er vist officielt en salatskål) og kom ALT for meget suppe på fra starten. 'Nudlerne' skulle ha' været toppet op med fyldet først - og så skulle der ha' været kommet en passende mængde suppe på bagefter. Det lignede jo den grågrønne grumsede Limpopoflod?!? Det gjorde desværre også at æggene svømmede frit rundt og at 'nudlerne' sank til bunds. I et forsøg på at udnytte råvarerne optimalt, havde jeg også snittet de stykker asparges der var for lange (længden blev jo defineret af de korteste asparges) og dampet hovederne. Det endte med at blive en rodet omgang. Smagen fejlede dog ikke noget og jeg nød hver en bid. Men da jeg så billederne dagen efter, blev jeg virkelig skuffet. Det var slet ikke det jeg havde forestillet mig. 

Så der var ikke andet for, end at gå i gang med version 2. Der var ikke kræfter til en tur mere i Kvickly, så jeg forsøgte mig denne gang med de grønne asparges der var tilbage.

Grønne asparges skal ikke skrælles, så de beholder den fine grønne farve. De er dog noget mere besværlige at snitte i 'nudler' - don't do it!


Endnu en fond blev kogt. Der var heldigvis stadig noget kørvel-mayo og rogn tilbage.

Jeg valgte en mindre og mørkere skål. Jow, det var lovende....men stadig forkert. Det slog mig pludselig, at jeg jo forsøgte at gøre det til en hovedret. Måske var det formatet den var gal med?

Æggene blev fisket op med en ske (godt jeg havde kogt ekstra) - og så fandt jeg en lillebitte skål frem. 

Ja, for pokker - det var jo lige akkurat sådan det skulle være. Æh...og så sagde min hjerne: "Meget fint, men må vi se den med hvide asparges?"

Der var ikke andet at gøre end at adlyde hjernen - ellers ville jeg ikke få fred. En tur i Kvickly var derfor uundgåelig. Det var, både billedligt og bogstaveligt talt, op af bakke...

Og så snittede jeg, for tredie gang, et bundt asparges til 'nudler' - denne gang dog knapt så zen.....men lige så omhyggeligt. 

Og så var jeg klar til version 3. Der var ikke mere kørvel-mayo og jeg besluttede mig derfor at droppe det fede element helt. I stedet for kørvel, ville jeg forsøge mig med dild. Men fra billedet her blev taget, til der skulle anrettes, var dilden klappet helt sammen. Nå, men så var dild dømt ude...det måtte den bare selv om så. Så inviterede jeg bare kørvel med til ballet igen, i stedet for.

Forventningsfuld, kom jeg de snittede asparges-nudler i ENDNU en omgang fond. 

Oh yes, så passede både skålstørrelsen og væskemængden.

Og pyt med at ægget havde ligget for længe i koldt vand og blommen havde sat sig lidt for meget. Det var lige nøjagtig sådan det havde set ud i mit hovede. Stor lettelse....

Prøvede mig også med den lidt større skål igen. Det kritiske punkt er væskemængden. Jeg syntes nu også visuelt, det er pænest med kun 1 æg. Men nu hvor jeg skulle spise det, var det lige meget. Uhm, kombinationen af de stadig let-sprøde asparges, den lækre fond, den cremede æggeblomme og det salte *pop* fra den smukke ørredrogn - det spiller sgu. Til næste år vil jeg lave en version med stenbiderrogn! 

For en vegetarisk og vegansk udgave, koges fonden med grøntsagsbouillon og fiskerognen erstattes af cavi-art (lavet på tang) - og til den veganske udgave, erstattes ægget af en skefuld silken tofu og evt lidt hvid miso.   


----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Og så skal vi retur til Kolding. 

'Snacks' viste sig at komme i 2 serveringer - først de her asparges-ramen og derefter 3 x laks. Forretten bød på tarteletter og hvide asparges - og hovedretten på grydestegt 'kylling' med hele udtrækket. Johan gør ikke så voldsomt meget i dessert - og det ville jo også give uorden i menuen der, som lovet, kun ville bestå af 3 retter. Så menuens sidste punkt var en en særlig cocktail Vintage Black Velvet (teksten på fransk, betyder 'dette er ikke en fjerde ret').

Åh....men SE lige. Den gale mand havde kastet sig langt uden for sin comfort zone og lavet en dansk menu, med mange af de ting som jeg er vilde med. Awww, og lakselyde....

Og sørme om han ikke også havde været i vinkælderen efter nogle gode sager, af lidt ældre dato. Meget *host* passende til en dame i min alder. Den der stout havde lagret i 10 år - og rygterne ville vide at den med årene havde fået sådan lidt portvinskarakter.

Det postulat kan vi så godt afkræfte. Men den smagte virkelig godt, toppet op med champagne.


Da klokken slog midnat, skålede vi i de sorte bobler - og så var jeg sgu 44 år. Vi hørte lidt musik og snakkede en stund, men var fornuftige nok til at lukke festen ned tidligt. For lørdagen ventede forude, men den helt store fejring - først brunch og siden middag. Mere om det i et senere indlæg. 

Nåede du helt herned? Godt kæmpet. God mandag til alle der nåede her forbi...





Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...